Old/New Testament
3 Den episode var begyndelsen på en lang og opslidende strid mellem Sauls og Davids tilhængere. Men det var en kendsgerning, at David blev stærkere og stærkere, og at hans modstandere blev svagere og svagere.
Davids sønner, født i Hebron
2 Mens David opholdt sig i Hebron, fik han seks sønner. Den ældste hed Amnon, og hans mor var Ahinoam fra Jizre’el. 3 Den næstældste hed Kilab, og hans mor var Abigajil, som var enke efter Nabal fra Karmel. Den tredje hed Absalom, og hans mor var Ma’aka, en datter af kong Talmaj af Geshur. 4 Den fjerde hed Adonija, og hans mor var Haggit. Den femte hed Shefatja, og hans mor var Abital. 5 Den sjette hed Jitream, og hans mor var Egla.
Abner slutter sig til David
6 Som striden tilspidsedes, fik Abner større og større magt blandt Sauls tilhængere. 7 Han mente derfor, at han kunne tillade sig visse friheder, blandt andet at gå i seng med en af Sauls medhustruer, en pige ved navn Ritzpa, en datter af Ajja. Men da Ishboshet irettesatte ham for det, 8 blev han rasende.
„Hvad regner du mig for?” råbte han. „En omstrejfende hund? Her kommer du og kritiserer mig for et lille sidespring med en kvinde! Er det den tak, jeg får for min trofasthed overfor din far? Er det lønnen for ikke at have udleveret dig til David for længst? 9-10 Må Gud straffe mig, om jeg ikke gør, hvad jeg kan for at tage kongemagten fra dig og gøre David til konge over både Nordriget og Juda, fra Dan i nord til Be’ersheba i syd, sådan som Herren har lovet ham.”
11 Ishboshet blev stum af skræk, da han hørte de ord.
12 Derpå sendte Abner bud til David: „Lad os slutte fred. Så vil jeg hjælpe dig til at blive konge over hele Israel.”
13 „Godt,” svarede David, „men jeg vil ikke forhandle med dig, medmindre du kommer med min første kone Mikal, Sauls datter.”
14 Samtidig sendte David følgende besked til Ishboshet: „Giv mig min kone Mikal tilbage! Jeg slog 100 filistre ihjel for at få hende!”
15 Ishboshet sendte straks sine mænd af sted for at hente Mikal hos Paltiel, søn af Lajish, som hun var blevet gift med i mellemtiden. 16 Manden fulgte grædende efter hende helt til Bahurim. Dér bad Abner ham vende om og gå hjem, og det gjorde han.
17 I mellemtiden forhandlede Abner med Nordrigets ledere. Han mindede dem om, at de i lang tid havde ønsket David som konge.
18 „Husk i den forbindelse, hvordan Herren lovede, at David ville redde Israels folk fra filistrene[a] og alle vores andre fjender!” sagde han. „Nu har I chancen for at gøre løftet til virkelighed!”
19 Abner forhandlede også med lederne af Benjamins stamme, hvorefter han tog til Hebron for at informere David om resultatet af sine forhandlinger. 20 Han havde taget 20 mænd med sig, og David holdt en fest til ære for Abner og hans mænd.
21 Inden Abner rejste hjem, gav han David følgende løfte: „Så snart jeg kommer hjem, vil jeg kalde alle Nordrigets ledere sammen og få dem til at slutte op om dig, så du kan blive konge over hele riget, sådan som du gerne vil!” Så sendte David ham af sted med ønsket om en god rejse.
Joabs hævn over Abner
22 Kort efter at Abner var taget af sted, vendte Joab hjem fra et vellykket plyndringstogt sammen med nogle af Davids mænd. 23 Joab fik nu at vide, at Abner netop havde været på et fredeligt besøg hos kongen. 24-25 Straks løb han ind til kongen og udbrød: „Hvad i alverden har du gjort? Du har jo ladet manden slippe væk, selv om du må have været klar over, at han kom for at udspionere os!”
26 Derpå sendte Joab, uden at David vidste det, nogle sendebud af sted efter Abner med besked om, at han skulle komme tilbage. Sendebudene indhentede ham ved Siras vandreservoir, og Abner vendte tilbage sammen med dem. 27 Da Abner ankom til Hebron, trak Joab ham til side i byporten under foregivende af, at han ville tale privat med ham, men i stedet trak han sin daggert og myrdede ham som hævn for, at Abner havde dræbt hans bror Asael.
28 Da David hørte om mordet på Abner, erklærede han: „Jeg sværger ved Herren på, at jeg og min slægt er uskyldige i denne forbrydelse! 29 Joab og hans familie må tage det fulde ansvar for mordet. Må Joabs børn blive ramt af sygdom og ulykke, så de falder i kamp eller bliver invalide eller dør af sygdom eller sult!”
30 Joab og hans bror Abishaj myrdede altså Abner for at tage hævn over deres bror Asael, som var blevet dræbt af Abner i slaget ved Gibeon.
31-32 Derefter befalede David, at Joab og alle hans mænd skulle flænge deres tøj og klæde sig i sæk og aske for at vise deres sorg over Abners død. Kongen ledsagede personligt ligbåren til det sted i Hebron, hvor Abner blev begravet. Mens de stod ved graven, brast David og alle hans mænd i gråd, 33 og David sang følgende sørgesang over Abner:
Ak, Abner, du blev narret i døden.
34 Man bandt ikke engang dine hænder
eller lagde dine fødder i lænker!
Du blev myrdet af voldsmænd.
Bagefter græd hele folket igen.
35-36 David nægtede at tage føde til sig på begravelsesdagen. Alle opfordrede ham til at spise, men David aflagde ed på, at han ville faste indtil solnedgang, en gestus, som folket lagde mærke til og syntes om, og som var med til at øge deres respekt for ham. 37 Det overbeviste både Judas og Nordrigets folk om, at David ikke var skyld i Abners død. 38 Endvidere sagde David til sine mænd: „Mon I forstår, at det er en af Israels store ledere, vi har begravet i dag! 39 Selv om jeg er Guds udvalgte konge, kan jeg intet stille op over for de to gerningsmænd, Zerujas[b] sønner. De er mig for stærke. Må Herren selv straffe dem for deres ondskab!”
Mordet på Ishboshet
4 Da Ishboshet fik at vide, at Abner var blevet myrdet i Hebron, blev han rystet, og Nordrigets folk blev urolige. 2-3 Ishboshet overgav derefter kommandoen over Nordrigets hær til de to brødre Ba’ana og Rekab, der begge var anførere for kongens udrykningsstyrker. Ba’ana og Rekab var sønner af Rimmon, som boede i Be’erot og var fra Benjamins stamme. Be’erot var nemlig blevet indlemmet under Benjamin, efter at byens oprindelige indbyggere var flygtet til Gittajim, hvor de bor i landflygtighed den dag i dag.
4 (Jonatan havde en søn, der hed Mefiboshet. Han var kun fem år gammel, da der kom bud om, at Saul og Jonatan var blevet dræbt i slaget ved Jizre’el. Mefiboshets plejemor greb ham straks og flygtede, men i skyndingen snublede hun og tabte ham, og han blev lam i benene.)
5 En dag, hvor det var meget varmt, ankom Ba’ana og Rekab til kong Ishboshets hus, mens han lå og sov til middag. 6 Dørvogtersken, som var ved at rense hvede, var også faldet i søvn,[c] så de slap uset forbi hende. 7 De sneg sig ind i kongens soveværelse, slog ham ihjel og huggede hovedet af ham. Så tog de hovedet med sig og vandrede hele natten ned gennem Jordandalen. 8 Da de ankom til Hebron, overbragte de hovedet til David.
„Se her er Ishboshets hoved!” sagde de. „Han var jo søn af Saul, som forsøgte at slå dig ihjel. I dag har Herren givet dig hævn over Saul og hans familie!”
9 Men David svarede: „Jeg sværger ved den levende Gud, som hidtil har reddet mig fra mine fjender, at jeg vil straffe jer for en sådan udåd. 10 I Ziklag lod jeg den budbringer dræbe, som troede, at jeg ville blive glad for at høre om Sauls død! Det var den belønning, han fik for sit budskab. 11 Hvor meget strengere straf fortjener da ikke sådan et par forbrydere, der har myrdet en uskyldig mand, mens han lå og sov hjemme i sin seng! I må bøde med jeres liv!”
12 Så befalede David sine mænd at slå Ba’ana og Rekab ihjel. Da det var gjort, skar de hænder og fødder af dem og hængte ligene op ved dammen i Hebron. Men Ishboshets hoved begravede de i Abners grav i Hebron.
David bliver konge over hele Israel
5 Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. 2 „Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” 3 Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.
4 (David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. 5 I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)
David indtager Jerusalem
6 Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der.
„Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!” 7-9 Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.
10 I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.
11 Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. 12 Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.
Davids sønner, født i Jerusalem
13 Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre. 14 Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 15 Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16 Elishama, Eljada og Elifelet.
David besejrer filistrene
17 Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg. 18 Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.
19 Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”
Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”
20 Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.[d]
21 De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.
22 Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen. 23 David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.[e] 24 Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”
25 David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.
Om at være discipel af Jesus(A)
25 Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: 26 „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. 27 De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv[a] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.
28 Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? 29 For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: 30 ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’
31 Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? 32 Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.
33 På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har. 34 Salt er godt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad kan man da salte det med?[b] 35 Det kan ikke bruges som gødning, og det ville ødelægge jorden. Man smider det væk, fordi det er værdiløst. Lad dem høre, som har øre!”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.