Revised Common Lectionary (Complementary)
21 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Herre, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse! 3 Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela. 4 Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved. 5 Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende. 6 Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham. 7 Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham. 8 Thi Kongen stoler på Herren, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.
9 Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd. 10 Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; Herren sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem. 11 Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn. 12 Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet; 13 thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.
14 Herre, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!
15 Nogen Tid efter kom HerrenS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" 2 Men Abram svarede: "Herre", Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." 3 Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" 4 Og se, Herrens Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." 5 Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" 6 Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.
7 Derpå sagde han til ham: "Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" 8 Men han svarede: "Herre, Herre, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" 9 Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" 10 Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. 11 Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. 12 Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. 13 Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. 14 Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. 15 Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. 16 I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."
17 Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. 18 På den Dag sluttede Herren Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden,
33 Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten. 34 I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. 35 Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd. 36 Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale. 37 Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du førdømmes."