Revised Common Lectionary (Complementary)

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, ² giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! ³ Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! ⁴ Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, ⁵ Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, ⁶ får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! ⁷ Herrens Røst udslynger Luer. ⁸ Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! ⁹ Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" ¹⁰ Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. ¹¹ Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!

³ Da sagde Samuel til hele Israels Hus: "Hvis I vil omvende eder til Herren af hele eders Hjerte, skil eder så af med de fremmede Guder og Astarterne; vend eders Hu til Herren og dyrk ham alene, så vil han fri eder af Filisternes Hånd!" ⁴ Derpå skilte Israeliterne sig af, med Ba'alerne og Astarterne og dyrkede Herren alene. ⁵ Da sagde Samuel: "Kald hele Israel sammen i Mizpa, så vil jeg bede til Herren for eder!" ⁶ Så samlede de sig i Mizpa og øste Vand og udgød det for Herrens Åsyn, og de fastede den Dag og sagde der: "Vi har syndet mod Herren!" Derpå dømte Samuel Israeliterne i Mizpa.

⁷ Da Filisterne hørte, at Israeliterne havde samlet sig i Mizpa, drog Filisterfyrsterne op imod Israel; og da Israeliterne hørte det, blev de bange for Filisterne. ⁸ Og Israeliterne sagde til Samuel: "Hold ikke op med at råbe til Herren vor Gud, at han må frelse os af Filisternes Hånd!" ⁹ Da tog Samuel et diende Lam og bragte Herren det som Brændoffer, som Heloffer; og Samuel råbte til Herren for Israel, og Herren bønhørte ham. ¹⁰ Medens Samuel var i Færd med at bringe Brændofferet, rykkede Filisterne frem til Kamp mod Israel,men Herren sendte den Dag et vældigt Tordenvejr over Filisterne og bragte dem i Uorden, så de blev slået af Israel; ¹¹ og Israels Mænd rykkede ud fra Mizpa, satte efter Filisterne og huggede dem ned lige til neden for Bet-Kar. ¹² Derpå tog Samuel en Sten og stillede den op mellem Mizpa og Jesjana; og han kaldte den Eben-Ezer, idet han sagde: "Hidtil har Herren hjulpet os!" ¹³ Således bukkede filisterne under, og de faldt ikke mere ind i Israels Land, men Herrens Hånd lå tungt på Filisterne, så længe Samuel levede. ¹⁴ De Byer, Filisterne havde taget, fik Israel tilbage, fra Ekron til Gat; også Landet der omkring frarev Israeliterne Filisterne; og der var Fred mellem Israel og Amoriterne.

¹⁵ Samuel var Dommer i Israel, så længe han levede; ¹⁶ han plejede årlig at drage rundt til Betel, Gilgal og Mizpa og dømme Israeliterne på alle disse Steder; ¹⁷ derefter kom han hjem til Rama; thi der havde han sit Hjem, og der dømte han Israel. Og han byggede Herren et Alter der.

¹⁹ Og han fik Mad og kom til Kræfter. Men han blev nogle Dage hos Disciplene i Damaskus.

²⁰ Og straks prædikede han i Synagogerne om Jesus, at han er Guds Søn. ²¹ Men alle, som hørte det, forbavsedes og sagde: "Er det ikke ham, som i Jerusalem forfulgte dem, der påkaldte dette Navn, og var kommen hertil for at føre dem bundne til Ypperstepræsterne?" ²² Men Saulus voksede i Kraft og gendrev Jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at denne er Kristus. ²³ Men da nogle Dage vare forløbne, holdt Jøderne Råd om at slå ham ihjel. ²⁴ Men Saulus fik deres Efterstræbelser at vide. Og de bevogtede endog Portene både Dag og Nat, for at de kunde slå ham ihjel. ²⁵ Men hans Disciple toge ham ved Nattetid og bragte ham ud igennem Muren, idet de firede ham ned i en Kurv. ²⁶ Men da han kom til Jerusalem, forsøgte han at holde sig til Disciplene; men de frygtede alle for ham, da de ikke troede, at han var en Discipel. ²⁷ Men Barnabas tog sig af ham og førte ham til Apostlene; og han fortalte dem, hvorledes han havde set Herren på Vejen, og at han havde talt til ham, og hvorledes han i Damaskus havde vidnet frimodigt i Jesu Navn. ²⁸ Og han gik ind og gik ud med dem i Jerusalem ²⁹ og vidnede frimodigt i Herrens Navn. Og han talte og tvistedes med Hellenisterne; men de toge sig for at slå ham ihjel. ³⁰ Men da Brødrene fik dette at vide, førte de ham ned til Kæsarea og sendte ham videre til Tarsus.

³¹ Så havde da Menigheden Fred over hele Judæa og Galilæa og Samaria, og den opbyggedes og vandrede i Herrens Frygt, og ved den Helligånds Formaning voksede den.