Old/New Testament

Davids reaktion på budskabet om Sauls og Jonatans død

1 Efter at Saul var død, og David var kommet tilbage til Ziklag fra sin sejr over amalekitterne, ² ankom der et par dage senere et sendebud med nyt fra krigen. Han havde revet flænger i sit tøj og kommet jord på hovedet som tegn på sin store sorg. Han gik hen til David og kastede sig til jorden foran ham i dyb respekt.

³ „Hvor kommer du fra?” spurgte David.

„Fra Israels hær,” svarede manden.

⁴ „Hvordan gik det?” spurgte David. „Fortæl mig om slaget!”

Manden svarede: „Hele hæren flygtede over hals og hoved, og mange mænd lå sårede eller døde på slagmarken. Også Saul og hans søn Jonatan omkom.”

⁵ „Er du sikker på det?”

⁶ „Ja, jeg så med mine egne øjne, hvordan Saul på Gilboahøjen holdt sig oppe ved hjælp af sit spyd, mens fjendens stridsvogne indkredsede ham. ⁷ Da han fik øje på mig, kaldte han på mig. ⁸ ‚Hvem er du?’ spurgte han. ‚Jeg er amalekit!’ svarede jeg. ⁹ ‚Kom her hen og giv mig dødsstødet!’ bad han. ‚Jeg er allerede dødeligt såret.’ ¹⁰ Så gik jeg hen og dræbte ham, for jeg kunne se, at han var så hårdt såret, at han ikke kunne overleve. Derefter tog jeg hans krone og en af hans armringe, som jeg hermed overrækker til Dem, nådige herre.”

¹¹ Da David og hans mænd hørte, at Saul var død, rev de også flænger i deres tøj som tegn på sorg. ¹² Og resten af dagen sørgede, fastede og græd de over Saul og hans søn Jonatan, ja, over alt Herrens folk og over de faldne israelitter.

¹³ David spurgte manden, som havde bragt dem budskabet: „Hvor er du fra?”

Han svarede: „Jeg er en amalekit, der bor som fremmed iblandt israelitterne.”

^14-16 „Hvordan kunne du få dig selv til at dræbe Guds salvede konge?” udbrød David. „Du har selv indrømmet, at du dræbte ham. Derfor skal du dø.” Derpå vendte David sig til en af sine mænd og sagde: „Dræb ham!”

^17-18 David digtede nu en sørgesang om Saul og Jonatan, og han befalede at sangen, som blev kaldt „Buesangen”, skulle synges over hele Israel. Den citeres her fra „De Retskafnes Bog”:^[a]

David bliver konge over Juda

2 David spurgte nu Herren: „Skal jeg rejse tilbage til Judas land?”

Herren svarede: „Ja!”

„Hvilken by skal jeg slå mig ned i?”

„Hebron,” svarede Herren.

² Så tog David sine koner, Ahinoam fra Jizre’el, og Abigajil, Nabals enke fra Karmel, ³ samt sine trofaste mænd med deres familier, og de bosatte sig i Hebron og omegn. ⁴ Derefter kom Judas ledere til David og salvede ham til konge over Juda.

Da David fik at vide, at indbyggerne i Jabesh i Gilead havde begravet Saul, ⁵ sendte han dem følgende budskab: „Må Herren velsigne jer, fordi I har været trofaste overfor jeres konge ved at give ham en anstændig begravelse. ⁶ Må Herren i sin trofasthed belønne jer for jeres storsind. Men også jeg vil gøre godt imod jer, fordi I gjorde dette. ⁷ Selvom Saul nu er død, må I ikke lade hænderne synke eller tabe modet. Judas stamme har allerede udråbt mig til konge.”

Ishboshet bliver konge over Nordriget

⁸ Men Abner, Sauls hærfører, bragte Sauls søn, Ishboshet, til Mahanajim og udråbte ham til konge over Nordriget. ⁹ Han kom til at regere over Gilead, Asher, Jizre’el, Efraim og Benjamins stamme, ja, hele Israel^[b] bortset fra Judas område.

^10-11 Ishboshet var 40 år gammel, da han blev konge, og han regerede ud fra Mahanajim i to år. David regerede over Judas land i syv et halvt år fra Hebron.

Krigen mellem David og Ishboshet

¹² En dag tog Abner nogle af Ishboshets mænd med sig fra Mahanajim og kom til Gibeon. ¹³ Davids hærfører, Joab, Zerujas søn, gik dem i møde med nogle af Davids mænd. De to hære slog lejr på hver sin side af Gibeondammen. ¹⁴ Da foreslog Abner, at de unge krigere skulle åbne slaget med tvekamp. Joab gik med på idéen, ¹⁵ hvorefter man udpegede 12 mænd fra Benjamins stamme til at kæmpe for Ishboshet og 12 fra Judas stamme til at kæmpe for David. ¹⁶ Opgaven gik ud på at gribe modstanderen i håret og støde sværdet i siden på ham. På den måde blev samtlige 24 mænd dræbt. Siden har man kaldt dette sted ved Gibeon for „Sværdkampens mark”.

¹⁷ Derefter gik de to hære løs på hinanden med det resultat, at Abner samme dag måtte erkende sit nederlag til Joab og Davids mænd og tage flugten. ¹⁸ Joabs brødre, Abishaj og Asael, deltog også i slaget. Da Asael var hurtigløber, ¹⁹ satte han efter Abner uden at lade sig distrahere af noget som helst undervejs.

²⁰ Da Abner så sig tilbage, var Asael ved at hale ind på ham. „Er det dig, Asael?” råbte Abner.

„Ja, det er!” svarede Asael.

²¹ „Find et andet offer!” råbte Abner advarende. „Der er nok af unge krigere, du kan afvæbne!” Men Asael ville have fat i Abner.

²² Da råbte Abner: „Hold op med at forfølge mig! Hvis jeg slår dig ihjel, vil jeg aldrig kunne se din bror Joab i øjnene igen!”

²³ Asael lod sig imidlertid ikke ryste af. Pludselig standsede Abner, jog sit spyd bagud og ramte sin forfølger i maven med en sådan kraft, at spydspidsen kom ud på den anden side. Da styrtede Asael omkuld og døde, og alle, som kom til stedet, hvor han lå, standsede op for at kigge på ham.

²⁴ Nu satte både Joab og Abishaj efter Abner, og ved solnedgang nåede de frem til Amma-højen øst for Gia ved vejen til Gibeons ørken. ²⁵ På toppen af højen samlede alle krigerne fra Benjamins stamme sig bag Abner, ²⁶ og Abner råbte ned til Joab: „Skal vi blive ved med at dræbe hinanden? Hvor længe skal det vare, før du befaler dine mænd at holde op med at jagte deres landsmænd?”

²⁷ Joab råbte tilbage: „Jeg sværger ved den levende Gud, at hvis du ikke havde sagt noget, ville vi have jagtet jer til i morgen tidlig!” ²⁸ Så afblæste han forfølgelsen, og mændene standsede kampen.

²⁹ Samme nat begav Abner og hans mænd sig på hjemvejen. De gik op gennem Jordandalen, krydsede floden og nåede næste morgen frem til Mahanajim. ³⁰ Også Joab og hans mænd vendte hjem. Da Joab opgjorde tabene, fandt han ud af, at ud over Asael manglede der kun 19 mand, ³¹ hvorimod Abner havde mistet 360 mand, alle af Benjamins stamme. ³² Joab og hans mænd bar Asaels lig til Betlehem og begravede ham ved hans fars side. Derefter gik de hele natten og nåede frem til Hebron ved daggry.

Konfrontationen fortsætter

14 På en sabbat var Jesus indbudt til at spise hos en af de ledende farisæere, og alle hans modstandere holdt skarpt øje med ham. ² En mand, som led af vand i kroppen, kom hen til Jesus for at blive helbredt. ³ Jesus vendte sig derfor til farisæerne og de skriftlærde og spurgte: „Har man lov til at helbrede på sabbatten eller ej?” ⁴ Ingen turde svare. Så lagde Jesus hånden på den syge mand, helbredte ham og lod ham gå.

⁵ Derefter sagde han: „Hvis et af jeres børn^[a] eller en ko faldt i en brønd på en sabbat, ville I så ikke med det samme trække det op?” ⁶ Stadig intet svar.

Om ydmyghed og gæstfrihed

⁷ Jesus lagde mærke til, hvordan gæsterne udvalgte sig de bedste pladser ved bordet. ⁸ „Hvis du er indbudt til en fest, skal du ikke prøve at få den bedste plads,” sagde han. „For hvis der er indbudt nogen, som er fornemmere end dig, ⁹ vil værten sige: ‚Vær venlig at give plads for den gæst her.’ Så må du rejse dig og tage den plads, der er ledig ved den nederste ende af bordet, og det ville være flovt.

¹⁰ Nej, når du bliver indbudt, må du hellere sætte dig nederst ved bordet. Så kommer værten måske og siger: ‚Kom her, kære ven, og sæt dig op på en mere fornem plads.’ De øvrige gæster vil da se, hvordan du bliver æret. ¹¹ For de, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, men de, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”

¹² Derpå sagde Jesus til værten: „Når du inviterer gæster til spisning, skal du ikke kun indbyde dine venner, søskende, slægtninge eller rige naboer, for de inviterer dig jo bare til gengæld, og så har du fået din belønning. ¹³ Indbyd hellere de fattige, lamme, blinde og andre handicappede. ¹⁴ De kan ikke gøre gengæld, men Gud vil velsigne dig for det, og du vil få din løn, den dag de, som hører Gud til, genopstår fra de døde.”

Historien om den store bryllupsfest^(A)

¹⁵ En af gæsterne, som havde hørt, hvad Jesus havde sagt, udbrød nu: „Det må være en stor velsignelse at blive inviteret med til festen i Guds rige.” ¹⁶ Jesus svarede med en historie: „Der var engang en mand, der ville holde en stor fest og sendte indbydelser ud til mange mennesker. ¹⁷ Da tidspunktet for festen var kommet, sendte han sin tjener af sted for at sige til de indbudte: ‚Nu må I komme, for alt er parat!’ ¹⁸ Men de begyndte alle som én at komme med undskyldninger. ‚Jeg har lige købt en mark, og jeg må ud at se på den,’ sagde den første. ¹⁹ ‚Jeg kan desværre ikke komme,’ sagde den anden, ‚for jeg har lige købt fem par okser, og jeg skal hen og prøve dem.’ ²⁰ ‚Jeg er lige blevet gift,’ sagde den tredje. ‚Derfor kan jeg desværre ikke komme.’

²¹ Da tjeneren vendte tilbage og meddelte, hvad de indbudte havde sagt, blev hans herre meget vred og sagde til ham: ‚Gå straks ud på byens gader og stræder og indbyd de fattige, de blinde, de lamme og andre handicappede, og bring dem herhen.’ ²² Kort efter kom tjeneren tilbage og meddelte: ‚Jeg har gjort, som du sagde, men der er stadig plads til flere.’ ²³ Hans herre sagde da: ‚Så gå ud på landevejene og ved hegnene og overtal alle dem, du kan finde, til at komme, så mit hus kan blive fuldt.’

²⁴ Det siger jeg jer: Ingen af de først indbudte kommer med til mit festmåltid.”