Book of Common Prayer
Lovprisning af Guds nåde og hjælp
40 Til korlederen: En sang af David.
2 Jeg satte al min lid til Herren,
og han bøjede sig og hørte mit råb.
3 Han løftede mig op fra afgrunden,
op af den mudrede sump.
Han stillede mig på et sikkert sted,
gav mig fast grund under fødderne.
4 Han gav mig en ny sang at synge,
en lovsang til ære for Gud.
Mange skal høre, hvad Herren har gjort,
og med ærefrygt sætte deres lid til ham.
5 Lykkelige er de mennesker,
som sætter deres lid til Herren
og ikke søger hjælp hos de stolte og selvsikre,
hos dem, der bygger deres liv på en løgn.
6 Mange mirakler har du gjort for os, Herre.
Du har gennemført dine underfulde planer.
Ingen var i stand til at hindre dem.[a]
Jeg ville gerne fortælle om alle dine undere,
men de er for mange til at tælles.
7 Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
men du har givet mig ører til at høre med.
Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
8 Da sagde jeg: „Se, jeg er parat!
Der står skrevet om mig i bogrullen,
9 og jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.
Din lov er skrevet i mit hjerte.”
10 I dit folks forsamling
har jeg fortalt om din godhed.
Jeg har ikke holdt munden lukket,
det ved du, Herre.
11 Din godhed har jeg ikke holdt hemmelig,
jeg har fortalt om din frelse.
Din trofasthed, nåde og sandhed
har jeg forkyndt for folkets forsamling.
12 Måtte din barmhjertighed vare ved, Herre.
Må din kærlighed og trofasthed altid omslutte mig,
13 for jeg har mange problemer, jeg ikke kan overskue.
De tårner sig op omkring mig.
Mine synder overvælder mig,
så jeg ikke kan se andet end dem.
De er utallige som hårene på mit hoved,
og alt mit mod er forsvundet.
Bøn om hjælp(A)
14 Herre, vær mig nådig og frels mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
15 Lad dem, som vil slå mig ihjel,
blive forlegne og flove.
Lad dem, som ønsker at gøre mig fortræd,
blive tvunget til at trække sig tilbage.
16 Lad dem, som håner mig,
selv blive ydmyget og hånet.
17 Må alle, som søger hjælp hos dig,
opleve glæde og lykke.
Må de, som oplever din hjælp,
dag efter dag sige: „Herren er stor!”
18 Jeg er svag og værgeløs,
men du har ikke glemt mig, Herre!
Du er den, der redder og befrier mig.
Skynd dig at komme mig til hjælp.
Bøn om hjælp mod fjenden
54 1-2 Til korlederen: En visdomssang af David, dengang folkene fra Zif kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem. Synges til akkompagnement af strengeinstrumenter.
3 Kom mig til hjælp, almægtige Gud,
jeg ved, du har magt til at redde mig.
4 Hør min bøn, oh, Gud,
og lyt til mine ord.
5 Fremmede folkeslag rejser sig imod mig,
voldsmænd vil mig til livs,
de regner slet ikke med dig.
6 Men du er min redning, Gud,
du er den, der holder mig i live.
7 Lad fjenderne blive straffet for deres ondskab.
Gør det af med dem, Herre,
for du er trofast imod mig.
8 Så vil jeg ofre til dig med glæde,
jeg vil lovprise dig, Gud, for du er god.
9 Du udfrier mig fra alle mine problemer,
og jeg ser mine fjender blive besejret.
Bøn om tilgivelse
51 1-2 Til korlederen: En sang af David, efter at profeten Natan havde konfronteret ham med hans affære med Batsheba.
3 Vær mig nådig, oh, Gud, og tilgiv mig,
for du er barmhjertig og trofast.
4 Forbarm dig over mig og tilgiv min synd,
så jeg kan begynde på en frisk.
5 Jeg ved, at jeg har handlet forkert,
min synd plager mig dag og nat.
6 Det er først og fremmest dig, jeg har syndet imod,
det er dine bud, jeg har overtrådt.
Du anklager mig med rette,
din dom er retfærdig.
7 Jeg har været en synder fra fødslen af,
været skyldig, siden jeg blev undfanget.
8 Du ønsker at se et oprigtigt hjerte,
du længes efter at lære mig visdom.
9 Stænk vand på mig og rens mig fra min skyld,
så jeg bliver ren som nyfalden sne.
10 Jeg føler mig knust på grund af din straf,
men jeg ser frem til at blive glad igen.
11 Bliv ikke ved at stirre på min synd,
men tilgiv mig og udslet min skyld.
12 Giv mig et rent hjerte, oh, Gud,
og skab en ny ånd i mit indre.
13 Skub mig ikke væk fra din nærhed,
tag ikke din Helligånd[a] fra mig.
14 Lad mig igen glædes over din frelse,
og giv mig et lydigt hjerte.
15 Så vil jeg lære syndere dine bud,
så de omvender sig til dig.
16 Lad mig ikke dø, selv om jeg er skyldig i drab,
men frels mig, så jeg kan synge om din tilgivelse.
17 Giv mig noget godt at fortælle om,
så jeg kan lovprise dig og give dig ære.
18 Du er ikke interesseret i slagtofre,
mine brændofre formilder dig ikke.
19 Det offer, du ønsker, er en ydmyg ånd,
du længes efter at se et angrende hjerte.
20 Se også i nåde til Zion.
Genopbyg Jerusalems mure.
21 Derefter kan du glæde dig over vore ofre,
både brændofre og helofre.
Vi vil ofre vore tyre på dit alter.
5 Tænk, før du taler, så du ikke lover Gud noget, du ikke kan opfylde, for Gud er i Himlen, og du er på jorden. Pas derfor på ikke at love for meget. 2 Har man for mange bekymringer, kan man få mareridt. Bruger man for mange ord, kan man komme til at fortale sig. 3 Når du aflægger et løfte til Gud, så sørg for at opfylde det, for Gud glæder sig ikke over en tåbe. Du skal holde, hvad du lover. 4 Det er bedre ikke at love noget end at love noget, du ikke kan holde. 5 Lad ikke dine uoverlagte ord gøre dig skyldig i synd, så du må erkende over for præsten, at du ikke mente, hvad du sagde. Hvorfor gøre Gud vred, så han tager det fra dig, du har arbejdet for? 6 Dagdrømmeri og tomme ord fører kun til skuffelser. Hav hellere ærefrygt for Gud.
Rigdom og magt giver ikke livet mening
7 Hvis du ser retten blive krænket og de magtesløse blive undertrykt af magthaverne, skal du ikke undre dig, for en embedsmand bliver selv undertrykt af sine overordnede, som igen bliver undertrykt af højere myndigheder.
Løfterne til Abraham sammenlignet med lovens pagt
15 Lad mig prøve at forklare det for jer ved at bruge et dagligdags eksempel. Når et testamente først er underskrevet og gjort retsgyldigt, kan ingen føje noget til eller trække noget fra. 16 Sådan er det også med pagten mellem Gud og Abraham. Guds pagt med Abraham indeholdt et løfte om, at en af hans efterkommere ville blive til stor velsignelse. Skriften siger ikke „og dine efterkommere”, som om det gjaldt mange, men „og en af dine efterkommere”,[a] og det vil sige Kristus. 17 Det, jeg mener, er, at det løfte om velsignelse, som pagten med Abraham indeholdt, blev ikke trukket tilbage, da Gud oprettede lovens pagt efter 430 år.[b] 18 Gud gav et løfte til Abraham på grundlag af sin nåde. Men hvis løftet om velsignelse bliver opfyldt ved, at man overholder loven, så er der ikke længere tale om et løfte, som opfyldes ved Guds nåde.
19 Hvad er så formålet med loven? Den blev nødvendig på grund af menneskers ondskab, og den skulle være i kraft, indtil den efterkommer, som løftet talte om, var kommet. Jødernes lov blev givet til Moses med engles hjælp, og Moses var som et mellemled mellem Gud og folket. 20 Gud gav ikke sine love direkte til folket. Men da han gav sit løfte til Abraham, skete det direkte, for Gud er ikke afhængig af et mellemled.
Abrahams velsignelse fås ved tro på Kristus, ikke gennem loven
21 Er loven da i modstrid med Guds løfter? Selvfølgelig ikke! Havde der eksisteret et sæt lovregler, som kunne give evigt liv, så ville man kunne blive accepteret af Gud ved at overholde de regler. 22 Men det kan ikke lade sig gøre, for Skriften siger, at alle mennesker er under syndens magt.[c] Det er kun ved tro på Jesus Kristus, at mennesker kan få del i det evige liv, som Gud har lovet.
Disciplenes tøvende tro(A)
22 Jesus gav straks disciplene besked på at gå op i båden og sejle i forvejen over til den anden side af søen, mens han sendte folkemængden bort. 23 Da han havde gjort det, gik han op på bjergskråningen for at være alene og bede.
24 Det var efterhånden blevet ud på natten. Jesus var alene på bjerget, mens disciplene var et godt stykke ude på søen, hvor de kæmpede mod bølgerne og en strid modvind.
25 Kort før daggry kom Jesus ud til dem, vandrende hen over vandet. 26 Da de så en skikkelse komme gående hen imod dem, skreg de af rædsel, for de troede, det var et spøgelse. 27 Men Jesus råbte til dem: „I skal ikke være bange—det er mig!”
28 Straks råbte Peter tilbage: „Hvis det virkelig er dig, Herre, så sig til mig, at jeg skal komme ud til dig på bølgerne.” 29 „Kom!” sagde Jesus.
Peter kravlede ud over bådens ræling og gik på vandet hen mod Jesus. 30 Men da han så stormens rasen omkring sig, blev han bange, og han begyndte at synke.
„Herre, red mig!” råbte han.
31 Øjeblikkelig rakte Jesus hånden ud og greb fat i ham. „Din tro er lille,” sagde Jesus. „Hvorfor blev du usikker?”
32 Da de var kommet op i båden, lagde vinden sig. 33 Alle i båden faldt på knæ for Jesus. „Du er virkelig Guds Søn!” udbrød de.
Helbredelser i Genesaret området(B)
34 De styrede nu båden ind mod land og lagde til ved et sted, som kaldes Genesaret. 35 Jesus blev straks genkendt af de lokale folk, og de sendte bud til hele omegnen om, at Jesus var kommet. Derfor kom man med alle de syge. 36 De bønfaldt ham om bare at få lov at røre ved kvasten på hans bedesjal, og alle, der rørte ved ham, blev helbredt.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.