Revised Common Lectionary (Complementary)
73 Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! 2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; 3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; 4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; 5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. 6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. 7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. 8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, 9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. 10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. 11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" 12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! 13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, 14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." 16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, 17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: 18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. 19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! 20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. 21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, 22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; 24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. 25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! 26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. 27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. 28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre Herren, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
6 Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik, 7 bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse, 8 skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet! 9 Så vil jeg også love dig for Sejren, din højre har vundet.
10 Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs. 11 Se, hvilken Kraft i Lænderne og hvilken Styrke i Bugens Muskler! 12 Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen; 13 dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern. 14 Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;
42 Så svarede Job Herren og sagde: 2 "Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt! 3 "Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til. 4 Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig! 5 Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig; 6 jeg tager det derfor tilbage og angrer i Støv og Aske!
31 Men Herren sagde: "Simon, Simon! se, Satan begærede eder for at sigte eder som Hvede. 32 Men jeg bad for dig, at din Tro ikke skal svigte; og når du engang omvender dig, da styrk dine Brødre!" 33 Men han sagde til ham: "Herre! jeg er rede til at gå med dig både i Fængsel og i Døden."
54 Og de grebe ham og førte ham bort og bragte ham ind i Ypperstepræstens Hus; men Peter fulgte efter i Frastand. 55 Og de tændte en Ild midt i Gården og satte sig sammen, og Peter sad midt iblandt dem. 56 Men en Pige så ham sidde i Lysskæret og stirrede på ham og sagde: "Også denne var med ham." 57 Men han fornægtede ham og sagde: "Jeg kender ham ikke. Kvinde!" 58 Og lidt derefter så en anden ham og sagde: "Også du er en af dem." Men Peter sagde: "Menneske! det er jeg ikke." 59 Og omtrent en Time derefter forsikrede en anden det og sagde: "I Sandhed, også denne var med ham; han er jo også en Galilæer." 60 Men Peter sagde: "Menneske! jeg forstår ikke, hvad du siger." Og straks, medens han endnu talte. galede Hanen. 61 Og Herren vendte sig og så på Peter; og Peter kom Herrens Ord i Hu, hvorledes han havde sagt til ham: "Førend Hanen galer i Dag, skal du fornægte mig tre Gange." 62 Og han gik udenfor og græd bitterligt.