Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Menneskets ondskab
53 Til korlederen: En visdomssang af David i mahalat-stil.[a]
2 Tåberne mener, at Gud ikke findes.
De er fordærvede i tanke og handling.
Ingen gør det gode,
ikke én eneste.
3 Fra himlen ser Gud på menneskene:
Er der nogen, der er forstandige?
Er der nogen, der søger ham?
4 Nej, alle er faldet fra, forgiftede af synd.
Ingen gør noget godt, ikke én eneste.
5 „Fatter de da intet?” siger Gud.
„De forsynder sig uden at blinke,
og de regner slet ikke med mig.”
6 En dag skal de gribes af rædsel,
fyldes af frygt som aldrig før.
Gud vil udrydde dem, der angriber hans folk.
De bliver slået, fordi Gud har forkastet dem.
7 Gid Gud ville sende sin frelse fra Zion
og redde Israels folk.
Når Gud griber ind og genrejser sit folk,
da bliver der jubel og glæde i Israel.
Elisa hjælper en enke
4 En kvinde, som var enke efter en af profeterne, kom en dag hen til Elisa og sagde: „Herre, du ved selv, at min mand tjente Gud af hele sit hjerte, men han havde sat sig i gæld, og nu forlanger kreditoren, at begge mine sønner skal sælges som slaver, fordi vi ikke kan betale, hvad vi skylder ham.”
2 „Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte Elisa. „Sig mig, hvor meget har du derhjemme?”
„Jeg har ingenting,” svarede hun, „bortset fra en lille krukke med olivenolie.”
3 Så sagde Elisa: „Gå ud og lån alle de tomme beholdere, du kan, af dine naboer. 4 Gå derefter hjem og luk dig inde i dit hus sammen med dine sønner. Hæld så olivenolien fra din lille krukke over i de tomme beholdere og sæt dem til side, efterhånden som de bliver fulde.”
5 Det gjorde enken så. Sønnerne rakte hende beholderne, og hun fyldte dem en efter en. 6 Snart var de alle fyldt til randen.
„Er der ikke flere beholdere?” spurgte hun.
„Nej, det var den sidste,” svarede de. Så kom der ikke mere olivenolie ud af hendes krukke.
7 Enken gik derefter hen og fortalte det til profeten. „Gå hen og sælg olivenolien og betal din gæld,” sagde han. „De penge, der bliver tilovers, kan du og dine sønner leve af.”
Bespisningen af de 5000(A)
10 Da apostlene kom tilbage til Jesus, fortalte de ham, hvad de havde udrettet. Derefter ville Jesus gerne være alene med dem, så de gik op i en båd og satte kurs mod Betsajda for at komme til et afsides område. 11 Da folkeskaren opdagede, at de var taget af sted, fulgte de efter dem inde på bredden. Senere bad Jesus disciplene lægge til land, og han underviste folkeskaren om Guds rige og helbredte de syge.
12 Sent på eftermiddagen kom de Tolv hen til Jesus og sagde: „Du må hellere lade folk gå nu, så de har tid til at nå hen til gårdene og landsbyerne, hvor de kan købe mad og finde husly. Det her er jo et øde sted.”
13 „Giv I dem noget at spise!” svarede Jesus.
„Jamen, vi har kun fem brød og to fisk,” protesterede de. „Du kan da ikke mene, at vi skal gå hen og købe mad til alle de mennesker!” 14 Der var omkring 5000 mænd til stede. Så sagde Jesus til dem: „Få folk til at sætte sig i rækker med 50 mænd i hver række.” 15 Det gjorde de så, og der var plads til, at alle kunne sidde ned.
16 Jesus tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og takkede Gud. Så brækkede han brødene i stykker og gav stykkerne til sine disciple, for at de skulle give dem videre til de mange mennesker. 17 Alle spiste og blev mætte. Bagefter samlede disciplene de stykker sammen, som var tilovers, og 12 kurve blev fyldt op.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.