Revised Common Lectionary (Complementary)
42 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.
2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. 3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? 4 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" 5 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. 6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. 8 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. 9 Sin Miskundhed sender Herren om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. 10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 11 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" 12 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
17 Se, end om en liden Stund skal Libanon blive til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov. 18 På hin Dag hører de døve Skriftord, og friet fra Mulm og Mørke kan blindes Øjne se. 19 De ydmyge glædes end mere i Herren, de fattige jubler i Israels Hellige. 20 Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt, 21 som med Ord får et Menneske gjort skyldigt, lægger Fælde for Dommeren i Porten og kuer en retfærdig ved Opspind. 22 Derfor, så siger Herren, Jakobs Huses Gud, han, som udløste Abraham: Nu høster Jakob ej Skam, nu blegner hans Åsyn ikke; 23 thi når han ser mine Hænders Værk i sin Midte, da skal han hellige mit Navn, holde Jakobs Hellige hellig og frygte Israels Gud; 24 de, hvis Ånd for vild, vinder Indsigt, de knurrende tager mod Lære.
12 Men ved Apostlenes Hænder skete der mange Tegn og Undere iblandt Folket; og de vare alle endrægtigt sammen i Salomons Søjlegang. 13 Men af de andre turde ingen holde sig til dem; dog priste Folket dem højt, 14 og der føjedes stedse flere troende til Herren, Skarer både af Mænd og Kvinder, 15 så at de endogså bare de syge ud på Gaderne og lagde dem på Senge og Løjbænke, for at når Peter kom, endog blot hans Skygge kunde overskygge nogen af dem. 16 Ja, selv fra Byerne i Jerusalems Omegn strømmede Mængden sammen og bragte syge og sådanne, som vare plagede af urene Ånder, og de bleve alle helbredte.