Old/New Testament

400 fredløse slutter sig til David

22 Så forlod David Gat og bragte sig i sikkerhed i Adullams klippehule. Dér sluttede hans brødre og andre slægtninge sig til ham. ² I alt 400 mand samlede sig omkring ham. Det var folk, som var utilfredse med landets tilstand eller var kommet i vanskeligheder, var undertrykte eller forgældede.

³ Senere drog David til Mitzpa i Moab og sagde til Moabs konge: „Lad mine forældre få lov at opholde sig hos jer, indtil jeg bliver klar over Guds plan for mig.” ⁴ Han bragte dem så til Moabs konge, og de blev boende der, så længe David holdt til i sin fæstning i klippehulen.

⁵ En dag kom profeten Gad til David og sagde: „Du skal ikke blive i klippehulen, men vende tilbage til Judas land.” Så tog David af sted og kom til Heretskoven.

Massakren på præsterne

⁶ Saul hørte snart, at David og hans mænd var kommet tilbage til Judas land. Selv opholdt han sig stadig i Gibea, hvor han sad under en tamarisk med sit spyd i hånden. Omkring ham stod alle hans ledende mænd. ⁷ „Hør efter, I mænd af Benjamins stamme!” sagde Saul. „Mon denne Isajs søn har lovet jer guld og grønne skove, når han engang bliver konge? ⁸ Hvorfor har I rottet jer sammen imod mig? Ikke én af jer har fortalt mig, at min egen søn har indgået en venskabspagt med den fyr. Ingen af jer har taget så meget hensyn til mig, at I har villet fortælle mig, at min egen søn har opmuntret min tjener til at ligge på lur efter mig, som han gør nu.”

^9-10 Da svarede edomitten Doeg, som stod blandt Sauls mænd: „Da jeg var i Nob, hørte jeg, at David talte med præsten Ahimelek, søn af Ahitub. Ahimelek søgte råd hos Herren for ham, og gav ham rejseproviant og filisteren Goliats sværd.”

^11-12 Saul sendte straks bud efter Ahimelek og hele hans familie, som var præster i Nob. Da de indfandt sig, sagde Saul: „Hør nu her, Ahitubs søn!” „Ja, herre!” svarede Ahimelek.

¹³ „Sig mig, hvorfor har du og Isajs søn rottet jer sammen imod mig? Hvorfor gav du ham rejseproviant og våben, og hvorfor rådspurgte du Gud for ham? Hvorfor har du opmuntret ham til forræderi, så han nu lurer på en anledning til at styrte mig fra tronen?”

¹⁴ „Jamen herre,” indvendte Ahimelek. „David er jo den mest loyale af alle dine tjenere! Han er din egen svigersøn! Han bliver aldrig antastet af dine livvagter, og han nyder stor anseelse ved hoffet. ¹⁵ Det er langtfra første gang, jeg har rådspurgt Gud for ham. Du må ikke anklage mig og min familie, for vi har intet kendskab til nogen sammensværgelse imod dig.”

¹⁶ „Du skal dø, Ahimelek, og hele din familie med!” hvæsede Saul. ¹⁷ Så råbte han til sine livvagter, som stod omkring ham: „Henret hele flokken af præster, for de har allieret sig med David. På trods af at de udmærket vidste, at David var på flugt for mig, røbede de ikke noget om ham til mig.”

Men livvagterne nægtede at slå Herrens præster ihjel. ¹⁸ Så sagde kongen til edomitten Doeg: „Så må du slå præsterne ihjel!” Den dag dræbte Doeg 85 præster, der var iklædt deres præstedragter. ¹⁹ I Nob, hvor præsterne havde deres hjem, blev alle mænd, kvinder, børn og spædbørn myrdet, endog deres køer, æsler, geder og får blev hugget ned. ²⁰ Den eneste, der undslap, var Ebjatar, en søn af Ahimelek. Han flygtede straks til David. ²¹ Da han fortalte, hvad Saul havde gjort, ²² udbrød David: „Jeg burde have sagt mig selv, at når Doeg var der, ville han sladre til Saul. Så det er mig, der er skyld i den tragedie, der har ramt din familie. ²³ Bliv hos mig, og vær ikke bange. Den, som vil dig til livs, vil også mig til livs. Men her er du i sikkerhed.”

David tilbageerobrer Keila fra filistrene

23 En dag fik David at vide, at filistrene havde angrebet Keila og nu var i færd med at plyndre byens kornbeholdning. ² Da spurgte han Herren:^[a] „Skal jeg angribe dem?”

Herren svarede: „Ja, tag af sted, slå filistrene og red Keila.”

³ Men Davids mænd protesterede. „Livet er farligt nok her i Juda,” sagde de. „Vi føler ingen trang til at tage til Keila og kæmpe mod hele filisterhæren.”

⁴ Da spurgte David atter Herren til råds, og Herren svarede: „Tag af sted! Jeg vil hjælpe dig med at slå filistrene.”

⁵ Så gik David og hans mænd til angreb. De slog filistrene, tog deres kvæg og reddede Keilas indbyggere. ⁶ Da præsten Ebjatar flygtede fra Nob og kom til David, havde han den hellige efod med sig, så han kunne rådspørge Herren. Han havde den også med til Keila.

⁷ Saul fik snart at vide, at David var i Keila. „Udmærket,” udbrød han, „så har vi ham i fælden. Endelig har Gud udleveret ham til mig. Han har ikke en chance for at undslippe fra en by som Keila med en mur omkring.”

⁸ Han mobiliserede så hele hæren og drog af sted mod Keila for at fange David og hans mænd. ⁹ Men David hørte om Sauls plan, og han bad præsten Ebjatar om at tage den hellige efod frem og spørge Herren til råds.

¹⁰ „Herre, Israels Gud,” bad han, „jeg har hørt, at Saul er på vej for at udslette byen her på grund af os. ¹¹ Sig mig, om rygtet taler sandt. Sig mig også, om Keilas indbyggere vil udlevere mig til Saul. Herre, Israels Gud, hør min bøn!”

Da svarede Herren: „Saul er på vej.”

¹² „Vil Keilas indbyggere udlevere mig til Saul?” blev David ved.

„Ja, det vil de,” svarede Herren.

¹³ David og hans mænd forlod straks Keila og strejfede derefter omkring fra sted til sted. Deres antal var i mellemtiden vokset til omkring 600 mand. Da Saul fik at vide, at David og hans mænd havde forladt Keila, opgav han sin plan om at fange ham der.

Saul forfølger David

^14-15 David slog sig nu ned i Zifs ørken,^[b] hvor han forskansede sig i bjerghulerne. Saul jagtede ham hele tiden. David var bange, men Herren gav ikke Saul held til at fange ham. ¹⁶ Mens David opholdt sig i en skovtykning,^[c] kom Jonatan ud til ham og opmuntrede ham til at stole på Gud.

¹⁷ „Vær ikke bange,” sagde han. „Min far finder dig aldrig her. En dag vil du blive konge over Israel, og jeg bliver din højre hånd. Det ved min far udmærket.” ¹⁸ Da fornyede de to venner deres venskabspagt, hvorefter Jonatan vendte hjem, mens David blev i skoven.

¹⁹ Kort efter kom nogle folk fra Zif til Saul i Gibea for at forråde David. „Vi ved, hvor han gemmer sig,” sagde de. „Lige nu opholder han sig i bjerghulerne ved skoven tæt ved Hakilahøjen syd for Jeshimon. ²⁰ Kom ned til os, når det passer dig, så skal vi nok fange ham og overgive ham til dig.”

²¹ „Herren velsigne jer for jeres barmhjertighed imod mig,” svarede Saul. ²² „Vend I nu først tilbage og find helt nøjagtigt ud af, hvor han befinder sig. Spørg jer for hos dem, der har set ham. Jeg har hørt, at han flytter rundt hele tiden, og han er en snedig fyr. ²³ Kortlæg alle hans skjulesteder og kom så tilbage til mig med en fyldig rapport. Så vil jeg følge med jer. Hvis han endnu befinder sig i landet, skal jeg nok finde ham, om jeg så skal gennemsøge hele Judas område.”

²⁴ Så vendte mændene hjem til Zif, og Saul ville følge efter senere. Imens var David stadig i Maons ørkenområde på sletten syd for Jeshimon. ²⁵ Saul og hans mænd begav sig af sted for at lede efter ham. Men da David fik det at vide, trak han sig tilbage til en bestemt klippe i Maons ørken, men selv der fulgte Saul efter ham, ²⁶ så Saul og David til sidst befandt sig på hver sin side af den samme klippehøj. Men lige da Saul og hans mænd var ved at omringe David og hans mænd, ²⁷ kom der bud til Saul: „Skynd dig at komme hjem. Filistrene er igen trængt ind i landet.” ²⁸ Derfor indstillede Saul jagten på David, og han skyndte sig hjem for at kæmpe mod filistrene. Lige siden har man kaldt stedet: „Klippen, der skiller”.^[d]

24 Derefter tog David ophold i klippehulerne ved En-Gedi.

David skåner Sauls liv

² Da Saul vendte tilbage fra slaget mod filistrene, fik han at vide, at David var flygtet ud i En-Gedis ørken. ³ Så tog han 3000 elitesoldater med sig og gik ud for at lede efter ham ved Stenbukkeklipperne. ⁴ På det sted, hvor vejen løber forbi nogle fårefolde, gik Saul ind i en hule for at forrette sin nødtørft. Men det var tilfældigvis den hule, hvor David og nogle af hans mænd havde gemt sig længere inde.

⁵ „Nu har du dit livs chance!” hviskede mændene til David. „Det er det her øjeblik, du har ventet på, lige siden den dag Herren sagde til dig: ‚Jeg vil udlevere din fjende til dig, så du kan gøre med ham, som du vil.’ ” Da krøb David frem fra hulens indre og skar forsigtigt det nederste af Sauls kappe af, uden at Saul lagde mærke til det. ⁶ Men bagefter fik han dårlig samvittighed over det, han havde gjort. ⁷ „Må Gud bevare mig fra at gøre min herre noget ondt,” sagde han til sine mænd. „Jeg kan ikke slå Herrens salvede konge ihjel.” ⁸ Og David irettesatte sine mænd og tillod dem ikke at dræbe Saul.

Da Saul havde forladt hulen og var gået videre, ⁹ kom David ud og råbte efter ham: „Min herre og konge!” Og da Saul vendte sig om, bøjede David sig for ham. ^10-11 „Hvorfor lader du dig narre af dem, der påstår, at jeg er ude på at gøre dig fortræd?” fortsatte han. „I dag har du fået bevis for, at det ikke er sandt. Skønt du var i min hule hånd, og nogle af mine mænd ville have mig til at slå dig ihjel, skånede jeg dit liv og lovede, at jeg ikke ville gøre dig noget ondt, for du er Herrens salvede. ¹² Se her, hvad jeg har i hånden. Det er kanten af din kappe, som jeg skar af, men jeg slog dig ikke ihjel. Er det ikke nok til at overbevise dig om, at jeg ikke har i sinde at gøre dig fortræd? Jeg ønsker ikke at forsynde mig imod dig, selvom du truer mig på livet.”

¹³ David fortsatte: „Lad Herren dømme imellem os! Han vil straffe dig for, hvad du har gjort imod mig. Men jeg vil ikke tage sagen i min egen hånd. ¹⁴ Som ordsproget siger: ‚Ondskab er den ondes værk’. Men uanset hvor meget ondskab, du udviser, vil jeg ikke hævne mig på dig. ¹⁵ I øvrigt synes jeg, du skulle overveje, hvem det er, du forfølger. Bør Israels konge spilde sin tid med at jage en, der er lige så ubetydelig som en død hund eller en loppe? ¹⁶ Må Herren dømme imellem os og straffe den skyldige. Han er min Forsvarer, og han vil redde mig fra dine angreb.”

^17-18 Saul råbte tilbage med grådkvalt stemme: „Min søn, David! Er det virkelig dig? David, du har gengældt min ondskab med godhed. Du er et bedre menneske end jeg. ¹⁹ Det har du klart bevist i dag, da Herren udleverede mig til dig, og du havde chancen for at slå mig ihjel. ²⁰ Hvem andre kunne finde på at lade sin fjende undslippe på den måde? Må Herren belønne dig for det. ²¹ Nu indser jeg, at du bliver konge over Israel. ²² Sværg da ved Herren, at du ikke vil gøre min familie fortræd og udrydde min slægt, efter at du er blevet konge.”

²³ Det gjorde David, og Saul vendte hjem, mens David og hans mænd gik tilbage til klippehulen.

Advarsel mod hykleri^(A)

12 I mellemtiden stimlede tusindvis af mennesker sammen omkring Jesus, så de nærmest trådte på hinanden. Jesus talte til folkeskaren, men tænkte især på disciplene: „Pas på! Hold jer fra farisæernes surdej, hykleriet. ² Hvad der er skjult nu, vil blive åbenbaret engang. Det, som nu er hemmeligt, vil blive kendt. ³ Hvad I har sagt i mørket, vil komme frem i lyset, og hvad I har hvisket bag lukkede døre, vil blive udråbt offentligt.

At have tillid til Gud^(B)

⁴ Jeg siger jer, mine venner: Vær ikke bange for dem, som nok kan slå jer ihjel rent fysisk, men ikke har magt over, hvad der sker med jer bagefter. ⁵ Lad mig fortælle jer, hvem I skal frygte: Frygt ham, der efter at I er slået ihjel, har magt til at kaste i Helvede. Ja, ham skal I frygte.

⁶ Hvad koster fem spurve? Nogle få mønter måske. Men ikke én af dem er glemt hos Gud. ⁷ Selv hårene på jeres hoved har Gud tal på. Så vær ikke bange. I er mere værd end mange spurve.

At vedkende sig Jesus^(C)

⁸ Det siger jeg jer: Dem, der åbent og offentligt vedkender sig Menneskesønnen, vil jeg også åbent vedkende mig over for Guds engle. ⁹ Men dem, der offentligt nægter at kendes ved mig, vil jeg heller ikke kendes ved over for Guds engle. ¹⁰ De, der taler negativt om Menneskesønnen, kan godt blive tilgivet, men de, der håner Helligånden, afskærer sig selv fra tilgivelse.

¹¹ Når I bliver stillet for retten i synagogerne eller skal forsvare jer over for myndigheder og øvrighedspersoner, skal I ikke bekymre jer om, hvad I skal sige til jeres forsvar, ¹² for Helligånden vil på sådanne tidspunkter inspirere jer til, hvad I skal sige.”

Verdens eller Guds rigdom?

¹³ En mand fra mængden råbte: „Mester, sig til min bror, at han skal dele min fars arv med mig!”

¹⁴ Jesus svarede: „Gud har ikke sendt mig for at være dommer i jeres retssager.” ¹⁵ Så tilføjede han henvendt til de omkringstående: „Vogt jer for al slags pengebegær, for økonomisk velstand kan ikke skænke jer livet.”

¹⁶ Derpå fortalte Jesus en historie: „En rig mand havde en gård, hvis marker havde givet en rekordstor høst. ¹⁷ Han spekulerede derfor på, hvad han skulle gøre, for han havde ikke plads til den enorme høst. ¹⁸ Til sidst sagde han til sig selv: ‚Jeg vil rive mine lader ned og bygge nogle endnu større, så jeg kan få det hele under tag. ¹⁹ Derefter vil jeg tage den med ro og sige til mig selv: Nu har du samlet nok til mange år, og det er på tide, du nyder livet. Spis, drik og vær glad!’ ²⁰ Men Gud sagde til ham: ‚Du er en tåbe! I nat skal du dø! Hvem skal så have alt det, du har skrabet sammen?’

²¹ Sådan går det den, der kun tænker på at samle sig rigdomme på jorden i stedet for at tjene Gud.”

Om at stole på Gud^(D)

²² Jesus fortsatte, nu henvendt til sine disciple: „Det er grunden til, at jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad at spise og tøj at tage på. ²³ Livet er jo mere end maden og tøjet. ²⁴ Se på ravnene. De hverken sår eller høster, og de samler ikke forråd, men alligevel giver Gud dem, hvad de har brug for. Er I ikke meget mere værd end fuglene? ²⁵ Hvad hjælper det at bekymre sig? Kan I derved lægge bare én dag til jeres liv? ²⁶ Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?

²⁷ Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. ²⁸ Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! ^29-30 I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. ³¹ Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.