Revised Common Lectionary (Complementary)

124 Havde Herren ej været med os - så siger Israel - ² havde Herren ej været med os, da Mennesker rejste sig mod os; ³ så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os; ⁴ så havde Vandene overskyllet os, en Strøm var gået over vor Sjæl, ⁵ over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande. ⁶ Lovet være Herren, som ej gav os hen, deres Tænder til Rov! ⁷ Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri. ⁸ Vor Hjælper Herrens Navn, Himlens og Jordens Skaber.

8 Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde; ² Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede, ³ og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb. ⁴ På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge, ⁵ og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem. ⁶ Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken, ⁷ og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden. ⁸ Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade; ⁹ men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig. ¹⁰ Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken; ¹¹ ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden. ¹² Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham. ¹³ I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør. ¹⁴ På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

¹⁵ Da sagde Gud til Noa: ¹⁶ "Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner ¹⁷ og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!" ¹⁸ Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner; ¹⁹ og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

6 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? ² Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? ³ Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? ⁴ Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. ⁵ Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, ⁶ idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. ⁷ Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. ⁸ Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, ⁹ efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. ¹⁰ Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. ¹¹ Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.