Revised Common Lectionary (Complementary)

78 Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund; ² jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid, ³ hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os; ⁴ vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om Herrens Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

⁵² lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen, ⁵³ ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender; ⁵⁴ han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt, ⁵⁵ drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

⁵⁶ Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd; ⁵⁷ de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue, ⁵⁸ de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder. ⁵⁹ Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel; ⁶⁰ han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker; ⁶¹ han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd, ⁶² prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod; ⁶³ Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange, ⁶⁴ dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

⁶⁵ Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin; ⁶⁶ han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme. ⁶⁷ Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke; ⁶⁸ han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker; ⁶⁹ han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden. ⁷⁰ Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde, ⁷¹ hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod; ⁷² han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd.

¹³ Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, ¹⁴ og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.

¹⁵ Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, Herren har givet eder til Føde! ¹⁶ Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!" ¹⁷ Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; ¹⁸ og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. ¹⁹ Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!" ²⁰ Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. ²¹ Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.

²² På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; ²³ men han sagde til dem: "Det er netop, som Herren har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for Herren. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!" ²⁴ De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri. ²⁵ Derpå sagde Moses: "Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for Herren; i Dag finder I intet ude på Marken. ²⁶ I seks bage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde."

¹⁹ Du vil nu sige til mig: Hvad klager han da over endnu? thi hvem står hans Villie imod? ²⁰ Ja, men, hvem er dog du, o Menneske! som går i Rette med Gud? mon noget, som blev dannet, kan sige til den, som dannede det: Hvorfor gjorde du mig således? ²¹ Eller har Pottemageren ikke Rådighed over Leret til af den samme Masse at gøre et Kar til Ære, et andet til Vanære? ²² Men hvad om nu Gud, skønt han vilde vise sin Vrede og kundgøre sin Magt, dog med stor Langmodighed tålte Vredes-Kar, som vare beredte til Fortabelse, ²³ også for at kundgøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertigheds-Kar, som han forud havde beredt til Herlighed? ²⁴ Og hertil kaldte han også os, ikke alene af Jøder, men også af Hedninger, ²⁵ som han også siger hos Hoseas: "Det, som ikke var mit Folk, vil jeg kalde mit Folk, og hende, som ikke var den elskede; den elskede; ²⁶ og det skal ske, at på det Sted, hvor der blev sagt til dem: I ere ikke mit Folk, der skulle de kaldes den levende Guds Børn." ²⁷ Men Esajas udråber over Israel: "Om end Israels Børns Tal var som Havets Sand, så skal kun Levningen frelses. ²⁸ Thi idet Herren opgør Regnskab og afslutter det i Hast, vil han fuldbyrde det på Jorden." ²⁹ Og som Esajas forud har sagt: "Dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og gjorte lige med Gomorra."