Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Lovsang som tak for sejr[a]
118 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2 Syng med, Israels menighed:
„Hans trofasthed varer til evig tid!”
19 Luk helligdommens porte op,
så jeg kan gå ind og lovsynge Herren.
20 De porte fører ind til Guds nærhed,
kun de gudfrygtige kan gå derind.
21 Jeg takker dig, Herre,
for du hørte min bøn og gav mig sejr.
22 Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.[a]
23 Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.
24 Det er Herrens dag i dag,
kom, lad os juble og fryde os.
25 Herre, hjælp os, når vi er i nød,
red os og giv os fremgang!
26 Velsignet være den, som kommer i Herrens navn.
Vi velsigner jer fra Herrens hus.
27 Herren er vor Gud, og han har givet os glæde.
Lad folk komme i festligt optog
til alterets horn med flettede grene.[b]
28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig.
Jeg vil fortælle om din storhed og magt.
29 Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid!
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
28 Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29 Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31 Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
32 De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33 Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
34 „Herren har brug for det,” svarede disciplene.
35 Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36 Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37 og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38 De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred fra Himlen,
og herlighed fra det Højeste!”
39 Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40 Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Herrens lydige tjener
4 Gud Herren lærer mig, hvad jeg skal sige, så mine ord kan styrke de trætte. Hver morgen vækker han mig og giver mig indsigt i sin vilje. 5 Gud Herren har givet mig åbne ører, jeg lytter til ham og adlyder hans ord. Jeg kommer ikke med indvendinger eller dårlige undskyldninger. 6 Jeg er blevet pisket, revet i skægget, spyttet i ansigtet, ja, hånet på alle måder. 7 Men Gud Herren er med mig og hjælper mig. Han skuffer mig ikke. Derfor bliver jeg ved med at gøre hans vilje, for jeg ved, at det er umagen værd. 8 Han, som står bag mig, er nær. Hvis nogen vil anklage mig eller modsige mig, så lad dem blot komme an. 9 Hvem tør dømme mig skyldig, når Gud Herren står bag mig? De vil gå til som gammelt tøj, der bliver ædt op af møl.
9 Du udleverede mig ikke til fjenden,
men førte mig til et sikkert sted.
10 Herre, vær mig nådig,
for jeg er i nød.
Mine øjne er røde af gråd,
mit indre fortæres af smerte.
11 Jeg er døden nær af sorg,
mine dage går med at sukke.
Mit livsmod er brudt,
min krop sygner hen.
12 Mine fjender håner mig,
mine naboer spotter mig.
Mine venner frygter mig,
de flygter, når de ser mig på gaden.
13 De har afskrevet mig, som var jeg allerede død,
jeg er kasseret som en krukke, der blev knust.
14 Jeg hører, hvad der hviskes i krogene,
jeg ved, jeg er omringet af fjender.
De rotter sig sammen imod mig,
de planlægger at slå mig ihjel.
15 Men Herre, jeg stoler på dig.
Jeg siger: „Du er min Gud!
16 Mit liv er i dine hænder.
Red mig fra alle mine fjender.
5 Lad Jesus Kristus være jeres forbillede og efterlign hans indstilling:
6 Han var lig med Gud,
og havde ret til at fastholde den lighed.
7-8 Dog gjorde han ikke krav på sin ret,
men gav afkald på sin guddomsmagt,
tog tjenerskikkelse på og blev menneske.
Som menneske ydmygede han sig
og accepterede den værste død—
døden på et kors.
9 Derfor har Gud ophøjet ham
og givet ham et navn og en position
højt over alle andre.
10 Alle kommer til at bøje knæ for ham
i himlen og på jorden og under jorden.
11 Og alle skal erklære
til Gud Faders ære:
Jesus Kristus er Herre!
Påskemåltidet påbegyndes
14 Da tiden var inde, gik Jesus derhen sammen med apostlene, og de lagde sig omkring bordet for at begynde måltidet.[a] 15 Jesus sagde til dem: „Af hele mit hjerte har jeg længtes efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide, 16 for jeg siger jer: Det er det sidste påskemåltid, jeg tager del i, indtil der bliver den fuldkomne påske i Guds rige.”
17 Så tog han et bæger med vin, takkede Gud og sagde: „Tag denne vin og del den imellem jer, 18 for jeg siger jer: Jeg skal ikke drikke vin igen, før Guds rige kommer.”
Jesus indstifter den nye pagt(A)
19 Senere tog Jesus et brød, takkede Gud, brækkede det over, gav det videre til disciplene og sagde: „Dette brød er mit legeme, som ofres for jer. Spis det til minde om mig.”
20 Efter måltidet tog han vinbægeret og sagde: „Dette bæger vin er mit blod, som udgydes for jer. Det besegler den nye pagt.”
Jesus forudsiger Judas’ forræderi(B)
21 Jesus fortsatte: „Men en af jer, som spiser sammen med mig, vil forråde mig. 22 Menneskesønnen skal dø, sådan som Gud har bestemt det. Men ve det menneske, som forråder mig!”
23 Straks begyndte disciplene at diskutere hvem af dem, der kunne finde på at gøre sådan noget.
Lederskab i Guds rige(C)
24 Disciplene diskuterede også hvem af dem, der var bedst egnet som leder. 25 Da sagde Jesus til dem: „Denne verdens magthavere hundser med dem, de har under sig, og selv en diktator ynder at kalde sig folkets velgører. 26 Sådan skal I ikke opføre jer. De, der er ledere iblandt jer, skal være villige til at tjene dem, de er ledere for. De, som har højest rang iblandt jer, skal stå på lige fod med dem, som har den laveste rang. 27 Ude i verden er det sådan, at den, der bliver beværtet, er større end den, som tjener ved bordet. Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.
28 I har trofast stået sammen med mig i mine prøvelser. 29 Med den autoritet, som min Far har givet mig, lover jeg jer nu, 30 at I skal få lov til at sidde til bords i mit rige, ja, I skal få lov til at sidde på troner og regere over Israels 12 stammer.”
Jesus forudsiger, at Peter vil tage afstand fra ham(D)
31 Jesus henvendte sig nu til Simon Peter: „Simon, Satan vil friste jer til fald, 32 men jeg har bedt om, at du ikke skal miste troen. Når du senere hen angrer og omvender dig, da styrk de andre disciple.”
33 „Herre,” svarede Peter, „for dig er jeg villig til at gå i fængsel, ja, til at dø, om det skal være.”
34 „Det siger jeg dig, Peter, inden natten er forbi, og hanen galer, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.”
Hårde tider forude
35 Derefter spurgte Jesus disciplene: „Da jeg sendte jer ud uden pung eller taske eller ekstra sandaler, kom I da til at mangle noget?” „Nej,” svarede de.
36 „Men nu skal den, som har penge, tage dem med. Den, som har en taske, skal tage den med, og den, som ikke har et sværd, skal sælge sin kappe og købe et. 37 Det skriftsted, der siger: ‚Han blev regnet som en synder,’[b] vil snart gå i opfyldelse, for det, der er skrevet om mig, skal nødvendigvis opfyldes.”
38 „Se, Herre! Vi har to sværd!”
„Nok om det,” svarede Jesus.
Jesus kæmper i bøn i Getsemane(E)
39 Sammen med disciplene gik Jesus nu som så ofte før ud til Olivenbjerget. 40 Der sagde han til dem: „Bed Gud om hjælp til ikke at bukke under for fristelserne.”
41 Så gik han så langt som et stenkast fra dem, knælede ned og bad: 42 „Far, hvis du er villig til det, så tag det her lidelsens bæger fra mig. Men din vilje ske, ikke min!” 43 Da viste en engel sig for ham og styrkede ham. 44 Han var i en sådan dødsangst, at hans sved faldt som bloddråber på jorden, mens han bad mere og mere indtrængende.[c]
45 Da han rejste sig og gik hen til disciplene, var de faldet i søvn af træthed og fortvivlelse. 46 „Hvordan kan I sove?” sagde han. „Rejs jer op og bed, så I ikke bukker under for fristelserne.”
Jesus pågribes og afslår at forsvare sig(F)
47 Allerede mens Jesus talte, nærmede en flok mænd sig med Judas, en af de Tolv, i spidsen. Han gik lige hen til Jesus og hilste ham med et kys på kinden. 48 „Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?” sagde Jesus.
49 Da de andre disciple blev klar over, hvad der var ved at ske, råbte de: „Skal vi slå til, Herre?” 50 Uden at vente på svar langede en af dem ud efter ypperstepræstens tjener med sit sværd og huggede hans højre øre af. 51 „Nej, lad dem blot gå så vidt!” svarede Jesus, og så rørte han ved mandens øre og helbredte ham.
52 Derefter henvendte han sig til dem, der var kommet for at arrestere ham: ypperstepræsterne, officererne blandt vagtmandskabet og de øvrige jødiske ledere, som var fulgt med. „Jeg må være en farlig forbryder, siden I kommer med sværd og knipler for at arrestere mig! 53 Hvorfor pågreb I mig ikke i templet? Jeg var der jo hver eneste dag. Men nu er det jeres time, og mørket har magten.”
Jesus føres bort, og Peter nægter at kendes ved ham(G)
54 Så greb de Jesus og førte ham til ypperstepræstens hus. Peter fulgte efter, men på sikker afstand. 55 Vagtmandskabet havde tændt bål midt i gården, og Peter slog sig ned blandt dem, der sad rundt om det. 56 En tjenestepige lagde mærke til ham i skæret fra ilden og stirrede på ham. Så udbrød hun: „Han dér var også sammen med Jesus!”
57 „Kvinde, jeg kender overhovedet ikke den mand,” forsikrede Peter.
58 Lidt efter var der en anden, som fik øje på Peter: „Du er også en af dem!” råbte han.
„Vel er jeg ej, mand!” råbte Peter tilbage.
59 En times tid senere var der en, der forsikrede: „Han dér er bestemt en af Jesu disciple. I kan jo selv høre, at han er fra Galilæa!”
60 Men Peter råbte: „Mand dog, jeg aner ikke, hvad du taler om!”
Netop da var der en hane, der galede.
61 Jesus vendte sig om og så på Peter, og pludselig huskede han, hvad Jesus havde sagt: „Inden hanen galer i nat, har du tre gange nægtet at kendes ved mig.” 62 Da gik Peter udenfor og brast i en fortvivlet gråd.
Jesus bliver hånet af vagterne(H)
63 Vagterne, der stod omkring Jesus, slog og hånede ham. 64 De gav ham bind for øjnene, og efter hvert slag råbte de: „Hvem var det, der slog dig, profet?” 65 Også på mange andre måder hånede de ham.
Jesus i forhør hos de jødiske ledere(I)
66 Det var nu ved at blive lyst, og det jødiske råd var samlet, både ypperstepræsterne, de skriftlærde og alle de øvrige ledere. Jesus blev ført frem for rådet, 67 og man tog ham i forhør: „Er du Messias, så sig os det lige ud.”
„I tror jo ikke på, hvad jeg siger,” svarede Jesus. 68 „Og I plejer heller ikke at svare, når jeg spørger jer om noget. 69 Men snart skal Menneskesønnen tage plads ved den mægtige Guds højre side.”
70 Straks råbte de i munden på hinanden: „Så er du altså Guds Søn?”
Jesus svarede: „I siger det selv. Ja, jeg er!”
71 „Så er der ikke brug for flere vidner!” lød det rundt omkring. „Nu har han selv indrømmet det.”
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(J)
23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. 2 Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”
3 Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
4 Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”
5 Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”
Jesus for Herodes
6 Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, 7 sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. 8 Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. 9 Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.
10 Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. 11 Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.
12 Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(K)
13 Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 14 „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. 15 Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. 16 Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”[d]
18 Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” 19 (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).
20 Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, 21 men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”
22 For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”
23 Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. 24 Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. 25 Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(L)
26 Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.
27 En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. 28 Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. 29 For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ 30 Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’[e] 31 For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”
32 To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. 33 Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.
34 Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. 35 Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”
36 Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: 37 „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” 38 Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.[f]
39 Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” 40 Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? 41 Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” 42 Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”
43 Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”[g]
Jesus dør(M)
44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.
Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. 46 Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”[h] Med de ord udåndede han.
47 Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”
48 De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. 49 De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.
Jesus lægges i graven(N)
50-51 Et af medlemmerne af Det jødiske Råd var en god og retskaffen mand, der hele tiden havde været i forventning om Messias’ snarlige komme, og han var imod, at rådet havde dømt Jesus til døden. Han hed Josef og kom fra byen Arimatæa i Judæa. 52 Han henvendte sig nu til Pilatus og bad om at få Jesu lig udleveret. 53 Det fik han lov til og tog så liget ned fra korset og svøbte det i et liglagen. Derpå anbragte han det i en klippegrav, hvor ingen endnu havde ligget. 54 Det var sent fredag eftermiddag, lige før sabbatten begyndte.[i]
55 Da Jesu lig blev ført bort, fulgte kvinderne fra Galilæa efter, og de så den klippegrav, han blev lagt ind i. 56 Efter at de var kommet hjem, tilberedte de en begravelsessalve med aromatiske olier. Men de foretog sig ikke noget på sabbatten, som den jødiske lov foreskriver.
Dommen afsiges, og Jesus føres til Pilatus(A)
23 Så var mødet forbi, og hele forsamlingen brød op og førte Jesus til den romerske guvernør, Pilatus. 2 Her kom de frem med følgende anklage: „Manden her vildleder vores folk. Han siger, at man ikke skal betale skat til kejseren, og han påstår, at han er Messias, det vil sige en konge.”
3 Pilatus spurgte ham: „Er du jødernes konge?”
„Det kan man godt sige,” svarede Jesus.
4 Efter forhøret sagde Pilatus til ypperstepræsterne og mængden, der var stimlet sammen: „Jeg finder intet grundlag for en anklage mod ham.”
5 Men de forstærkede blot deres anklager: „Han volder uro i hele vores land med sin undervisning, både i Galilæa, hvor han begyndte, og nu også her i Jerusalem!”
Jesus for Herodes
6 Da Pilatus hørte, at Jesus var fra Galilæa, 7 sendte han ham til Herodes, som netop i de dage opholdt sig i Jerusalem. Herodes var nemlig regent over Galilæa. 8 Herodes blev begejstret over at få lejlighed til at se Jesus, for han havde hørt meget om ham, og han håbede at kunne få ham til at gøre et mirakel. 9 Han stillede ham derfor en række spørgsmål, men Jesus svarede ikke.
10 Ypperstepræsterne og de skriftlærde stod ved siden af og fortsatte med deres voldsomme anklager. 11 Så gav Herodes og hans soldater sig til at håne Jesus og gøre nar af ham. De kastede en farvestrålende kappe over ham og sendte ham tilbage til Pilatus.
12 Den dag lagde Herodes og Pilatus deres gamle fjendskab bag sig.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste(B)
13 Pilatus sammenkaldte nu ypperstepræsterne og de øvrige jødiske ledere. 14 „I har ført den mand herhen til mig og anklaget ham for at vildlede det jødiske folk,” sagde han. „Jeg har forhørt ham, mens I hørte på det, men jeg har ikke fundet ham skyldig i noget af det, I anklager ham for. 15 Det har Herodes heller ikke, for han har sendt ham her tilbage. Manden har ikke foretaget sig noget, som han kan dømmes til døden for. 16 Derfor vil jeg give ham en advarsel ved at lade ham piske og derefter løslade ham.”[a]
18 Men da lød der en råben fra folkehoben: „Henret ham, og lad os få Barabbas fri!” 19 (Barabbas sad fængslet for drab, og fordi han havde startet et oprør i Jerusalem).
20 Pilatus ville helst sætte Jesus fri, så han prøvede endnu en gang at tale dem til fornuft, 21 men hoben råbte i kor: „Korsfæst ham, korsfæst ham!”
22 For tredje gang råbte Pilatus til dem: „Hvorfor? Hvad ondt har han gjort? Jeg finder ingen grund til, at han skal dø. Jeg vil lade ham piske, og så vil jeg løslade ham!”
23 Men folk råbte højere og højere, at Jesus skulle korsfæstes, og til sidst gav Pilatus efter for deres krav. 24 Han dømte Jesus til døden, som de forlangte. 25 Derefter befalede han, at Barabbas skulle løslades, som de havde bedt om. Jesus blev derpå udleveret til at lide den straf, som folket havde ønsket.
Jesus bliver korsfæstet og derefter hånet af de jødiske ledere(C)
26 Da de romerske soldater trak af sted med Jesus for at korsfæste ham uden for byen, mødte de en mand, som var på vej ind i byen. Han hed Simon og var fra Kyrene. Ham tvang de til at gå bagefter Jesus og bære korset for ham.
27 En stor flok mennesker fulgte med, deriblandt mange grædende kvinder. 28 Jesus vendte sig til dem og sagde: „Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men over jer selv og jeres børn. 29 For snart vil man sige: ‚Lykkelige er de kvinder, som er barnløse.’ 30 Og man vil sige til bjergene: ‚Styrt sammen over os!’ og til højene: ‚Skjul os!’[b] 31 For når man gør sådan med det levende træ, hvad vil der så ikke ske med det visne?”
32 To andre mænd, som begge var forbrydere, blev også ført ud for at blive henrettet sammen med Jesus. 33 Da de kom til det sted, som kaldes „Hovedskalsstedet”, korsfæstede soldaterne Jesus sammen med de to forbrydere, den ene til højre for Jesus, den anden til venstre.
34 Men Jesus bad: „Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
Soldaterne kastede lod om hans tøj og delte det imellem sig. 35 Folkeskaren stod og så til, mens de jødiske ledere hånede ham og sagde: „Andre har han reddet! Hvis han virkelig var Messias, Guds udvalgte Frelser, så burde han tage og redde sig selv!”
36 Soldaterne hånede ham også. De rakte billig vin op til ham og råbte: 37 „Hvis du er jødernes konge, så red dig selv!” 38 Der var nemlig sømmet et skilt fast på korset over ham. „Det er jødernes konge” stod der på græsk, latin og hebraisk.[c]
39 Selv den ene af forbryderne, som hang ved siden af ham, gjorde nar: „Er du ikke Messias? Så red dig selv og os!” 40 Men den anden forbryder irettesatte den første: „Frygter du slet ikke Gud, nu du skal dø? 41 Vi får den straf, vi fortjener, men han har ikke gjort noget forkert.” 42 Så sagde han: „Jesus, husk på mig, når du kommer til dit rige.”
43 Jesus svarede: „Det siger jeg dig: I dag skal du komme med mig til Paradiset.”[d]
Jesus dør(D)
44-45 Ved tolvtiden forsvandt solens lys, og der blev mørkt over hele landet indtil klokken tre.
Pludselig blev det kraftige forhæng ved indgangen til det allerhelligste rum i templet flænget ned midt igennem. 46 Samtidig råbte Jesus, så højt han kunne: „Far, jeg betror dig min ånd!”[e] Med de ord udåndede han.
47 Da den romerske officer så alt, hvad der skete, lovpriste han Gud og udbrød: „Den mand var i virkeligheden uskyldig!”
48 De mange mennesker, som var fulgt med derud for at overvære korsfæstelsen, blev forfærdede over det, de så. De slog sig fortvivlet for brystet, og langsomt begyndte de at gå hjemad. 49 De, der havde kendt Jesus personligt, og kvinderne, der havde fulgt med ham fra Galilæa, stod et stykke derfra og overværede det hele.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.