Old/New Testament

Sauls ulydighed imod Gud

13 Saul var 30 år, da han blev konge, og han regerede i 42 år.^{[a] 2} Han udvalgte 3000 af de bedste israelitiske krigere og tog de 2000 med sig til Mikmas i bjergområdet ved Betel, mens han lod de 1000 blive hos sin søn Jonatan, der tog til Geba.^[b] Resten af hæren sendte han hjem. ^3-4 Jonatan angreb og udslettede filistrenes garnison i Geba. Rygtet om denne israelitiske oprørshandling nåede hurtigt til filistrenes hjemland, og Saul skyndte sig at sende bud rundt i hele Israel om, at han havde udryddet filistrenes garnison, og at man kunne forvente, at filistrene nu ville gå til modangreb. Derfor indkaldte han hele Israels hær til at samles ved Gilgal. ⁵ I mellemtiden samlede filistrene en mægtig hær på 3000 stridsvogne, 6000 ryttere og lige så mange fodfolk, som der er sandkorn ved stranden. Denne hær rykkede frem og slog lejr ved Mikmas øst for Bet-Aven. ⁶ Da israelitterne fik øje på fjendens enorme hær, mistede de totalt modet og nogle gemte sig i klippehuler, grotter, kløfter, gravhuler eller tomme vandreservoirer. ⁷ Andre krydsede Jordanfloden og undslap til Gads og Gileads land.

Saul blev i Gilgal med sine mest loyale krigere, som dog rystede af skræk. ⁸ Han ventede på Samuel i syv dage, som han havde fået besked på. Men Samuel kom ikke til Gilgal som ventet, og Sauls mænd begyndte at forlade ham. ⁹ Da besluttede Saul at ofre brændofferet og takofferet uden Samuel. ¹⁰ Netop som han var færdig med det, kom Samuel. Saul gik ham i møde for at byde ham velkommen. ¹¹ Men Samuel udbrød: „Hvad har du dog gjort?” „Hvad skulle jeg ellers stille op?” indvendte Saul. „Mændene begyndte at desertere, du kom ikke til den tid, vi havde aftalt, og filistrene gjorde klar til kamp ved Mikmas. ¹² Så tænkte jeg: ‚Filistrene kan angribe, hvad øjeblik det skal være, og jeg har endnu ikke bedt Herren om hjælp.’ Derfor tog jeg mod til mig og ofrede selv brændofferet i stedet for at vente på dig.”

¹³ „Hvor var det tåbeligt af dig at overtræde Herren, din Guds, bud!” udbrød Samuel. „Havde du bare adlydt ham, ville han have ladet dig og dine efterkommere bevare kongemagten i Israel for altid. ¹⁴ Men nu har din ulydighed kostet dig kongedømmet. Herren ønsker nemlig en mand, han kan stole på. Han har allerede udvalgt den mand, som skal være konge for hans folk i stedet for dig, for du har overtrådt hans bud.”

¹⁵ Derefter forlod Samuel Gilgal og tog til Gibea.^[c] Men Saul og de 600 mand, der var tilbage af hans hær, tog af sted for at møde fjendehæren. ¹⁶ Saul og Jonatan og deres 600 mand slog lejr i Geba tæt ved Mikmas, hvor filistrenes hær lå. ¹⁷ I mellemtiden rykkede tre afdelinger ud fra filistrenes lejr. Den ene satte kursen mod Ofra i Shual-området, ¹⁸ den anden søgte i retning af Bet-Horon, og den tredje mod området over Zeboimdalen i ørkenen.

¹⁹ På den tid fandtes der ikke en eneste smed i hele Israel, for filistrene ville forhindre hebræerne i at ruste sig med sværd og spyd. ²⁰ Derfor var israelitterne tvunget til at opsøge en filistersmed, hver gang de skulle have slebet deres plovskær, hakker, økser eller segl. ²¹ Prisen for en slibning var 2/3 shekel for plovskær og hakker, 1/3 shekel for økser, segl og pigstave. ²² Denne situation var årsag til, at der ikke fandtes et eneste sværd eller spyd i hele Israels hær, bortset fra Sauls og Jonatans. ²³ I mellemtiden var en afdeling af filisterhæren rykket frem og havde besat bjergpasset ved Mikmas.

Jonatans heltedåd og filistrenes nederlag

14 En dag sagde Jonatan til den unge mand, som bar hans våben: „Kom, lad os snige os over til filistrenes udpost på den anden side af bjergpasset.” Men han sagde ikke til sin far, at han tog af sted.

² Saul og hans 600 mænd lå i lejr ved granatæbletræet på bakken^[d] ved Migron. ³ Blandt mændene var også præsten Ahija, som bar den hellige efod. Hans far var Ahitub, Ikabods bror, hans farfar var Pinehas, og hans oldefar var Eli, som havde været Herrens præst i Shilo.

Ingen havde lagt mærke til, at Jonatan havde forladt lejren. ⁴ For at nå frem til filistrene måtte Jonatan igennem et pas, som lå i en kløft med et stort klippefremspring på hver side. De to klippeformationer var kendt under navnene Botzetz og Sene. ⁵ Den ene lå mod nord i retning af Mikmas, og den anden mod syd i retning af Geba.

⁶ „Kom, lad os gå over til de uomskårne og ugudelige filistre,” sagde Jonatan til sin våbenbærer. „Måske vil Herren hjælpe os. Herren kan give os sejr, hvad enten vi er mange eller få.”

⁷ „Gør, som du vil!” svarede våbendrageren. „Jeg går med dig, lige meget hvad du finder på.”

^8-10 „Godt, så hør her,” fortsatte Jonatan. „Vi sørger for, at de opdager os, når vi går derover. Hvis de siger: ‚Bliv stående, vi kommer ned til jer,’ så går vi ikke derop. Men hvis de siger: ‚Kom herop!’ så går vi derop, for så er det et signal fra Herren om, at han vil give os sejr.”

¹¹ Da filistrene nu fik øje på dem, råbte de til hinanden: „Se! Nogle af hebræerne er krøbet frem fra deres skjulesteder.” ¹² Så råbte de til Jonatan: „Kom herop, så skal vi give jer en lærestreg.”

„Følg efter mig!” sagde Jonatan til våbendrageren. „For Herren vil give Israels folk sejren.”

¹³ Så klatrede de op ad skrænten på hænder og fødder, og Jonatan huggede filistrene ned, mens våbendrageren fulgte i hælene på ham og dræbte dem, Jonatan havde såret. ¹⁴ Under dette første slag dræbte de 20 filistre på et ca. 2000 kvadratmeter stort areal. ¹⁵ Samtidig sendte Gud et jordskælv, som skabte rædsel og panik blandt filistrene, både i selve lejren og udenfor blandt udkigsposterne og kampstyrkerne. ¹⁶ Sauls udkigsposter i Geba^[e] lagde mærke til den forvirring, der opstod i fjendens rækker.

¹⁷ „Find ud af, om nogen af vores mænd har forladt lejren,” befalede Saul, og det viste sig, at Jonatan og hans våbendrager manglede. ¹⁸ „Hent den hellige vest frem!” råbte Saul til præsten Ahija. På den tid var det nemlig Ahija, der havde ansvar for den hellige vest,^[f] som man brugte, når man ville spørge Herren til råds. ¹⁹ Men mens Saul talte med Ahija, blev tumulten og støjen i filistrenes lejr værre og værre. „Lad det bare være!” råbte Saul til ham. ²⁰ Så kastede Saul og hans 600 mænd sig ind i kampen, og forvirringen var så stor blandt filistrene, at de rask væk huggede hinanden ned. ²¹ De hebræere, der før kæmpede på filistrenes side, gjorde nu mytteri og gik over på israelitternes side. ²² Til sidst kom resten af de israelitiske soldater frem fra deres skjulesteder i bjergene og deltog i forfølgelsen af de flygtende filistre. ²³ Den dag frelste Herren Israel, og israelitterne forfulgte filistrene helt til den anden side af Bet-Aven.

Sauls dumhed

^24-26 Israelitterne var helt udmattede, fordi Saul havde erklæret: „Forbandet være den, som tager sig tid til at spise noget i dag, for jeg vil have fuldstændig hævn over mine fjender.” De var alle så bange for forbandelsen, at ingen turde spise noget hele dagen, ikke engang den smule honning, de fandt rundt omkring, ²⁷ Men Jonatan, der ikke havde hørt sin fars erklæring, stak sin stav i en bikage og fiskede lidt honning frem, og da han havde spist honningen, følte han sig stærk igen. ²⁸ En af mændene, som så ham gøre det, sagde: „Din far tog hele hæren i ed og sagde: ‚Forbandet være den, som spiser noget i dag.’ Det er derfor, vi alle er så udmattede.”

²⁹ „Sådan en befaling skader os kun,” udbrød Jonatan. „Se bare, hvor frisk jeg er nu efter at have spist en smule honning. ³⁰ Forestil jer, hvor mange flere fjender vi kunne have dræbt, hvis vores mænd havde spist noget af den mad, de fandt i fjendens lejr. Men nu slipper filistrene væk i stedet.”

³¹ Efter at have kæmpet mod filistrene hele dagen fra Mikmas til Ajjalon, var krigerne så udmattede og sultne, ³² at de kastede sig over krigsbyttet og begyndte at slagte får og geder, køer og kalve på den bare jord og spise kødet uden først at lade blodet løbe fra. ³³ Da Saul blev underrettet om, at hans hær havde syndet imod Herren ved at spise kød med blodet i, sagde han: „Det er forfærdeligt! Folket overtræder jo Guds bud! Skynd jer og rul en stor sten herhen! ³⁴ Gå så ud til krigerne og giv dem ordre til at føre køerne, gederne og fårene hertil, så vi kan slagte dem her og lade blodet løbe fra. I må ikke synde imod Herren!” I nattens løb kom krigerne med det kvæg, de havde taget i krigsbytte, og det blev slagtet efter forskrifterne. ³⁵ Der byggede Saul et alter for Herren. Det var første gang han byggede et alter.

³⁶ Bagefter opfordrede Saul sine mænd til at genoptage forfølgelsen. „Lad os forfølge filistrene hele natten og udrydde dem rub og stub,” sagde han.

„Som du vil,” svarede de. Men præsten Ahija indvendte: „Lad os først spørge Gud til råds.”

³⁷ Så spurgte Saul Gud: „Skal vi forfølge filistrene? Vil du fortsat hjælpe os med at slå dem?” Men Herren gav ikke noget svar.

³⁸ Da sammenkaldte Saul alle sine officerer og sagde til dem: „Der er noget galt, siden Gud ikke svarer os. Vi må finde ud af, hvilken synd der er begået i dag. ³⁹ Jeg sværger ved Gud på, at om så synderen er min egen søn Jonatan, skal han dø.” Men ingen turde fortælle ham sagens rette sammenhæng.

⁴⁰ Saul forlangte nu, at de skulle stille sig på den ene side, mens han selv og Jonatan stillede sig på den anden side. Det gjorde de. ⁴¹ Så bad han denne bøn: „Herre, Israels Gud, vis os nu, hvem der har skylden. Er det Jonatan og mig, eller ligger skylden hos hæren?” Da faldt det hellige lod på Saul og Jonatan, mens hæren gik fri.

⁴² „Okay,” fortsatte Saul, „så kast lod mellem mig og Jonatan.” Da faldt loddet på Jonatan.

⁴³ „Sig mig, hvad du har gjort,” forlangte Saul.

„Jeg spiste lidt honning fra spidsen af min stav,” svarede Jonatan. „Så lad mig da dø.”

⁴⁴ „Jeg har svoret en ed,” svarede Saul. „Derfor skal du dø for din ulydighed.”

⁴⁵ Men de omkringstående protesterede: „Ikke tale om! Det er jo Jonatan, vi kan takke for den sejr, vi har vundet i dag. Vi sværger ved den levende Gud, at vi ikke vil tillade, at der krummes et hår på hans hoved, for det var ved Guds hjælp, at han vandt sejren for os i dag.” Derved reddede mændene Jonatan fra at blive henrettet.

⁴⁶ Da opgav Saul at genoptage forfølgelsen, og filistrene vendte hjem til deres eget land.

Sauls militære sejre

⁴⁷ Nu da Saul havde styrket sin position som konge i Israel, førte han krig mod sine fjender i alle retninger: moabitterne og ammonitterne mod øst, edomitterne mod syd, Zobas konger^[g] mod nord og filistrene mod vest. Hvor som helst han kom frem, vandt han sejr over sine fjender. ⁴⁸ Han udførte store heltegerninger ved blandt andet at besejre amalekitterne og dermed frelse Israels folk fra deres plageånder.

⁴⁹ Saul havde sønnerne Jonatan, Jishvi og Malkishua, og døtrene Merab og Mikal. ⁵⁰ Sauls kone hed Ahinoam og var en datter af Ahima’atz. Sauls hærfører var hans fætter Abner, en søn af hans farbror, Ner. ⁵¹ Ner og Sauls far, Kish, var altså brødre, og deres far hed Abiel.

⁵² Krigen mod filistrene stod på, så længe Saul levede. Hver gang Saul så en tapper og stærk ung mand, hvervede han ham til sin hær.

Jesus udsender 70 disciple

10 Jesus udvalgte nu 70^[a] andre disciple, som han ville sende i forvejen, to og to, til de landsbyer, han selv senere ville besøge. ² Han gav dem følgende instrukser: „Høsten er stor, men arbejderne er få. Bed derfor høstens herre sende flere arbejdere ud til sin høst. ³ Tag af sted nu. Jeg sender jer som lam blandt ulve. ⁴ Tag hverken penge eller oppakning med og heller ikke ekstra sko. Spild ikke tiden ved at falde i snak med dem, I møder undervejs. ⁵ Når I kommer ind i et hus, skal I straks velsigne det ved at sige: ‚Fred være med hjemmet her!’ ⁶ Hvis der bor nogen, som vil tage imod jeres fredshilsen, vil de nyde godt af velsignelsen. Hvis ikke, vil velsignelsen vende tilbage til jer selv.

^7-8 Når I kommer ind i en landsby, hvor de tager imod jer, skal I ikke flytte rundt fra hus til hus. Bliv på ét sted og spis og drik det, som sættes frem for jer. En arbejder er sin løn værd. ⁹ Helbred de syge i byen og sig til dem: ‚Nu er Guds rige kommet til jer.’ ¹⁰ Men hvis en by ikke tager imod jer, så gå gennem dens gader og råb: ¹¹ ‚Vi ryster støvet fra jeres by af vores fødder for at advare jer om Guds dom. Vi har sagt jer det: Guds rige er kommet nær!’ ¹² Jeg siger jer, at det gudløse Sodoma vil stå sig bedre på dommens dag end sådan en by.”

Dommen over de byer, der har forkastet Jesus^(A)

¹³ Jesus fortsatte: „Ve dig, Horazin! Ve dig, Betsajda! Hvis de undere, som jeg udførte i jeres gader, var sket i Tyrus og Sidon, så ville de for længe siden have angret deres ondskab. ¹⁴ Ja, Tyrus og Sidon vil slippe billigere på dommens dag end jer. ¹⁵ Og du, Kapernaum, mon du skal ophøjes til Himlen? Nej, du skal sendes ned i Dødsriget!”

¹⁶ Derefter sagde han til disciplene: „De, der lytter til jer, lytter til mig, og de, der forkaster jer, forkaster mig, og dermed forkaster de også ham, der sendte mig.”

Den rette grund til glæde

¹⁷ Da de 70 disciple vendte tilbage, fortalte de glædestrålende: „Herre, selv de onde ånder adlyder os, når vi bruger den autoritet, vi har fået fra dig.”

¹⁸ Jesus svarede: „Jeg så Satan falde ned fra himlen som et lyn. ¹⁹ Jeg har givet jer magt til at træde på ‚slanger’ og ‚skorpioner’—ja, magt over hele fjendens hær—og han vil ikke kunne skade jer. ²⁰ Men det afgørende er ikke, at de onde ånder adlyder jer. Nej, glæd jer hellere over, at jeres navne er indskrevet i Himlen.”

De, der ser Jesus som Guds Søn, er velsignede^(B)

²¹ I det samme blev Jesus fyldt af glæde ved Helligånden, og han udbrød: „Jeg priser dig, Far, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult det her for de overlegne og selvkloge. I stedet har du åbenbaret det for de ydmyge. Ja, Far, det var din vilje, at det skulle være sådan.”

²² Så fortsatte han: „Alt, hvad jeg har, det har jeg fået fra min himmelske Far. Han alene kender mig fuldt ud, og jeg alene kender ham fuldt ud. Men den, som jeg åbenbarer Faderen for, får også lov at kende ham.”

²³ Derpå sagde han til sine disciple: „Velsignede er de, som ser det, I ser! ²⁴ Mange profeter og konger har længtes efter at se det, I ser, og høre det, I hører, men de opnåede det ikke.”