Revised Common Lectionary (Complementary)

29 Giver Herren, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris, ² giver Herren hans Navns Ære; tilbed Herren i helligt Skrud! ³ Herrens Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, Herren, over de vældige Vande! ⁴ Herrens Røst med Vælde, Herrens Røst i Højhed, ⁵ Herrens Røst, den splintrer Cedre, Herren splintrer Libanons Cedre, ⁶ får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse! ⁷ Herrens Røst udslynger Luer. ⁸ Herrens Røst får Ørk til at skælve, Herren får Kadesj's Ørk til at skælve! ⁹ Herrens Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven. Alt i hans Helligdom råber: "Ære!" ¹⁰ Herren tog Sæde og sendte Vandfloden, Herren tog Sæde som Konge for evigt. ¹¹ Herren give Kraft til sit Folk, Herren velsigne sit Folk med Fred!

3 Den unge Samuel gjorde så Tjeneste for Herren under Elis Tilsyn. Herrens Ord var sparsomt i de Dage, et Syn var sjældent. ² Ved den Tid - engang da Eli, hvis Øjne var begyndt at blive svage, så han ikke kunde se, lå på sin vante Plads, ³ og Guds Lampe endnu ikke var gået ud, og Samuel lå og sov i Herrens Helligdom, hvor Guds Ark stod - ⁴ kaldte Herren: "Samuel, Samuel!" Han svarede: "Her er jeg!" ⁵ Og han løb hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke; læg dig kun hen igen!" Og han gik hen og lagde sig. ⁶ Da kaldte Herren atter: "Samuel, Samuel!" Og han gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Men han sagde: "Jeg kaldte ikke, min Søn; læg dig kun hen igen!" ⁷ Samuel havde nemlig endnu ikke lært Herren at kende, og Herrens Ord var endnu ikke åbenbaret ham. ⁸ Da kaldte Herren atter for tredje Gang på Samuel, og han stod op, gik hen til Eli og sagde: "Her er jeg, du kaldte på mig!" Så skønnede Eli, at det var Herren, der kaldte på Drengen. ⁹ Og Eli sagde til Samuel: "Læg dig hen igen, og hvis han kalder på dig, så sig: Tal, Herre, din Tjener hører!" Så gik Samuel hen og lagde sig på sin Plads.

9 Men Saulus, som endnu fnøs med Trusel og Mord imod Herrens Disciple, gik til Ypperstepræsten ² og bad ham om Breve til Damaskus til Synagogerne, for at han, om han fandt nogle, Mænd eller Kvinder, som holdt sig til Vejen, kunde føre dem bundne til Jerusalem. ³ Men da han var undervejs og nærmede sig til Damaskus, omstrålede et Lys fra Himmelen ham pludseligt. ⁴ Og han faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til ham: "Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?" ⁵ Og han sagde: "Hvem er du, Herre?" Men han svarede: "Jeg er Jesus, som du forfølger. ⁶ Men stå op og gå ind i Byen, og det skal siges dig, hvad du bør gøre." ⁷ Men de Mænd, som rejste med ham, stode målløse, da de vel hørte Røsten, men ikke så nogen. ⁸ Og Saulus rejste sig op fra Jorden; men da han oplod sine Øjne, så han intet. Men de ledte ham ved Hånden og førte ham ind i Damaskus. ⁹ Og han kunde i tre Dage ikke se, og han hverken spiste eller drak.