Book of Common Prayer
Lovsang efter helbredelse
30 En sang af David, som blev sunget ved templets indvielse.
2 Herre, jeg priser dig, for du reddede mig.
Mine fjender fik ikke lov at triumfere over mig.
3 Herre, min Gud, jeg råbte om hjælp,
og du helbredte mig.
4 Du reddede mig fra den sikre død,
kaldte mig tilbage fra gravens rand.
5 Syng for Herren, I, som adlyder ham!
Pris hans hellige navn!
6 Hans vrede varer et øjeblik,
men hans nåde bringer livet tilbage.
Den gråd, der lyder om natten,
afløses af glæde om morgenen.
Selvsikkerhedens fristelse
7 Jeg blev selvsikker og mente,
jeg kunne klare det hele.
8 Men det var jo din nåde,
der gjorde mig til det, jeg var.
Så da du vendte dig fra mig,
blev jeg grebet af panik.
9 Jeg råbte til dig, Herre,
tryglede dig om nåde.
10 „Hvad opnår du ved, at jeg dør?
Hvad gavner det, at jeg lægges i graven?
Kan en død synge lovsange
eller fortælle om din trofasthed?
11 Hør på mig, Herre, og vær mig nådig.
Herre, kom og hjælp mig.”
12 Da vendte du min sorg til glæde,
tog min sørgedragt og klædte mig i festtøj.
13 Nu kan jeg synge af glæde,
fra nu af vil jeg altid takke dig.
Bekendelse og tilgivelse
32 En visdomssang[a] af David.
Lykkelige er de, hvis forseelser er tilgivet,
hvis synderegister er slettet.
2 Lykkelige er de mennesker,
som Herren ikke tilregner skyld,
de, som er oprigtige af hjertet.
3 Før jeg var villig til at indrømme min skyld,
havde jeg det helt elendigt.
Jeg sukkede dagen lang.
4 Dag og nat lå din hånd tungt på mig,
jeg følte mig trykket som under en hedebølge.
5 Så bekendte jeg omsider min synd for dig,
søgte ikke længere at skjule mine forseelser.
Jeg sagde: „Jeg vil bekende mit oprør for Herren.”
Så tilgav du mig, og min skyld forsvandt.
6 Derfor bør enhver gudfrygtig søge dig,
så længe der endnu er tid.
Hvis ulykkerne senere skyller ind over dem,
er du parat til at redde dem.
7 Herre, du er mit skjulested,
du skærmer mig fra ulykke.
Derfor vil jeg juble af glæde.
8 Jeg vil instruere og undervise dig,
jeg vil vise dig den vej, du skal gå.[b]
Jeg vil give dig min personlige vejledning.
9 Vær ikke trodsig som heste og æsler,
der skal tvinges med tømme og bidsel,
når de ikke vil komme til dig.
10 De gudløse har mange problemer,
men de, der stoler på Herren,
oplever hans trofaste nåde.
11 Glæd jer i Herren, I, som er uskyldige.
Fryd jer, I, som ønsker at adlyde ham.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
15 Selv en konge kan overtales, hvis du er tålmodig nok,
med venlighed kan man klare mange problemer.
16 For meget af det gode giver væmmelse.
Finder du honning, så spis ikke mere, end hvad godt er.
17 Rend ikke dine venner på dørene,
ellers bliver de trætte af dig.
18 At blive anklaget på falsk grundlag
er som at få en dolk stukket i ryggen.
19 At stole på en upålidelig person i en nødsituation
er som at tygge med en løs tand
eller støtte på en forstuvet fod.
20 At synge muntre viser for en, som sørger,
er som at tage tøjet af ham på en kold dag
eller gnide salt i såret.[a]
21 Er din fjende sulten, så giv ham noget at spise,
er han tørstig, så giv ham noget at drikke.
22 På den måde gør du ham skamfuld,
og Herren vil belønne dig.
23 Så sikkert som nordenvinden bringer kulde,
bringer sladder vrede i sindet.
24 Hellere bo i et hummer på loftet
end i hus med en kone, der skælder ud.
25 At høre godt nyt fra et fjernt land
er som et glas koldt vand for en, som tørster.
26 En retsindig, der lader sig overtale af en gudløs,
er som en mudret kilde eller en forurenet brønd.
27 Det er ikke godt at spise for mange søde sager,
man skal ikke forvente altid at blive rost.
28 Den, der ikke kan beherske sig,
er sårbar som en by uden mur omkring.
6 Gudsfrygt giver faktisk et stort udbytte, men kun hvis man samtidig kan leve nøjsomt. 7 Vi havde jo ikke noget med os, da vi blev født, og vi kan ikke tage noget med os, når vi skal herfra. 8 Vi skal være glade og tilfredse, når vi har mad at spise og tøj at tage på. 9 De, der vil være rige, falder let i fristelser og går i Djævelens fælde. De får alle slags tåbelige og skadelige ønsker og vaner, som styrter mennesker i ødelæggelse og fortabelse. 10 Kærlighed til penge fører til alt muligt ondt. Nogle er på grund af kærlighed til penge faret vild fra troen og har påført sig selv stor smerte.
11 Flygt fra den slags fristelser, du Guds mand. Stræb i stedet efter altid at gøre det rette. Øv dig i gudsfrygt, tro,[a] kærlighed, udholdenhed og nænsomhed. 12 Kæmp for troens gode sag. Hold fast ved det evige liv, som Gud har kaldet dig til, og som du har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærvær. 13-14 Ind for Guds ansigt, han, som giver alle ting liv, og med tanke på Jesus Kristus, som aflagde den gode bekendelse foran Pontius Pilatus, formaner jeg dig til at leve i lydighed mod det, du har fået befaling om. Lad din livsførelse være uplettet og uangribelig lige til den dag, da vores Herre, Jesus Kristus, vender tilbage. 15 Når tiden er inde, vil Gud lade Kristus komme til syne i al sin herlighed:
Gud,
den vidunderlige og enestående Hersker,
Kongen over alle konger,
Herren over alle herrer,
16 han, som alene er udødelig,
som bor i et lys, ingen kan nærme sig,
han, som ingen har set eller kan se,
ham tilhører æren og magten i evighed.
Amen.
17 Sig til de rige, at de ikke må være overmodige og sætte deres lid til de usikre penge. De skal i stedet sætte deres lid til den Gud, som i rigt mål giver os alt muligt, vi kan glæde os over. 18 Sig til dem, at de skal bruge deres penge til at gøre godt med. De bør være rige på gode gerninger, gavmilde og altid parate til at dele med andre. 19 På den måde bruger de deres rigdom til at lægge et godt fundament for evigheden, og dermed får de fat i det virkelige liv.
Afsluttende formaning og hilsen
20 Timoteus, værn om den tjeneste, Gud har betroet dig. Hold dig fra tåbelige og nytteløse diskussioner med dem, der ud fra deres såkaldte kundskab gerne vil modsige dig. 21 Ved at følge den slags kundskab er nogle kørt af sporet med deres tro.
Guds nåde være med jer!
Jesus forklarer billedet med hveden og ukrudtet
36 Så forlod Jesus folkemængden og gik hjem sammen med disciplene. Da de var kommet indenfor, bad disciplene ham forklare, hvad han mente med det, han lige havde fortalt om hveden og ukrudtet.
37 „Den, der såede den gode hvede, er Menneskesønnen,” sagde Jesus. 38 „Marken er verden, og hveden er de mennesker, der er med i Guds rige. Ukrudtet er de mennesker, der følger den Onde, 39 og fjenden, der såede ukrudtet oven i hveden, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er Guds engle.
40 Ligesom ukrudtet bliver sorteret fra og brændt, sådan kommer det til at gå ved verdens ende. 41 Menneskesønnen vil sende sine engle ud for at fjerne alt det, som fører mennesker til frafald, og dem, som handler ondt. Det hele bliver samlet sammen 42 og kastet i ovnen for at blive brændt. Når det sker, vil mange ærgre sig frygteligt og græde højlydt. 43 Men de, som hører Gud til, vil stråle som solen i deres Fars rige. Lad dem høre, som har øre!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.