Revised Common Lectionary (Complementary)

65 Til Sangmesteren. En Salme af David. En Sang.

² Lovsang tilkommer dig på Zion,o Gud, dig indfrier man Løfter, du, som hører Bønner; ³ alt Kød kommer til dig, når Brøden tynger. ⁴ Vore Overtrædelser blev os for svare, du tilgiver dem. ⁵ Salig den, du udvælger, lader bo i dine Forgårde! Vi mættes af dit Huses Rigdom, dit Tempels Hellighed.

⁶ Du svarer os underfuldt i Retfærd, vor Frelses Gud, du Tilflugt for den vide Jord, for fjerne Strande, ⁷ du, som grundfæster Bjerge med Vælde, omgjorde med Kraft, ⁸ du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm, ⁹ så Folk ved Verdens Ende gruer for dine Tegn; hvor Morgen og Aften oprinder, bringer du Jubel.

¹⁰ Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn, ¹¹ du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd. ¹² Med din Herlighed kroner du Året, dine Vognspor flyder af Fedme; ¹³ de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene; ¹⁴ Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger!

¹⁴ Herren sagde nu til Moses: "Faraos Hjerte er forstokket, han vægrer sig ved at lade Folket rejse. ¹⁵ Gå derfor i Morgen tidlig til Farao, når han begiver sig ned til Vandet, og træd frem for ham ved Nilens Bred og tag Staven, der forvandledes til en Slange, i Hånden ¹⁶ og sig til ham: Herren, Hebræernes Gud, sendte mig til dig med det Bud: Lad mit Folk rejse, at det kan dyrke mig i Ørkenen! Men hidtil har du ikke adlydt. ¹⁷ Så siger Herren: Deraf skal du kende, at jeg er Herren: Se, jeg slår Vandet i Nilen med Staven, som jeg holder i min Hånd, og det skal forvandles til Blod, ¹⁸ Fiskene i Nilen skal dø, og Nilen skal stinke, og Ægypterne skal væmmes ved at drikke Vand fra Nilen." ¹⁹ Og Herren sagde til Moses: "Sig til Aron: Tag din Stav og ræk din Hånd ud over Ægypternes Vande, deres Floder, Kanaler, Damme og alle Vandsamlinger, så skal Vandet blive til Blod, og der skal være Blod i hele Ægypten, både i Trækar og Stenkar." ²⁰ Og Moses og Aron gjorde, som Herren bød; Moses løftede Staven og slog Vandet i Nilen for Øjnene af Farao og hans Tjenere, og alt Vandet i Nilen forvandledes til Blod; ²¹ Fiskene i Nilen døde, og Nilen stank, så Ægypterne ikke kunde drikke Vand fra Nilen, og der var Blod i hele Ægypten. ²² Men de Ægyptiske Koglere gjorde det samme ved Hjælp af deres hemmelige Kunster, og Faraos Hjerte blev forhærdet, så han ikke hørte på dem, således som Herren havde sagt. ²³ Da vendte Farao sig bort og gik hjem, og heller ikke dette lagde han sig på Sinde. ²⁴ Men alle Ægypterne gravede i Omegnen af Nilen efter Drikkevand, thi de kunde ikke drikke Nilvandet.

¹³ Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta. ¹⁴ Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo". ¹⁵ Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive. ¹⁶ Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden. ¹⁷ Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. ¹⁸ Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord. ¹⁹ Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber. ²⁰ Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget. ²¹ Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade. ²² Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet. ²³ Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde: ²⁴ "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig." ²⁵ Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig. ²⁶ Men vi må strande på en Ø." ²⁷ Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden. ²⁸ Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne. ²⁹ Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag. ³⁰ Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen, ³¹ da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes." ³² Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned. ³³ Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder. ³⁴ Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder." ³⁵ Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise. ³⁶ Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig. ³⁷ Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle. ³⁸ Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.