Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Book of Common Prayer

Daily Old and New Testament readings based on the Book of Common Prayer.
Duration: 861 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 83

Israels fjender

83 En sang af Asaf.

Åh, Gud, sid ikke bare dér,
    vær ikke så passiv og tavs!
Hør, hvor dine fjender larmer.
    Se, hvor dine modstandere knejser.
De lægger snedige planer mod dit folk,
    udtænker ondt mod dem, du holder af.
„Lad os udslette hele folket,” siger de,
    „så Israel forsvinder totalt.”
De enes om en plan
    og slutter pagt imod dig,
beduiner fra Edom og Moab,
    ishmaelitter sammen med hagritter,
geballitter, ammonitter og amalekitter,
    filistre og folk fra Tyrus.
Selv Assyrien har sluttet sig til dem,
    de støtter nu Lots efterkommere.
10 Gør med dem, som du gjorde med midjanitterne.
    Du slog jo Sisera og Jabin ved Kishonfloden,[a]
11 de blev tilintetgjort ved En-Dor,
    deres kroppe rådnede på slagmarken.
12 Lad det gå deres ledere som Oreb og Ze’eb,
    deres fyrster som Zeba og Zalmunna.
13 De sagde: „Lad os erobre Guds græsgange
    og gøre dem til vores!”
14 Min Gud, lad dem blive som visne tidsler,
    som avner, der flyver bort i vinden.
15 Som ild, der æder sig gennem skoven,
    som flammer, der sætter bjerge i brand,
16 skal dit stormvejr forfølge dem,
    din hvirvelvind forfærde dem.
17 Lad dem blive ydmyget så dybt,
    at de forstår, hvem du er, Herre.
18 Gør dem skamfulde og skrækslagne,
    lad dem få en frygtelig død.
19 Vis dem, at du er Herren, den Almægtige,
    som hersker over hele jorden.

Salme 34

Fordelen ved at adlyde Gud

34 En sang af David om dengang, han foregav at være gået fra forstanden foran kong Abimelek, så kongen sendte ham væk.

Jeg vil prise Herren til hver en tid,
    altid fortælle om hans magt og storhed.
Jeg glæder mig over, hvad Herren har gjort,
    lad de forkuede høre det og fryde sig.
Kom og slut jer til mig,
    lad os sammen prise Herren.
Jeg bad Herren om hjælp, og han svarede mig,
    han befriede mig fra al min frygt.
De, som stoler på Herren, skal stråle af glæde,
    for han vil aldrig nogensinde skuffe dem.
Jeg råbte til Herren i min nød,
    og han reddede mig ud af mine problemer.
For Herrens engel redder enhver,
    som ønsker at gøre Guds vilje.
Prøv selv at opleve Herrens godhed,
    lykkelige er de, der søger hjælp hos ham.
10 Adlyd Herren, I, som tilhører ham,
    de, der følger ham, får, hvad de har brug for.
11 Selv stærke løver lider nød og sulter,
    men de, der stoler på Herren, lider ingen nød.
12 Kom, mine børn, og hør, hvad jeg siger.
    Jeg vil lære jer, hvordan man viser Herren ære.
13 I, der gerne vil have et godt liv
    og ønsker jer gode dage,
14 I skal holde jeres tunge i skak
    og ikke lade løgn komme over jeres læber.
15 Hold jer fra det onde,
    gør det gode og stræb efter fred.
16 Herren beskytter de retskafne
    og hører deres bøn om hjælp.
17 Men han er imod dem, der handler ondt.
    Han udrydder dem helt, så de ikke huskes.
18 Han hører de retsindiges råb om hjælp,
    redder dem ud af deres problemer.
19 Herren er hos dem, der føler sig knust,
    han hjælper dem, der er dybt deprimerede.
20 De uskyldige kommer også ud i problemer,
    men Herren hjælper dem igennem dem alle.
21 Ja, han beskytter dem fra alt det onde,
    så de ikke bliver knust derved.
22 De onde må bøde for deres ondskab,
    de, der bekæmper de uskyldige, bliver straffet.
23 Men Herren redder sine tjenere.
    De, der søger ham, bliver ikke straffet.

Salme 85-86

Landets genopbygning

85 Til korlederen: En sang af en af Koras efterkommere.

Du var nådig mod dit land, Herre,
    du vendte Israels skæbne,
du tilgav dit folks synder,
    du fjernede al deres skyld!
Du vendte dig væk fra din vrede,
    din heftige harme holdt op.
Genopret os, Gud, vor Frelser,
    lad dit mishag imod os høre op.
Vil du være vred på os for evigt?
    Skal din vrede vare fra slægt til slægt?
Tag imod os endnu en gang,
    så vi atter kan glæde os i dig.
Vis os din trofaste kærlighed, Herre,
    red os endnu en gang.

Jeg vil lytte omhyggeligt til Herrens ord,
    for han taler om fred til sit folk,
        lad dem ikke gentage deres dumheder.
10 De, der adlyder ham, skal opleve hans frelse,
    landet skal fyldes af hans herlighed igen.
11 Troskab og pålidelighed skal mødes,
    godhed og fred skal kysse hinanden.
12 Sandhed spirer frem af jorden,
    retfærdighed kommer ned fra Himlen.
13 Ja, Herren vil velsigne os igen,
    så jorden giver en rigelig høst.
14 Godhed skal gå foran ham
    og bane en vej for hans fødder.

En bøn om hjælp

86 En bøn af David.

Bøj dig, Herre, og lyt til min bøn,
    jeg føler mig ydmyget og elendig.
Hjælp mig, for jeg er tro imod dig.
    Red mit liv, for jeg tjener dig.
        Du er min Gud, og jeg stoler på dig.
Vær mig nådig, Herre,
    jeg råber til dig dagen lang.
Gør din tjener glad, Herre,
    det er dig, der er min redning.
Herre, du er god og tilgiver gerne,
    du er tro mod alle, der stoler på dig.
Åh Gud, hør min bøn,
    lyt til mit råb om nåde.
Jeg kalder på dig i min nød,
    for jeg ved, du vil svare mig.

Ingen afguder kan måles med dig, Herre,
    ingen anden kan gøre det, du gør.
Alle folkeslag er skabt af dig,
    og de skal komme og bøje deres knæ
        for at ære og tilbede dig.
10 For du er almægtig og gør store undere,
    du alene er den sande Gud.

11 Lær mig din vilje, så jeg kan gøre det rette,
    hjælp mig til at tjene dig helt og fuldt.
12 Jeg vil prise dig af hele mit hjerte,
    jeg vil altid ære dig, min Herre og Gud.

13 Din trofasthed er stor,
    og du vil redde mig fra dødens gab.
14 Jeg angribes af brutale mænd, Herre,
    voldsmænd prøver at slå mig ihjel.
        De har ingen respekt for dig.
15 Men du er en barmhjertig og nådig Gud,
    tålmodig, god og trofast.
16 Vis mig din nåde
    og frels din ydmyge tjener.
17 Kom med et bevis på din godhed, Herre,
    så mine fjender ser det og bliver ydmyget,
        for du, Herre, vil beskytte og hjælpe mig.

4 Mosebog 12

Mirjam gør oprør mod Moses

12 En dag gjorde Mirjam og Aron oprør imod Moses, fordi han havde taget sig en kone fra det land, der hed Kush,[a] syd for Egypten. „Kan Herren kun tale til Moses?” sagde de. „Hvad med os? Herren kan vel lige så godt tale til os.” Herren hørte det, men Moses prøvede ikke at forsvare sig, for han var jordens mest ydmyge menneske. Herren talte nu til både Moses, Aron og Mirjam og sagde: „Gå alle tre hen til åbenbaringsteltet!” Da stillede de sig foran teltet.

Derpå steg Herren ned, skjult i en sky, og stillede sig ved indgangen til teltet. „Aron og Mirjam, træd frem,” beordrede han. Det gjorde de så. Herren fortsatte: „Når jeg taler til en profet, gør jeg det normalt gennem syner og drømme, men det er ikke på den måde, jeg kommunikerer med min tjener Moses. Han er en trofast leder for mit folk.[b] Med ham taler jeg ansigt til ansigt og ikke i gåder. Han har set mig, som jeg er. Hvor vover I så at gøre oprør imod ham?”

Så forlod Herren dem i vrede, 10 og da skyen løftede sig fra teltet, var Mirjam fyldt med hvide pletter over hele kroppen. Aron var rystet over synet af det 11 og udbrød: „Åh Moses, gå i forbøn for os, så vi ikke mister livet på grund af denne tåbelige synd. 12 Mirjam ligner jo et dødfødt barn, der allerede er begyndt at gå i forrådnelse.”

13 Da råbte Moses til Herren: „Herre, jeg beder dig: Gør hende rask.”

14 Herren svarede: „Hvis hendes egen far havde spyttet hende i ansigtet, var hun blevet uren og måtte bære sin skam i syv dage. Send hende derfor uden for lejren. Efter syv dage kan hun vende tilbage igen.”

15 Så blev Mirjam udstødt af lejren i syv dage, og folket måtte vente på hende, før de kunne rejse videre. 16 Derefter forlod de Hatzerot og nåede frem til Parans ørken, hvor de slog lejr og blev et stykke tid.

Romerne 2:12-24

12 De, der forsynder sig uden at kende Guds lov, vil blive dømt uden hensyn til den lov. Men de, der kender Guds lov og alligevel forsynder sig imod den, vil blive dømt under henvisning til den lov. 13 Det er nemlig ikke nok, at du, som er jøde, kender Guds lov. Du skal også overholde den, hvis du vil gøre dig håb om at blive frikendt.

14 Når de, som ikke kender Guds lov, alligevel gør, hvad loven foreskriver, viser det, at de følger deres egen indre lov, 15 og at lovens krav på en måde er skrevet i deres hjerter. Deres samvittighed kræver, at de følger den lov, og på dommens dag vil nogle føle sig dømt af deres samvittighed, mens andre vil føle sig frikendt. 16 Den dag, hvor menneskene bliver stillet for Guds domstol, vil Jesus Kristus dømme deres skjulte tanker, sådan som jeg har forklaret det i mit budskab.

Religiøst hovmod hjælper intet

17 Du, som er jøde, tror, at alt er i den skønneste orden, fordi du kender Guds lov, og du er stolt over at tilhøre Guds folk. 18 Fordi du er blevet undervist i Guds lov, mener du, at du kender Guds vilje, og at du altid véd, hvad der er det rigtige. 19 Du er overbevist om, at du kan vejlede de blinde og bringe lys til dem, der lever i mørket. 20 Du søger at opdrage de umodne og undervise de uvidende, for du har jo adgang til al den visdom og sandhed, der findes i den jødiske lov.

21 Men når du nu er sådan en god lærer, hvorfor tager du så ikke selv ved lære? Du prædiker, at man ikke må stjæle, men du stjæler selv! 22 Du fordømmer andres utroskab, men hvad med dig selv? Du foragter dem, der dyrker afgudsbilleder, men er ikke bleg for at stjæle deres kostbare statuetter. 23 Du er stolt over at have Guds lov, men du vanærer Gud ved at overtræde den. 24 Du opfylder det ord fra Skriften, hvor der står, at Gud bliver vanæret ude blandt folkeslagene på grund af jer.[a]

Matthæus 18:10-20

Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt(A)

10 Pas på, at I ikke ringeagter en af disse små, for det siger jeg jer: De har deres engle i Himlen, og de er altid i min Fars nærhed.[a]

12 Hvis en mand har 100 får, og et af dem kommer på afveje, lader han så ikke de 99 andre blive tilbage på græsgangen for at gå ud og lede efter det, der er forsvundet? 13 Og hvis han så finder det, vil han så ikke glæde sig mere over det ene får end over de 99 derhjemme, som ikke fór vild? 14 Sådan er det også med jeres himmelske Far. Han vil ikke, at en eneste af disse små skal gå fortabt.

Om irettesættelse, udelukkelse af menigheden og enhed i bøn(B)

15 Hvis din ven[b] forsynder sig imod dig,[c] så konfronter ham med det under fire øjne. Hvis han hører på dig og beder om tilgivelse, så har du fået din ven tilbage. 16 Hvis ikke, skal du tage en eller to andre med dig, for enhver sag skal afgøres på to eller tre vidners udsagn. 17 Hvis han stadig ikke vil høre på dig, skal du indbringe sagen for menighedens ledelse. Hvis han heller ikke vil høre på dem, bør du se på ham som en, der står uden for menigheden. 18 Det siger jeg jer: Det, I sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, I åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.[d] 19 Jeg siger jer også, at hvad som helst to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det vil min Far i Himlen gøre for jer. 20 For hvor to eller tre har fundet sammen om min vilje, der er jeg midt iblandt dem.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.