M’Cheyne Bible Reading Plan
Stammeledernes gaver ved indvielsen af åbenbaringsteltet
7 Så snart Moses havde rejst boligen, salvede og indviede han både den og inventaret, alteret og alle redskaberne. 2 Derefter kom Israels 12 stammeoverhoveder, dem der havde haft ansvaret for folketællingen, med deres offergaver: 3 Seks overdækkede vogne, som hver blev trukket af to okser, altså en vogn for hver to ledere og en okse for hver leder. Alle disse offergaver bragte de til Herren ved boligens indgang.
4-5 „Tag imod deres gaver,” sagde Herren til Moses, „og brug vognene i forbindelse med arbejdet ved åbenbaringsteltet. Giv dem til levitterne svarende til deres behov.”
6 Så overdrog Moses vognene og okserne til levitterne, 7 således at gershonitterne fik to vogne og fire okser, 8 og meraritterne fik fire vogne og otte okser. De arbejdede alle under Arons søn Itamar. 9 Kehatitterne fik imidlertid ingen vogne eller okser, for de skulle personligt bære de allerhelligste ting fra boligen på deres skuldre.
10 Den dag alteret blev indviet, bragte lederne også gaver, som skulle ofres på alteret. 11 Da sagde Herren til Moses: „Sørg for, at lederne bringer deres gaver på skift, så der ofres én gave hver dag til indvielse af alteret.”
12 Den første dag bragte Nahshon fra Judas stamme sin gave. 13 Gaven bestod af et sølvfad der vejede ca. 1,5 kilo, og en sølvskål der vejede ca. 800 gram. Begge var fyldt med et afgrødeoffer, der bestod af fint mel blandet med olivenolie. 14 Desuden bragte han en guldtallerken, der vejede 115 gram, fyldt med røgelse, 15 og brændofre der bestod af en ung tyr, en vædder og et etårs lam. 16 Som syndoffer bragte han en gedebuk, 17 og som takoffer bragte han to tyre, fem væddere, fem gedebukke og fem etårs lam.
18-23 Næste dag bragte Netanel fra Issakars stamme sine offergaver. Det var nøjagtig det samme, som Nahshon havde bragt dagen før.
24-29 På den tredje dag bragte Eliab fra Zebulons stamme sine offergaver. Det var også nøjagtig de samme gaver.
30-35 På den fjerde dag bragte Elitzur fra Rubens stamme sine offergaver, igen det samme som de andre.
36-41 På den femte dag bragte Shelumiel fra Simeons stamme sine gaver, magen til de andres.
42-47 På den sjette dag bragte Eljasaf fra Gads stamme sine gaver, magen til de andres.
48-53 På den syvende dag bragte Elishama fra Efraims stamme sine gaver, magen til de andres.
54-59 På den ottende dag bragte Gamliel fra Manasses stamme sine gaver, magen til de andres.
60-65 På den niende dag bragte Abidan fra Benjamins stamme sine gaver, magen til de andres.
66-71 På den tiende dag bragte Ahiezer fra Dans stamme sine gaver, magen til de andres.
72-77 På den 11. dag bragte Pagiel fra Ashers stamme sine gaver, magen til de andres.
78-83 På den 12. dag bragte Ahira fra Naftalis stamme sine gaver, magen til de andres.
84-86 Den gave, som folkets stammeledere bragte til alterindvielsen, udgjorde altså tilsammen: Tolv sølvfade, der hver vejede ca. 1,5 kilo; 12 sølvskåle, der hver vejede ca. 800 gram; 12 guldtallerkener, der hver vejede 115 gram. Sølvets samlede vægt var ca. 28 kilo, og guldets vægt var ca. 1,4 kilo. 87 Brændoffergaverne udgjorde i alt 12 tyre, 12 væddere, 12 etårs lam med dertil hørende afgrødeofre. Syndoffergaverne udgjorde 12 gedebukke, 88 og takoffergaverne udgjorde 24 unge tyre, 60 væddere, 60 gedebukke og 60 etårs lam.
89 Når Moses derefter gik ind i åbenbaringsteltet for at tale med Herren, hørte han Herrens stemme tale til sig fra et sted oven over pagtens ark mellem de to keruber.
Bøn i eksil
42 Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.
2 Som hjorten tørster efter rindende vand,
sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
3 Jeg længes efter at se den levende Gud,
hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
4 Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
„Hvor bliver din Gud af?”
5 Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
det var festdage med glædesråb og lovsang.
6 Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
7 Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
ved foden af Hermonbjerget.
8 Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
Jeg råber til dig fra min dybe nød,
jeg håber at overdøve vandfaldets torden.
9 Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
Hver nat synger jeg lovsange til ham.
Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
„Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
43 Gud, tag dig af min sag,[b]
red mig fra ugudelige mennesker.
Frels mig fra falske og onde folk.
2 For du er min tilflugt, Gud!
Hvorfor har du forkastet mig?
Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?
3 Send dit lys og din sandhed,
så de kan lede mig frem
og føre mig til din bolig,
til Zions hellige bjerg.
4 Så vil jeg gå hen til dit alter, Gud,
du, som fylder mig med glæde,
og dér vil jeg takke dig med harpespil.
Oh, Gud, min Gud!
5 Jeg siger til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
vil jeg synge en takkesang til ham.
Den unge mand:
5 „Jeg er kommet til min have, min elskede, min brud.
Jeg nyder din myrra og balsam,
jeg spiser din honning og nektar,
jeg drikker vin og mælk fra din mund.”
Jerusalems unge piger:
„Ja, I der elsker hinanden,
spis og drik så meget kærlighed, I vil.”
Fjerde sang: Frygten for at miste sin elskede
Den unge pige:
2 „En nat jeg lå og sov, havde jeg en drøm.
Jeg hørte min elskede banke på døren.
‚Luk op, min elskede, min skat, min due!’ hviskede han.
‚Mit hår og ansigt er vådt af nattens fugtighed.’
3 Men jeg svarede: ‚Jeg har allerede taget tøjet af.
Skal jeg nu tage det på igen?
Jeg har vasket mine fødder.
Skal jeg snavse dem til igen?’
4 Min elskede stak hånden ind ad hullet i døren
og forsøgte at låse den op.
Mit hjerte bankede af længsel,
5 og jeg sprang op for at åbne døren for ham.
Mine hænder dryppede af myrra,
da jeg rørte ved håndtaget.
6 Jeg åbnede for min elskede—
men han var der ikke!
Jeg var ude af mig selv, fordi han var forsvundet.
Jeg løb ud for at lede efter ham, men fandt ham ikke.
Jeg kaldte på ham,
men der var intet svar.
7 Vægterne fandt mig i den forfatning på deres runde i byen.
De slog mig og rev kappen af mig.”[a]
8 „Jerusalems unge piger, lov mig, at hvis I ser min elskede,
så fortæl ham, at jeg er syg af kærlighed!”
Jerusalems unge piger:
9 „Du smukkeste af alle kvinder, sig os,
hvad fortrin har din elskede frem for andre mænd?
Hvad er der særligt ved ham,
siden du beder os fortælle ham om din kærlighed?”
Den unge pige:
10 „Min elskede er rødmosset
og har en stærkere udstråling end tusind andre mænd!
11 Hans ansigt stråler som det pureste guld,
hans hårlokker er sorte som ravnen.
12 Hans øjne er som duer, der bader i en sø af mælk,
omkranset af juveler.
13 Hans kinder er som bede med aromatiske planter.
Hans læber er som liljer, der drypper af myrra.
14 Hans arme er som guldstænger, oversået med rubiner.
Hans overkrop er som skinnende elfenben, besat med safirer.
15 Hans ben er som marmorsøjler med fødder af guld.
Hans fremtoning er majestætisk som Libanons bjerge,
fyrstelig som et cedertræ.
16 Hans mund er fuld af sødme,
han er helt igennem vidunderlig.
Sådan er min ven, min elskede.”
5 De jødiske ypperstepræster var mennesker som alle andre, men de blev udvalgt til at tjene Gud på deres medmenneskers vegne. De skulle bringe ofre og gaver til Gud, for at menneskers synder kunne blive tilgivet. 2 De kunne vise barmhjertighed og forståelse for tankeløse og vildførte menneskers synd og svigten, fordi de selv var mennesker, som begik fejl. 3 Derfor måtte de bringe syndofre både for folkets synder og deres egne synder.
4 Ingen har ret til selv at påtage sig den ære at være ypperstepræst. Han skal kaldes og indsættes af Gud, ligesom Aron blev det. 5 Heller ikke Kristus påtog sig selv den ære at være ypperstepræst. Nej, han blev indsat af Gud, som sagde til ham:
„Du er min Søn,
i dag er jeg blevet din Far.”
6 Og et andet sted taler Skriften således om ham: „Du skal være præst efter Melkizedeks forbillede for evigt.”[a]
7 Engang, mens Jesus levede her på jorden som menneske, bad han inderligt til Gud med tårer og smerte, for han vidste, at Gud var den eneste, der kunne redde ham fra en frygtelig død. Og Gud hørte hans bøn på grund af hans gudsfrygt.[b] 8 Selvom Jesus var Guds Søn, måtte han gennem sine lidelser lære, hvad fuld lydighed indebærer. 9 Da hans gerning var fuldført, havde han dermed skabt grundlaget for, at alle, som adlyder ham, opnår en evig frelse. 10 Gud havde jo kaldt ham ypperstepræst for evigt efter Melkizedeks forbillede.
Åndelig modenhed
11 Det kunne der siges meget mere om, men det er vanskeligt at forklare, for I har svært ved at forstå det. 12 I har nu været kristne i lang tid, og I burde derfor kunne undervise andre, men i stedet trænger I til igen at blive undervist om de grundlæggende sandheder i Guds ord. Ja, I er som små børn, der endnu kun tåler mælk og ikke fast føde. 13 De, der lever af mælk, har svært ved at forstå Guds vilje. De er endnu på begynderstadiet. 14 Men den faste føde er for de modne kristne, som gennem øvelse har lært at skelne mellem det rigtige og det forkerte.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.