Revised Common Lectionary (Complementary)

146 Halleluja! Pris Herren, min Sjæl! ² Jeg vil prise Herren hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever. ³ Sæt ikke eders Lid til Fyrster, til et Menneskebarn, der ikke kan hjælpe! ⁴ Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag. ⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

² Rig og fattig mødes, Herren har skabt dem begge. ³ Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder. ⁴ Lønnen for Ydmyghed og Herrens Frygt er Rigdom, Ære og Liv. ⁵ På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem. ⁶ Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel. ⁷ Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl. ⁸ Hvo Uret sår, vil høste Fortræd, hans Vredes Ris skal slå ham selv. ⁹ Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe. ¹⁰ Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende. ¹¹ Herren elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven. ¹² Herrens Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord. ¹³ Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet." ¹⁴ Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, Herren er vred på, falder deri. ¹⁵ Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham. ¹⁶ Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

⁸ Jeg siger det ikke som en Befaling, men for ved andres Iver at prøve også eders Kærligheds Ægthed. ⁹ I kende jo vor Herres Jesu Kristi Nåde, at han for eders Skyld blev fattig, da han var rig, for at I ved hans Fattigdom skulde blive rige. ¹⁰ Og jeg giver min Mening herom til Kende; thi dette er eder gavnligt, I, som jo i Fjor vare de første til at begynde, ikke alene med Gerningen, men endogså med Villien dertil. ¹¹ Men fuldbringer da nu også Gerningen, for at, ligesom I vare redebonne til at ville, I også må fuldbringe det efter eders Evne. ¹² Thi når Redebonheden er til Stede, da er den velbehagelig efter, hvad den evner, ikke efter, hvad den ikke evner. ¹³ Det er nemlig ikke Meningen, at andre skulle have Lettelse og I Trængsel; nej, det skal være ligeligt. Nu for Tiden må eders Overflod komme hines Trang til Hjælp, ¹⁴ for at også hines Overflod kan komme eders Trang til Hjælp, for at der kan blive Ligelighed, ¹⁵ som der er skrevet: "Den, som sankede meget, fik ikke for meget, og den, som sankede lidet, fik ikke for lidt."