Revised Common Lectionary (Complementary)
11 For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. 12 Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; 13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. 14 Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. 15 Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. 17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. 18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. 19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. 20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.
19 Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig. 2 At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk. 3 Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på Herren vredes hans Hjerte. 4 Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra. 5 Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn. 6 Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand. 7 Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord. 8 Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke. 9 Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under. 10 Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster. 11 Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde. 12 Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug på Græs er hans Gunst. 13 Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp. 14 Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra Herren. 15 Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte. 16 Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død. 17 Er man god mod den ringe, låner man Herren, han gengælder en, hvad godt man har gjort.
11 Thi dette er det Budskab, som I have hørt fra Begyndelsen, at vi skulle elske hverandre; 12 ikke som Kain, der var af den onde og myrdede sin Broder. Og hvorfor myrdede han ham? Fordi hans Gerninger vare onde, men hans Broders retfærdige. 13 Undrer eder ikke, mine Brødre! om Verden hader eder. 14 Vi vide, at vi ere gåede over fra Døden til Livet, thi vi elske Brødrene. Den, som ikke elsker, bliver i Døden. 15 Hver den, som hader sin Broder, er en Manddraber; og I vide, at ingen Manddraber har evigt Liv blivende i sig. 16 Derpå kende vi Kærligheden, at han har sat sit Liv til for os; også vi ere skyldige at sætte Livet til for Brødrene. 17 Men den, som bar Verdens Gods og ser sin Broder lide Nød og lukker sit Hjerte for ham, hvorledes bliver Guds Kærlighed i ham?