Revised Common Lectionary (Complementary)
73 Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet! 2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide; 3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel; 4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund; 5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre. 6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i. 7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem. 8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale, 9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden. 10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag. 11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?" 12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand! 13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld, 14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt." 16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne, 17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver: 18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem. 19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel! 20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet. 21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer, 22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre; 24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed. 25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden! 26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt. 27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro. 28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre Herren, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
3 Jonas i Nineve Men Herrens Ord kom for anden gang til Jonas således: 2 "Stå op og gå til Nineve, den store Sfad, og udråb over den, hvad jeg tilsiger dig!" 3 Så stod Jonas op og gik til Nineve efter Herrens Ord. Men Nineve var selv for Gud en stor By, tte Dagsrejser stor. 4 Da nu Jonas var gået den første bagsrejse ind i Byen, råbte han: "Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!"
5 Da troede Folkene i Nineve påGud, og de udråbte en Faste og klædte sig i Sæk, både store og små; 6 og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin Trone,tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet, 7 og han lod udråbe i Nineve:"Kongen og hans Stormænd gørvitterligt: Hverken Folk eller Fæ,Hornkvæg eller Småkvæg, må nyde noget, græsse eller drikke Vand; 8 men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som hænger ved deres Hænder. 9 Måske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, så vi ikke omkommer." 10 Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.
8 Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. 9 Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. 10 Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.
11 Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, 12 idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte. 13 Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor.