Old/New Testament
David som en gammel mand
1 På sine gamle dage døjede kong David med at holde varmen. Uanset hvor mange tæpper man lagde over ham, frøs han altid.
2 Hans rådgivere sagde da til ham: „Lad os lede efter en ung pige, som kan ligge i din favn og hjælpe dig til at holde varmen.” Det syntes David var en god idé.
3-4 Så gennemsøgte de landet på kryds og tværs i håb om at finde den rigtige pige, og de fandt Abishag, en smuk ung pige fra Shunem. Hende førte de til kongen, og hun tog sig kærligt af ham, men der var ikke tale om noget seksuelt forhold.
Adonija gør krav på tronen
5 Adonija, som var søn af kong David og Haggit, havde store tanker om sig selv, og han ville gerne være konge efter sin far. Derfor anskaffede han sig vogn, ryttere og en livgarde på 50 mand, der skulle løbe foran ham gennem byen. 6 David hverken irettesatte ham eller satte spørgsmålstegn ved, hvad han gjorde. Adonija var en flot ung mand, og nummer to i tronfølgerækken efter Absalom. 7 Han allierede sig med hærføreren Joab og præsten Ebjatar, som begge lovede at hjælpe ham til magten. 8 Men præsten Zadok, profeten Natan, samt Benaja, Shimi, Rei og Davids livgarde svigtede ikke kongen. De nægtede at give Adonija tilsagn om støtte.
9 En dag tog Adonija af sted til den såkaldte Slangesten ved Rogelkilden lidt uden for Jerusalem, hvor han ofrede småkvæg, hornkvæg og fedekalve. Til denne selvbestaltede kroningsfest inviterede han alle sine halvbrødre undtagen Salomon, og alle de kongelige embedsmænd i Juda 10 med undtagelse af profeten Natan, Benaja og kongens livgarde.
11 Da gik profeten Natan til Batsheba, Salomons mor, og sagde: „Har du hørt, at Adonija har udråbt sig selv til konge, uden at David aner noget om det? 12 Hvis du har dit eget og din søn Salomons liv kært, så gør som jeg siger: 13 Gå straks til kong David og sig til ham: ‚Herre, lovede du mig ikke, at Salomon skulle overtage tronen efter dig? Hvorfor er Adonija så blevet udråbt til konge?’ ” 14 Og Natan tilføjede: „Mens du er hos kongen, kommer jeg og bekræfter hvert eneste ord, du siger.”
15 Derpå gik Batsheba ind i kongens soveværelse. David var jo meget gammel, og Abishag var hos ham. 16 Batsheba bøjede sig dybt for kongen, og han spurgte: „Hvad vil du?”
17 „Min herre,” svarede hun. „Du aflagde det løfte over for Herren, din Gud, at min søn Salomon skulle afløse dig på tronen. 18 Men i stedet er Adonija blevet udråbt til konge uden dit vidende. 19 Han har kronet sig selv og ofret en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve. Både Ebjatar og Joab og alle dine sønner på nær Salomon er med til festen. 20 Og nu, min herre konge, venter hele Israel på at få at vide, om du virkelig har udpeget Adonija som din efterfølger. 21 Hvis du ikke griber ind nu, vil Salomon og jeg blive henrettet, så snart du er død.”
22-23 Mens Batsheba talte med David, ankom Natan til paladset, og tjenerne meddelte kongen: „Profeten Natan er her for at tale med dig,” Batsheba blev bedt om at gå ud, så kongen kunne høre, hvad Natan havde at sige.
Da Natan kom ind i soveværelset, bøjede han sig dybt for kongen 24 og spurgte: „Herre, er det rigtigt, at du har udpeget Adonija til at blive din efterfølger? Er det ham, der skal sidde på tronen efter dig? 25 I dag fejrede han kroningsfest ved at ofre en masse hornkvæg, småkvæg og fedekalve, og han inviterede dine sønner til festen sammen med Joab og Ebjatar. I dette øjeblik fester og drikker de og råber: ‚Længe leve kong Adonija!’ 26 Men Zadok, Benaja, Salomon og jeg blev ikke inviteret. 27 Sker det efter din befaling? Har du virkelig udpeget Adonija til tronfølger uden at sige et ord om det til dine betroede embedsmænd?”
David gør Salomon til konge
28 „Kald på Batsheba!” befalede kong David sine tjenere, da Natan var gået. Så kom hun tilbage og stod foran kongen. 29 Da sagde David: „Jeg lover ved den levende Gud, som trofast har hjulpet mig gennem alle farer, 30 at jeg i dag vil indfri det løfte, jeg gav dig ind for Guds ansigt: Din søn Salomon skal være min efterfølger på tronen!”
31 Da bøjede Batsheba sig dybt for ham og udbrød: „Gid min herre og konge må leve for evigt!”
32 „Kald Zadok ind,” beordrede kongen, „også Natan og Benaja!”
Da de var kommet, 33 sagde han til dem: „Tag Salomon og mine mænd med jer til Gihon, og giv Salomon mit eget muldyr at ride på. 34 Dér ved Gihonkilden skal Zadok i sin egenskab af præst og Natan som profet salve ham til konge over Israels folk. Efter salvningen skal I lade blæse i vædderhornet og udråbe et længe leve for kong Salomon. 35 Og når I kommer tilbage, skal I sætte ham på min kongetrone, for jeg har udpeget ham til at være konge over Israel og Juda.”
36 „Amen!” svarede Benaja. „Herren, min konges Gud, vil føre det igennem! 37 Gid Herren må velsigne Salomon, som han har velsignet dig—ja, må Salomons kongedømme blive endnu mægtigere end dit!”
38 Så fik Zadok, Natan og Benaja fat på Salomon og lod ham ride på kongens private muldyr, og de tog alle af sted til Gihon sammen med den kongelige livgarde. 39 Zadok havde hentet hornet med den hellige salveolie fra teltet, hvor arken stod, og da de kom til Gihon, hældte han olien ud over Salomons hoved. Salomon var dermed salvet til konge. Der blev blæst i vædderhornet, og folket råbte: „Længe leve kong Salomon!” 40 Derpå fulgte de Salomon tilbage til Jerusalem. Undervejs spillede folk på fløjte og jublede så højt, at jorden gyngede under dem.
41 I mellemtiden var Adonijas kroningsfest ved at være til ende. Gæsterne var netop ved at bryde op, da de hørte lyden af vædderhornet inde fra byen.
„Hvad sker der?” udbrød Joab. „Hvad er der på færde i byen?” 42 I det samme ankom præsten Ebjatars søn, Jonatan.
„Velkommen!” sagde Adonija til Jonatan. „En mand som du kommer sikkert med gode nyheder!”
43 „Desværre!” råbte Jonatan. „Kong David har netop udråbt Salomon til konge! 44-45 Han gav ham sit eget private muldyr og sendte ham til Gihon sammen med Zadok, Natan og Benaja, eskorteret af den kongelige livgarde. Der salvede Zadok og Natan ham til konge. De er netop vendt tilbage fra Gihon, og byen er på den anden ende af begejstring. Det er grunden til al den larm. 46 Salomon er nu indsat som konge, 47-48 og hele hoffet lykønsker kong David og siger: ‚Gid din Gud må gøre Salomon endnu mere berømt end dig—og hans kongedømme endnu mægtigere end dit!’ Kongen har fra sin seng udtrykt sin taknemmelighed til Gud og sagt: ‚Lovet være Herren, Israels Gud, som i dag har gjort mig den glæde at udvælge en af mine sønner til konge efter mig!’ ”
49-50 Ved de ord sprang Adonija og hans gæster panikslagne op fra bordet og flygtede for livet. Adonija skyndte sig til helligdommen og greb fat i de horn, der sad på hjørnerne af alteret.
51 Salomon fik besked om, at Adonija havde søgt tilflugt ved alterets horn, og at han sagde: „Jeg bliver her, indtil Salomon sværger på, at han ikke vil slå mig ihjel.” 52 Salomons reaktion var: „Hvis han vil være loyal over for mig, skal jeg ikke krumme et hår på hans hoved, men hvis han pønser på at undergrave mit kongedømme, skal han dø.” 53 Så sendte kong Salomon sine mænd af sted for at hente Adonija ved alteret. Han blev ført frem for kongen og kastede sig ned foran ham med ansigtet mod jorden. Men Salomon nøjedes med at sige til ham: „Du har frihed til at gå hjem.”
Davids sidste formaning til Salomon
2 Kort efter, da David lå for døden, kaldte han Salomon ind for at give ham sine sidste ord:
2 „Alle skal jo dø, og nu er det snart min tur! Men Salomon, jeg har tillid til, at du vil blive en stærk og værdig efterfølger. 3 Gør altid, som Gud siger! Adlyd omhyggeligt de love og forordninger, som han gav os gennem Moses, så vil dit liv lykkes. 4 Hvis du altid er lydig, vil Herren opfylde det løfte, han gav mig, for han har lovet, at hvis mine børn og deres efterkommere tager sig i agt og viser helhjertet trofasthed imod ham, vil der i al fremtid være en af mine efterkommere på tronen i Israel.
5 Hør nu efter! Du ved, at Joab myrdede mine to hærførere Abner og Amasa, da han i fredstid stak dem ned uden varsel som hævn for, hvad de havde gjort i en krigssituation. 6 Du er en klog mand, Salomon, og du ved, hvad du bør gøre: Lad ikke Joab dø en fredelig død i sin alderdom. 7 Men Barzillajs sønner fra Gilead skal du vise godhed, og du skal sørge for deres fornødenheder, for de tog sig af mig, dengang jeg flygtede fra din bror Absalom. 8 Og husker du Shimi, Geras søn af Benjamins stamme fra Bahurim? Han forbandede mig groft, da jeg var på vej til Mahanajim. Men da han senere kom ned til Jordanfloden for at møde mig, lovede jeg, at jeg ikke ville slå ham ihjel. 9 Men det betyder ikke, at han er uskyldig. Salomon, du er en klog mand; du finder nok på råd, så Shimi får en blodig død!”
10 Derefter døde David, og han blev begravet i Davidsbyen.[a] 11 Han havde regeret i Israel i 40 år, de syv med hovedsæde i Hebron og de 33 med hovedsæde i Jerusalem. 12 Salomon blev den nye konge efter sin far David, og hans kongedømme var stærkt fra starten.
Salomon befæster sit kongedømme
13 En dag opsøgte Adonija Salomons mor, Batsheba.
„Kommer du i et fredeligt ærinde?” spurgte hun.
„Ja, det gør jeg,” svarede Adonija. 14 „Faktisk kommer jeg for at bede dig gøre mig en tjeneste.”
„Hvilken tjeneste?” spurgte hun.
15 „Jo, ser du,” begyndte Adonija. „Det var jo egentlig mig, der havde krav på tronen, for jeg var den ældste af Davids sønner, der er i live, og hele Israel forventede, at jeg blev konge. Men så overtog min bror som bekendt det hele—og det må vel være Herrens vilje. 16 Nu beder jeg dig blot love mig, at du vil gøre mig en lille tjeneste.”
„Hvad drejer det sig om?” spurgte Batsheba.
17 „At du taler til kong Salomon på mine vegne,” svarede Adonija. „Jeg ved jo, at han vil gøre, hvad du beder ham om. Bed ham om at give mig Abishag fra Shunem til kone.”
18 „Jeg skal gøre, hvad jeg kan,” lovede hun.
19 Så gik Batsheba til kong Salomons tronsal. Da hun kom ind, gik han hende i møde og bøjede sig dybt for hende, hvorefter han gav ordre til, at der skulle bæres en trone frem til hende. Den blev anbragt på hans højre side, og hun tog plads.
20 „Jeg vil bede dig gøre mig en lille tjeneste,” begyndte hun. „Jeg håber ikke, du skuffer mig.”
„Hvad tænker du på, mor?” spurgte han. „Du ved, jeg ikke vil nægte dig noget!”
21 „Så lad din bror Adonija få lov at gifte sig med Abishag,” svarede hun.
22 „Er du vanvittig?” udbrød Salomon. „Hvorfor tror du, han beder om Abishag? Han kunne lige så godt bede om kongeværdigheden med det samme! Han er jo min ældste bror, og han har tilmed Ebjatar og Joab på sin side.” 23-24 Da svor kong Salomon: „Måtte Herren straffe mig om ikke den listige anmodning kommer til at koste Adonija livet! Jeg sværger ved den levende Gud, han, der indsatte mig som konge efter min far og som lovede mig, at min slægt skulle være konger efter mig, at Adonija skal dø allerede i dag!”
25 Salomon befalede Benaja, at han straks skulle hugge Adonija ned med sit sværd.
26 Kongen sagde derefter til Ebjatar: „Tag hjem til din gård i Anatot. Jeg burde egentlig også lade dig henrette, men lad os nu se tiden an, for trods alt bar du Herren, den Almægtiges, Ark, dengang min far var konge, og du udholdt din del af de strabadser, min far måtte igennem.”
27 Dermed blev Ebjatar afsat fra sin stilling som præst for Herren, og samtidig opfyldtes det ord, Herren havde talt i Shilo om Elis efterkommere.
28 Da Joab hørte nyheden om Adonijas død, søgte han straks tilflugt i helligdommen og greb fat om alterets horn. Han var i fare, fordi han havde støttet Adonija i hans oprør, selv om han ikke havde støttet Absalom. 29 Da kong Salomon fik at vide, hvor Joab gemte sig, sendte han Benaja af sted for at henrette ham.
30 Benaja gik hen til helligdommen og sagde til Joab: „I kongens navn: Kom ud!”
„Nej,” svarede Joab, „jeg bliver her, til jeg dør!”
Så vendte Benaja tilbage til kongen med den besked.
31 „Godt,” svarede kongen, „så lad ham dø der! Henret ham ved alteret og begrav ham. Så hviler skylden for de mord, han har begået på uskyldige mennesker, ikke længere på mig og min fars slægt. 32 Herren vil holde ham personligt ansvarlig for at have myrdet to mænd, der var bedre end ham, for det var ikke med min fars samtykke, at de blev myrdet, hverken Abner, der var øverstkommanderende for Israels hær, eller Amasa, der var øverstkommanderende for Judas hær. 33 Må skylden alene tilregnes Joab og hans efterkommere, og må Herren frifinde David og hans efterkommere i den sag.”
34 Så gik Benaja tilbage og dræbte Joab, og han blev begravet uden for sit hus i ørkenen. 35 Kongen udpegede derefter Benaja til sin nye hærfører og Zadok til præst ved helligdommen i Ebjatars sted.
36-37 Kongen sendte nu bud efter Shimi og sagde: „Byg dig et hus her i Jerusalem. Du er under husarrest, og du må ikke forlade byen, uanset hvad der sker. I samme øjeblik du overskrider Kedrondalen, er du dødsens, og du er selv ude om det.”
38 „Godt,” svarede Shimi. „Du er min herre og konge, og jeg vil gøre, som du siger.” Han blev derefter i Jerusalem i lang tid.
39 Men tre år senere flygtede to af Shimis slaver til kong Akish i Gat. Da Shimi fik at vide, at hans slaver var i Gat, 40 sadlede han sit æsel og opsøgte kong Akish. Efter at have fundet sine slaver vendte han tilbage til Jerusalem.
41 Salomon fik imidlertid at vide, at Shimi havde forladt Jerusalem og var taget til Gat og hjem igen. 42 Da sendte han bud efter ham og sagde: „Befalede jeg dig ikke i Guds navn at blive i Jerusalem, hvis du havde dit liv kært? Og svor du ikke på, at du ville blive i byen? 43 Hvorfor har du da trodset min befaling og brudt din ed? 44 Og hvad med alle de onde ting, du gjorde mod min far, David? Nu vil Herren straffe dig for din ondskab, 45 men hans velsignelse vil fortsat hvile over Davids slægt, så de kan bevare kongemagten for evigt.” 46 På kongens befaling henrettede Benaja så Shimi.
Med Adonijas og Joabs død blev Salomons kongedømme yderligere befæstet.
Messias’ indtog i Jerusalem(A)
28 Efter opholdet hos Zakæus fortsatte Jesus og hans følge vandringen op mod Jerusalem. 29 Da de var i nærheden af landsbyerne Betfage og Betania ved det bjerg, som hedder Olivenbjerget, kaldte han på to af sine disciple og sagde til dem: 30 „Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Når I kommer derhen, vil I finde et æselføl, der endnu ikke har været brugt som ridedyr. Det står bundet, men I skal løse det og bringe det herhen. 31 Hvis nogen spørger jer, hvorfor I gør det, skal I bare sige: ‚Herren har brug for det.’ ”
32 De gik så derhen og fandt æselføllet, nøjagtigt som Jesus havde sagt. 33 Da de var ved at løse føllet, kom ejerne. „Hvorfor løser I føllet?” råbte de.
34 „Herren har brug for det,” svarede disciplene.
35 Så fik de lov at tage føllet, og de førte det til Jesus. De lagde deres kapper over ryggen på det og hjalp ham op.
36 Mens de gik af sted, bredte folk deres kapper ud på vejen foran Jesus, 37 og da de nærmede sig det sted, hvor vejen begynder at gå ned ad Olivenbjerget mod Jerusalem, begyndte hele følget af disciple at råbe højt af glæde og lovprise Gud for alle de undere, de havde set ham gøre. 38 De råbte:
„Velsignet er den Konge, som nu kommer i Herrens navn!
Fred fra Himlen,
og herlighed fra det Højeste!”
39 Men nogle farisæere i folkemængden sagde til Jesus: „Mester, sig dog til dine disciple, at de ikke må sige sådan noget!”
40 Jesus svarede: „Hvis de tier, vil stenene råbe!”
Jesus græder over Jerusalems vantro
41 Jesus var nu så tæt på Jerusalem, at han kunne se ud over hele byen. Da brast han i gråd og sagde: 42 „Gid du i dag kunne forstå, hvad der fører til fred. Men du kan ikke se det nu. 43 Det varer ikke så længe, før dine fjender vil samle sig mod dig. De vil bygge en vold op omkring dig, omringe dig og presse imod dig fra alle sider. 44 De vil jævne dig med jorden og knuse dine indbyggere, fordi du ikke greb chancen, da Gud kom til dig!”
Den sidste tempeludrensning(B)
45 Senere[a] gik Jesus ind på tempelpladsen og begyndte at jage de handlende ud. 46 Han råbte til dem: „Skriften siger: ‚Mit hus skal være et bønnens hus,’[b] men I har gjort det til ‚et tilholdssted for røvere.’[c]”
47 Hver dag underviste Jesus i templet, men ypperstepræsterne, de skriftlærde og de øvrige jødiske ledere spekulerede på, hvordan de kunne få ham slået ihjel. 48 Dog kunne de ikke finde nogen anledning til det, for folk stimlede sammen om ham og slugte hvert ord, han sagde.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.