Book of Common Prayer
Guds trøst under vanskelige forhold
49 Herre, jeg tjener dig i tillid til dine løfter,
for det er dem, der giver mig håb.
50 Hver gang jeg kommer ud for modstand,
giver dit ord mig nyt mod på livet.
51 Hån og spot hagler ned over mig,
men jeg holder fast ved dit ord.
52 Herre, jeg holder mig dine bud for øje,
de har stået deres prøve, og de giver mig trøst.
53 Harmen vælder op i mig,
når de gudløse gør nar af dine bud.
54 Hvor jeg end opholder mig,
hylder jeg dine befalinger med glæde.
55 Herre, selv om natten tænker jeg på dig,
også da vil jeg adlyde dine bud.
56 Hver dag vil jeg følge dine bud,
for det giver mig glæde i livet.
At handle på Guds bud
57 Jeg bygger mit liv på dig, Herre,
og jeg har besluttet at følge dine bud.
58 Jeg beder dig af hele mit hjerte:
vær nådig imod mig, som du har lovet.
59 Jeg har gjort status over mit liv
og har valgt at rette mig efter dit ord.
60 Jeg vil ikke vente eller tøve,
men straks gøre det, du siger, jeg skal.
61 Jeg vil aldrig glemme din lov,
selv om de gudløse prøver at få mig i fælden.
62 Jeg kan stå op midt om natten
for at takke dig for dine gode love.
63 Jeg er ven med alle, der tjener dig
og overholder dine forordninger.
64 Jorden er fuld af din trofasthed, Herre,
lær mig at forstå dine bud til bunds.
Guds bud og samvittigheden
65 Du har holdt dit løfte, Herre.
Du har velsignet mig som din tjener.
66 Dine befalinger og bud er gode,
lær mig at forstå dem og bruge dem ret.
67 Der var engang, hvor jeg gik mine egne veje,
men du ydmygede mig, og nu følger jeg dit ord.
68 Du er god og gør altid det gode.
Hjælp mig at adlyde dine befalinger.
69 Det kan godt være, de gudløse bagtaler mig,
men jeg vil helhjertet holde din lov.
70 De er både tykhovedede og stivnakkede,
men at adlyde dit ord giver mig glæde.
71 Det var godt, at du ydmygede mig,
så jeg kunne lære at overholde dine bud.
72 Dit ord er mere værd for mig
end guld og sølv i dynger.
Rigdom set i dødens perspektiv
49 Til korlederen: En sang af Koras slægt.
2 Hør her, alle folkeslag,
lyt til mig, alle folk på jorden,
3 høj og lav, rig og fattig.
4 Jeg taler med visdom,
og mine tanker er fulde af indsigt.
5 Jeg har lyttet til mange ordsprog
og giver min indsigt videre med sang og musik.
6 Jeg har intet at frygte i vanskelige tider,
selv om bedragere omringer mig på alle sider.
7 De stoler på deres rigdom,
praler af alt det, de ejer.
8 Men ingen kan betale sig fra at skulle dø,
for Gud bestemmer, hvornår livet er slut.
9 Gud har sat prisen så højt,
at den slags aldrig kan lade sig gøre.
10 Ellers kunne den rige jo leve evigt
og aldrig opleve død og grav.
11 Alle ved, at selv vise folk dør.
De ender i graven akkurat som tåberne
og efterlader deres rigdom til andre.
12 Selv om de er kendt og ejer både gods og guld,
bliver graven deres hjem til slut,
og de vender aldrig tilbage derfra.
13 Selv de rige lever ikke evigt.
De dør ligesom dyrene og forsvinder.
14 Sådan går det med de selvsikre,
dem, der tror, de kan klare alt.
15 Som får bliver de gennet ned i dødsriget.
Det er døden, der driver dem af sted.
Næste morgen går mennesker hen over deres grav,
mens de selv rådner op i deres nye bolig.
16 Men Gud har magt til at redde mit liv,
han kan rive mig ud af dødens kløer.
17 Derfor skal du ikke blive modløs,
hvis nogle bliver styrtende rige,
18 for i døden tager de intet med sig,
deres velstand må de lade tilbage.
19 Om end de er selvsikre hele livet,
og folk berømmer dem for deres succes,
20 så ender de dog hos deres forfædre
og ser aldrig dagens lys igen.
21 De, der stoler på deres rigdom, er uden forstand,
for det går dem som dyrene, de skal alle dø.
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
Tid til alt
3 Alt i livet har sin egen tid:
2 Tid til at fødes og tid til at dø,
tid til at plante og tid til at høste,
3 tid til at dræbe og tid til at læge,
tid til at bryde ned og tid til at bygge op,
4 tid til at græde og tid til at le,
tid til at sørge og tid til at danse,
5 tid til at dænge sten på en mark[a] og tid til at samle dem,
tid til at omfavne og tid til ikke at omfavne,
6 tid til at finde og tid til at miste,
tid til at gemme og tid til at kassere,
7 tid til at flænge og tid til at lappe,
tid til tavshed og tid til tale,
8 tid til at elske og tid til at hade,
tid til krig og tid til fred.
Gud er suveræn
9 Hvad har man så ud af alt sit slid? 10 Gud har givet menneskene mange ting at beskæftige sig med. 11 Alt har han skabt, så det har sin tid og tjener hans plan. Men skønt han har lagt evigheden i vores hjerter, fatter vi dog ikke hans plan og virke fra begyndelsen til enden. 12 Derfor er det bedste, man kan gøre, at glæde sig og nyde livet, så længe det er muligt, 13 for det at spise og drikke og finde tilfredsstillelse i sit arbejde er en Guds gave.
14 Jeg ved, at hvad Gud gør, står ikke til at ændre. Man kan hverken lægge noget til eller trække noget fra. Hans hensigt er, at vi skal have ærefrygt for ham.
15 Hvad der sker nu, er allerede sket før, og hvad der sker i fremtiden, er også sket før. Gud lader historien gentage sig.
Paulus har tidligere konfronteret Peter i Antiokia
11 Engang, da Peter var på besøg i menigheden i Antiokia, var jeg nødt til at konfrontere og irettesætte ham, for han var helt forkert på den. 12 Da han først ankom, havde han intet imod at have spisefællesskab med de kristne, som ikke var jøder. Men da nogle af Jakobs jødiske bekendte fra Jerusalem kom, trak han sig tilbage fra fællesskabet med de ikke-jødiske kristne. Det gjorde han af frygt for dem, der mener, at man ikke kan være kristen uden også at være omskåret. 13 De øvrige jødekristne i Antiokia fulgte Peter i hans hykleri. Ja, selv Barnabas lod sig rive med ind i det.
14 Da jeg så, hvordan de jødekristne ledere gik på kompromis med sandheden, irettesatte jeg Peter i alles påhør. Jeg sagde til ham:
„Selvom du er jøde, følger du jo ikke længere alle de jødiske skikke. Hvordan kan du så forlange, at de kristne, som ikke er jøder, skal antage jødiske skikke, før du kan acceptere dem?[a] 15 Vi, der er født som jøder, har i modsætning til dem, der ikke er jøder, et grundigt kendskab til de jødiske love. 16 Alligevel har vi indset, at mennesker ikke kan blive accepteret af Gud ved at overholde de jødiske love, men det bliver de ved at tro på, at Jesus er deres Frelser. Derfor har vi også sat vores lid til Jesus. Vi ved, at vi er blevet accepteret af Gud på grund af vores tro på Kristus og ikke ved at overholde de jødiske love. 17 Nogle jøder betragter os som store syndere, fordi vi har sat de jødiske love til side for i stedet at blive accepteret på grundlag af, hvad Kristus har gjort for os. Er det sandt, at vi er store syndere, fordi vi har sat vores lid til Kristus i stedet for lovgerninger? Absolut nej! 18 Det er kun, hvis jeg går tilbage og genopbygger det system af love, som jeg er blevet løst fra, at jeg virkelig er en synder.
19 Også mit liv var engang styret af de jødiske love. Men jeg blev løst fra dem for at kunne leve for Gud. 20 Mit gamle liv er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke, som jeg gjorde før, men nu lever Kristus i mig. Alt, hvad jeg gør, det gør jeg i troen på Guds Søn, som elskede mig og gav sit liv for mig. 21 Jeg står fast på, at Gud accepterer os alene på grund af sin nåde. Hvis det var muligt at blive accepteret af Gud ved blot at overholde de jødiske love, så døde Kristus jo til ingen nytte!”
Kong Herodes funderer over, hvem Jesus er(A)
14 Da kong Herodes[a] hørte om de mirakler, Jesus udførte, 2 sagde han til sine tjenere: „Det må være Johannes Døber, der er vendt tilbage fra de døde. Det er derfor den slags overnaturlige kræfter virker gennem ham.”
3-5 Der var nemlig sket det, at Herodes efter pres fra Herodias havde ladet Johannes arrestere og sætte i fængsel. Herodias var egentlig gift med Filip, en bror til Herodes, men var flyttet sammen med kong Herodes. Det havde fået Johannes til at konfrontere kongen. „Du har ikke lov til at leve sammen med hende,” havde han sagt. Det blev Herodias så rasende over, at hun fik Herodes overtalt til at sætte Johannes i fængsel, og hun ville gerne have ham henrettet. Men det turde Herodes ikke, for alle folk anså Johannes for at være en stor profet.
6 En dag blev der holdt fødselsdagsfest for Herodes, og Herodias’ datter dansede for gæsterne. 7 Herodes blev så begejstret, at han med en ed lovede at give hende hvad som helst, hun forlangte. 8 Hendes mor pressede hende til at sige: „Giv mig Johannes Døbers hoved på et fad!” 9 Kongen blev ilde til mode ved at høre det ønske, men fordi han havde svoret, og fordi han ikke ville trække sit løfte tilbage for øjnene af alle gæsterne, udstedte han de nødvendige ordrer, 10 og Johannes blev halshugget i fængslet. 11 Hans hoved blev bragt op i festsalen på et fad og overrakt til den unge pige, der gav det videre til sin mor.
12 Senere kom Johannes’ disciple og hentede hans lig og begravede det, hvorefter de gik hen til Jesus og fortalte, hvad der var sket.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.