Revised Common Lectionary (Complementary)
Tryghed hos Herren
3 En sang af David, da han flygtede fra sin søn Absalom.
2 Åh Herre, mine fjender er så mange,
de er alle imod mig, de gør mig bange.
3 „Gud vil ikke redde ham!” siger de.
4 Men Herren er mit skjold og min styrke,
han gav mig modet tilbage.
5 Jeg råbte til ham om hjælp,
og han svarede mig fra sit hellige bjerg.
6 Jeg lagde mig trygt til at sove,
for Herren skærmede mig med sin hånd.
7 Jeg bliver ikke overmandet af frygt,
om så tusinder af fjender omringer mig.
8 Men jeg råber til Herren:
„Grib ind, Herre! Red mig, Gud!”
Herren ydmyger alle mine fjender,
det er ham, der bryder de ondes magt.
9 Han er den, som redder os.
Ja, velsign dit folk, Herre!
12 Ve jer, som opbygger en by
gennem vold og forbrydelser.
13 Herren, den Almægtige, har jo sagt,
at alt, hvad mennesker bygger, vil gå op i røg.
Alt deres slid og slæb er til ingen nytte.
14 Men som verdenshavene er fyldt med vand,
vil jorden blive fyldt med erkendelsen af Herrens herlighed.
15 Ve jer, I, der tvinger mennesker til at tømme jeres vredes bæger
og bagefter fryder jer over deres ulykkelige tilstand.
16 Derfor skal I selv opleve skam
i stedet for hæder og ære.
Nu er det jeres tur til at drikke af bægeret,
og jeres ynkelige tilstand bliver stillet til skue.
Nu rækker Herren jer sit vredesbæger,
så jeres herlighed bliver erstattet af elendighed.
17 I bliver hugget ned,
fordi I huggede Libanons skove ned.
I bliver jaget,
fordi I jagtede skovens dyr.
Jeres by fyldes af blodet fra dens indbyggere,
fordi I selv har udgydt blod i andre byer og lande.
18 Hvad hjælper det at bede til en afgud,
når det er jer selv, der har lavet den?
Hvad hjælper det at spørge falske profeter til råds,
når de kun kan lyve og bedrage?
Kan man have tillid til en afgud, man selv har skabt,
og som ikke engang kan tale?
19 Ve jer, der prøver at puste liv i en træklods
eller forsøger at vække en stenstøtte til live.
Kan de måske vejlede jer?
De er godt nok belagt med guld og sølv,
men der er ikke gnist af liv i dem.
20 Men Herren bor i sin helligdom.
Lad jorden fyldes af ærefrygt for ham.
Figentræet uden frugt(A)
12 Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. 13 Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. 14 Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”[a] Det hørte hans disciple.
Betydningen af tro og tilgivelse(A)
20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”
22 Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.