M’Cheyne Bible Reading Plan
Præsternes første offer på folkets vegne
9 Da indvielsesceremonien syv dage senere var forbi, kaldte Moses Aron, hans sønner og Israels ledere sammen. 2 Så befalede han Aron at udvælge en tyrekalv til syndoffer og en vædder til brændoffer, begge uden skavanker. Dyrene skulle han gøre klar til at ofre til Herren.
3 „Og sig til Israels folk,” fortsatte Moses, „at de skal udvælge en gedebuk til syndoffer og en etårs tyrekalv og et etårs lam til brændoffer, alle uden skavanker. 4 Derudover skal folket bringe Herren et takoffer bestående af en tyr og en vædder, og et afgrødeoffer bestående af mel rørt med olivenolie. I dag vil Herren nemlig åbenbare sig for dem.”
5 Så bragte de det hele hen til åbenbaringsteltets indgang, sådan som Moses havde befalet, og folket stimlede sammen for at afvente Herrens tilsynekomst.
6 Da sagde Moses: „Når Herrens anvisninger er blevet fulgt, vil han vise sig for jer i al sin herlighed.”
7 Moses beordrede nu Aron at gå frem til alteret og ofre sit syndoffer og sit brændoffer for at skaffe soning for sig selv og sin familie. Derefter skulle han ofre de øvrige dyr for at skaffe folket soning, sådan som Herren havde befalet. 8 Og Aron gik frem til alteret og slagtede tyrekalven som offer for sin egen synd. 9 Hans sønner opsamlede blodet, hvorpå Aron dyppede sin finger i det og smurte det på alterets horn. Resten hældte han ud ved foden af alteret. 10 På alteret brændte han nu syndofferdyrets fedt, nyrerne og fedtklumpen ved leveren, sådan som Herren havde befalet Moses, 11 men kødet og huden brændte han uden for lejren.
12 Dernæst slagtede han vædderen, som var udvalgt til brændoffer. Hans sønner opsamlede blodet, hvorefter han stænkede det på siderne af alteret. 13 Så parterede sønnerne dyret og bragte kødet til ham stykke for stykke, også hovedet, og han brændte stykkerne på alteret. 14 Til sidst vaskede Aron vædderens ben og dens indvolde og ofrede også dem som et brændoffer på alteret.
15 Nu kom turen til de offerdyr, som folket var kommet med. Først slagtede Aron gedebukken som et syndoffer for folket på samme måde som med den tyrekalv, han netop havde ofret som sit eget syndoffer. 16 Dernæst ofrede han kalven og lammet, som var folkets brændoffer, alt sammen efter Herrens forskrifter.
17 Da denne del af ceremonien var overstået, frembar Aron afgrødeofferet ved at tage en håndfuld af det og brænde det på alteret sammen med det sædvanlige morgenbrændoffer.
18 Til sidst tog han folkets takoffer, tyren og vædderen, og slagtede dem. Hans sønner rakte ham blodet, som han stænkede rundt om på siderne af alteret. 19 Så lagde de offerdyrenes fedt, fedthalen og fedtet omkring indvoldene, nyrerne og fedtklumpen over leveren 20 oven på dyrenes bryststykker, hvorefter Aron bragte fedtet som et røgoffer på alteret. 21 Derpå løftede han bryststykkerne og de højre lårstykker op og svingede dem for Herrens alter, sådan som Moses havde befalet.
22 Offerceremonien var dermed forbi, og med udrakte hænder velsignede Aron til sidst folket, hvorefter han gik ned fra alteret. 23 Moses og Aron gik derpå ind i åbenbaringsteltet. Lidt senere kom de ud igen og velsignede folket. Da viste Herrens herlighed sig for hele forsamlingen, 24 og Herren sendte en ild, som fortærede brændofferet og resten af fedtstykkerne på alteret. Da folket så det, råbte de af begejstring og kastede sig med ansigtet mod jorden for at tilbede Herren.
Det stolte menneske
10 Hvorfor er du så langt væk, Herre,
når jeg har allermest brug for dig?
2 De gudløse undertrykker frækt de svage,
fanger dem med listige intriger.
3 De praler af deres onde planer,
roser de grådige, men håner Herren.
4 De er stolte og regner ikke med Gud.
De mener, han slet ikke eksisterer.
5 De ser ud til at klare sig godt.
De ænser ikke straffen, der venter dem.
De blæser på deres modstandere.
6 „Intet kan slå os ud,” siger de.
„Vi klarer alle problemer.”
7 De har munden fuld af forbandelser, løgn og trusler,
deres ord skaber altid ødelæggelse.
8 De ligger på lur i mørket og myrder de uskyldige,
de venter altid på et hjælpeløst bytte.
9 Som løver kryber de sammen, klar til spring,
venter på at kaste sig over de svage.
Som jægere fanger de deres ofre i fælden
og slæber dem bort i deres net.
10 De svage overmandes og segner,
falder under de gudløses magt.
11 „Gud opdager det ikke,” siger de onde,
„han vil aldrig få noget at vide.”
12 Grib ind, Herre! Løft din hånd og slå dem ned.
Glem ikke de svage og undertrykte.
13 Skal de onde have lov at håne dig
og sige: „Han vil ikke kræve os til regnskab.”?
14 Herre, du ser hver eneste ond handling.
Du ser det og straffer dem.
De nødstedte regner med dig, Gud,
for du er den, der hjælper de svage.
15 Sæt en stopper for de ondes adfærd,
drag dem til ansvar for alle deres forbrydelser.
16 Herre, du er konge for evigt og altid.
De gudløse skal ikke bo i dit land.
17 Herre, du ved, hvad de undertrykte længes efter.
Du hører deres suk og trøster dem.
18 Du forsvarer de sårbare og svage,
så ingen skal terrorisere dem længere.
24 Vær ikke misundelig på onde mennesker,
stræb ikke efter at være sammen med dem.
2 De har ondt i sinde
og taler altid om ugerninger.
3 Det kræver indsigt at etablere et hjem
og visdom at bygge det op.
4 Fyld rummene med kundskab
som kostbare og smukke skatte.
5 En kriger, der også ejer visdom, er stærk,
klogskab er en fordel i kampen,
6 for der skal lægges planer, før man går i krig.
Jo flere rådgivere, jo større chance for at vinde.
7 Visdom ligger uden for tåbernes rækkevidde,
de har intet at sige, når en sag skal afgøres.
8 Den, som altid planlægger ondt,
bliver kendt som en lumsk person.
9 Tåbens ondskabsfulde tanker er synd,
den arrogante får et dårligt ry.
10 Hvis du svigter under pres,
viser det, at du mangler styrke.
11 Red dem, der er på vej til døden,
frels dem, inden det er for sent.
12 Sig ikke, at du intet vidste om det,
for Gud kender dine tanker.
Han, som vogter din sjæl, ved det hele
og han gengælder enhver efter deres gerninger.
13 Spis honning, min søn, for det er godt,
det smager så herligt og sødt.
14 Visdom er honning for sjælen.
Får du visdom, er der håb for din fremtid,
et håb, der ikke vil skuffe dig.
15 Lig ikke på lur for at angribe retskafne mennesker,
forbryd dig ikke ved at ødelægge deres hjem.
16 Den gudfrygtige rejser sig igen, når han er faldet,
men den gudløse bliver liggende, hvor han blev fældet.
17 Glæd dig ikke, når Herren straffer dine fjender,
vær ikke skadefro, når de får problemer,
18 for det bryder Herren sig ikke om,
og måske standser han så sin straf.
19 Lad være at ærgre dig over de ondes fremgang,
misund dem ikke, når det går dem godt,
20 for de har hverken fremtid eller håb,
pludselig dør de, og det er forbi med dem.
21 Min søn, vis ærefrygt for Herren og for kongen,
og hold dig væk fra dem, der gør oprør,
22 for pludselig kommer straffen over dem,
og hverken Guds eller kongens straf er til at spøge med.
Flere vise ordsprog
23 Følgende ordsprog er forfattet af forskellige vise mænd:
Partiskhed hos en dommer er forfærdelig.
24 Hvis han frikender den skyldige,
bliver han forbandet og set ned på.
25 Men hvis han dømmer retfærdigt,
bliver han æret og set op til.
26 Et ærligt svar er tegn på sandt venskab.
27 Du må have økonomien i orden,
før du tænker på at stifte familie.
28 Lad være at anklage nogen uden grund,
kom ikke med en falsk forklaring i retten.
29 Tænk ikke: „Nu skal han få betalt!
Han har selv været ude om det!”
30 Jeg kom forbi en doven mands mark,
og en vingård, der tilhørte en tåbe,
31 der var tidsler og ukrudt overalt,
og muren var styrtet sammen.
32 Jeg så det, tænkte over det,
og tog ved lære deraf:
33 „Bare en lille en på øjet,
bare lidt mere søvn,
en lille lur med foldede hænder.”
34 Mens du har travlt med at hvile dig,
bliver du overlistet af fattigdom.
Timoteus blev sendt af sted og kom tilbage med godt nyt
3 1-2 Da vi til sidst ikke kunne holde det ud længere, besluttede vi andre[a] at blive tilbage i Athen og sende vores medarbejder, Guds tjener Timoteus, af sted for at opmuntre jer og styrke jer i troen, 3 så I ikke skulle tabe modet i alle de vanskeligheder, I måtte gennemgå. Men I ved jo, at kristne kan regne med at blive forfulgt. 4 Da vi var hos jer, sagde vi på forhånd, at der ville komme forfølgelser. Og det holdt stik, som I ved. 5 Da jeg altså ikke kunne bære uvisheden længere, sendte jeg som sagt Timoteus for at få at vide, hvordan det stod til med jeres tro. Jeg var bange for, at Fristeren måske havde fået jer til at falde fra troen, og at alt vores arbejde dermed havde været forgæves.
6 Men nu er Timoteus netop vendt tilbage med godt nyt om jeres tro og jeres kærlighed. Han har fortalt, at I husker os med glæde, og at I længes lige så meget efter at se os, som vi længes efter at se jer. 7 Kære venner, de opmuntrende nyheder om jeres stærke tro har givet os nyt mod midt i vores vanskeligheder og lidelser. 8 Da vi nu ved, at I står fast i troen på Herren, kan vi ånde lettet op.
Lovprisning og bøn til Gud
9 Hvordan skal vi nogensinde kunne takke Gud nok for al den glæde, I har bragt os? 10 Dag og nat beder vi indtrængende Gud om, at vi må få lov til at se jer igen og hjælpe jer med det, der endnu måtte mangle i jeres forståelse af Gud.
11 Vi beder om, at Gud, vores Far, og Jesus Kristus, vores Herre, vil gøre det muligt for os at besøge jer. 12 Og vi beder om, at Herren vil lade jeres kærlighed til hinanden og til alle mennesker vokse, ligesom vi har stor kærlighed til jer, 13 så I bliver styrket i troen og sammen med alle de andre kristne kan stå fejlfrie og hellige for Guds ansigt, når Jesus Kristus, vores Herre, kommer igen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.