Revised Common Lectionary (Complementary)

¹⁰ Da Gud så, at indbyggerne omvendte sig fra deres ondskab, forbarmede han sig og ødelagde ikke byen, som han havde sagt, han ville gøre.

Gud giver Jonas en lektion i nåde

4 Men Jonas blev rasende. ² „Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! ³ Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” ⁴ Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”

⁵ Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.

⁶ Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.

⁷ Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. ⁸ Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.

⁹ „Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.

„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.

¹⁰ „Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. ¹¹ Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.^[a] Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”

Lovprisning af Herrens godhed

145 En lovsang af David.

²¹ Så længe jeg lever, lever jeg for Kristus. Og når jeg dør, bliver det endnu bedre. ²² Men siden der er gode resultater af mit arbejde her på jorden, ved jeg snart ikke, hvad jeg helst vil. ²³ På en måde foretrækker jeg at dø og derefter være sammen med Kristus, for det ville være herligt. ²⁴ Men så længe der endnu er brug for mig på jorden, er jeg parat til at blive. ²⁵ Derfor tror jeg også, at jeg skal blive her endnu en tid til glæde for jer og for at hjælpe jer til at vokse i troen. ²⁶ Når jeg så besøger jer en gang til, får I endnu mere grund til at lovprise Jesus Kristus for, hvad han udretter gennem min tjeneste.

Kæmp for troens sag

²⁷ Men hvad der end sker, så skal I leve på en sådan måde, at I ærer Kristus ved det. Hvad enten jeg kommer og besøger jer, eller jeg må nøjes med at høre om jer, forventer jeg, at I står side om side i samme ånd og kæmper for troens sag. ²⁸ I skal ikke være bange for, hvad jeres modstandere kan finde på at gøre. For dem er jeres tro jo et klart fingerpeg om, at de går fortabt, men at I vil få det evige liv. Det er alt sammen med i Guds plan. ²⁹ Af Guds nåde har I ikke alene fået lov at tro på Kristus, men I har også fået lov at lide for ham, ³⁰ mens I fortsat kæmper den samme kamp, som I engang så mig stå i, og som I nu hører, at jeg stadig står i.

Historien om arbejderne i vingården

20 Jesus fortsatte med følgende historie: „Med Guds rige er det som med en vingårdsejer, der en tidlig morgen gik ud for at finde folk, der kunne arbejde i hans vingård. ² Han blev enig med dem om, at de skulle have den normale dagløn på en denar, og sendte dem så på arbejde. ³ Ved nitiden om formiddagen gik han igen ud og så andre folk stå på torvet og vente på arbejde. ⁴ Dem sendte han også hen i sin vingård, idet han lovede at give dem en god og rimelig løn. ⁵ Både ved middagstid og ved tretiden gjorde han det samme. ⁶ Klokken fem var han igen inde i byen og så flere folk stå ledige. ‚Hvorfor har I gået arbejdsløse hele dagen?’ spurgte han. ⁷ ‚Der er ikke nogen, der har haft brug for os,’ svarede de. ‚Så gå hen i min vingård og tag fat sammen med de andre.’

⁸ Ved fyraften klokken seks gav vingårdsejeren sin forvalter besked om at kalde folkene ind og betale dem—men i den rækkefølge, at de sidste skulle have løn først. ⁹ De mænd, der var ansat klokken fem, fik hver en denar for deres arbejde. ¹⁰ Til sidst kom de mænd, der var blevet ansat tidligt om morgenen, og de regnede nu med, at de skulle have mere, men de fik det samme beløb. ¹¹ De tog deres penge, men begyndte at protestere: ¹² ‚Jamen, de sidste dér har jo kun været i arbejde i én time, og du har givet dem lige så meget som os, der har slidt i det hele dagen og kæmpet os igennem middagsheden.’

¹³ ‚Hør, min ven,’ sagde vingårdsejeren til ham, der havde ført ordet, ‚har jeg gjort dig uret? Blev vi ikke enige om, at du skulle have en denar for dit arbejde? ¹⁴ Gå nu med dine penge! Jeg har valgt at give de sidst ansatte samme løn som dig. ¹⁵ Har jeg ikke lov til at gøre med mine egne penge, som jeg vil? Er du misundelig, fordi jeg er gavmild?’ ”

¹⁶ Og Jesus sluttede: „På samme måde skal de sidste blive de første, og de første skal blive de sidste.”