Revised Common Lectionary (Complementary)
Guds nåde og trofasthed
103 En sang af David.
Min sjæl, pris Herren,
alt i mig skal ophøje hans hellige navn.
2 Min sjæl, pris Herren,
glem ikke hans velgerninger.
3 Han tilgiver alle mine synder
og helbreder alle mine sygdomme.
4 Han frier mig fra dødens gab,
velsigner mig med sin nåde og godhed.
5 Han mætter mig med gode gaver,
jeg får min livskraft igen som ørnen.
6 Han lader retfærdigheden ske fyldest,
så de undertrykte får deres ret.
7 Han åbenbarede sine planer for Moses,
Israels folk var vidner til hans undere.
8 Herren er barmhjertig og nådig
med tålmodig og trofast kærlighed.
9 Han fortsætter ikke med at anklage os,
bliver ikke ved med at være vred.
10 Han giver os ikke løn som forskyldt,
straffer os ikke i forhold til vore synder.
11 Så højt som himlen er over jorden,
så stor er hans nåde mod dem, der har ærefrygt.
12 Så langt som østen er fra vesten,
har han fjernet vore synder fra os.
13 Som en far er barmhjertig mod sine børn,
er Herren barmhjertig mod dem, der ærer ham.
Josef giver sig til kende for sine brødre
45 Da kunne Josef ikke længere beherske sig. „Ud, alle sammen!” beordrede han sine tjenere, for han ville være alene med brødrene. 2 Så brast han i gråd. Han hulkede så højt, at alle i huset hørte det—ja, rygtet om hans gråd nåede helt til Faraos palads.
3 „Jeg er Josef!” sagde han. „Er min far stadig i live?” Hans brødre var lamslåede og kunne ikke få et ord frem.
4 „Kom herhen,” sagde han. De trådte nærmere, og han sagde igen: „Jeg er Josef, jeres bror, som I solgte til Egypten. 5 Men I må ikke bebrejde jer selv på grund af det, I gjorde, for Gud var med i det! Han sendte mig hertil i forvejen, for at I kunne blive reddet. 6 Hungersnøden har nu hærget i to år, og den vil hærge fem år endnu. I al den tid vil der hverken blive pløjet eller sået. 7 Derfor sendte Gud mig hertil, så at I og jeres familier kan overleve og blive til et stort folk. 8 Ja, det var Gud, som sendte mig hertil—ikke jer. Og han har gjort mig til Faraos rådgiver, ansvarlig for hans ejendom og hersker over hele Egypten.
9 Skynd jer nu tilbage til min far og fortæl ham, at Gud har gjort hans søn Josef til hersker over Egypten. Sig til ham, at han skal komme med det samme 10 og slå sig ned i Goshens land, så han kan bo i nærheden af mig med alle sine børn og børnebørn, sine fåre- og kvægflokke og alt, hvad han ejer. 11 Så kan jeg hjælpe jer, for der er stadig fem år, til hungersnøden er slut. Ellers vil I alle ende i den yderste fattigdom.”
12 Josef fortsatte: „I kan selv se, at jeg er Josef—også Benjamin kan bekræfte det. 13 Fortæl min far, at det er gået mig godt i Egypten. Fortæl om den magt, jeg har, og om alt, hvad I har set og hørt her—og skynd jer så at bringe ham herhen.”
14 Da omfavnede Josef sin bror Benjamin, og med hinanden om halsen græd de to brødre. 15 Derefter omfavnede han grædende hver enkelt af sine brødre, og først da fik de mælet igen. 16 Nyheden om Josefs brødre nåede også Farao og hans hof, og alle glædede sig over det bevægede gensyn.
17 Farao sagde da til Josef: „Sig til dine brødre, at de skal læsse deres æsler og skynde sig hjem til Kana’an 18 og hente deres far og øvrige familie. De kan roligt komme herned og bo. Giv dem denne besked fra mig: Farao vil overdrage jer den bedste jord, der er i Egypten. I skal leve af landets overflod. 19 Og sig til dine brødre, at de må tage vogne med sig fra Egypten, så deres koner og børn og deres far kan blive kørt hertil. 20 Sig også til dem, at de ikke skal bekymre sig om de ting, de må lade tilbage, for det bedste af det bedste her i Egypten skal være deres.”
7 Når I beder, skal I ikke gøre som de mennesker, der ikke kender Gud. De fremsiger de samme bønner om og om igen, for de tror, at deres bønner bliver hørt på grund af de mange ord. 8 Sådan skal I ikke gøre, for jeres Far ved, hvad I trænger til, før I beder ham om det. 9 Bed derfor på følgende måde:
Far i Himlen.
Må du blive æret.
10 Må dit rige bryde igennem.
Må din vilje ske på jorden,
som den sker i Himlen.
11 Giv os det, vi har brug for i dag.
12 Tilgiv os, hvor vi har svigtet,
ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os.
13 Lad os ikke bukke under for fristelsen,[a]
men red os fra den Ondes angreb.[b]
14 Hvis I tilgiver dem, der har gjort noget forkert mod jer, vil jeres Far i Himlen også tilgive jer. 15 Men hvis I nægter at tilgive, vil han heller ikke tilgive jer.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.