Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? 2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. 3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. 4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. 5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. 6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. 7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. 8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. 9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. 10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? 11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! 22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, 23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
27 På hin Dag hjemsøger Herren med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.
2 På hin Dag skal man sige,: Syng om en liflig Vingård! 3 Jeg, Herren, jeg er dens Vogter, jeg vander den atter og atter. For at ingen skal hjemsøge den, vogter jeg den Nat og Dag. 4 Vrede nærer jeg ikke. Fandt jeg kun Torn og Tidsel, gik jeg løs derpå i Kamp og satte det alt i Brand 5 med mindre man tyr til mit Værn, slutter Fred med mig, slutter Fred med mig. 6 På hin Dag skal Jakob slå Rod, Israel skyde og blomstre og fylde Verden med Frugt.
7 Har han vel slået det, som de, der slog det, blev slagne, eller blev det myrdet, som deres Mordere myrdedes? 8 Ved at støde det bort og sende det bort trættede han med det; han jog det bort med sin voldsomme Ånde på Østenstormens Dag. 9 Derfor sones Jakobs Brøde således, og dette er al Frugten af, at hans Synd tages bort: at han gør alle Altersten til sønderhuggede Kalksten, at Asjerastøtterne og Solstøtterne ikke mere rejser sig. 10 Thi den faste Stad ligger ensom, et folketomt Sted, forladt som en Ørken. Der græsser Ungkvæget, der lejrer det sig og afgnaver Kvistene. 11 Når Grenene er tørre, kommer Kvinderne og bryder dem af for at tænde Bål. Thi det er et Folk uden Indsigt; derfor kan dets Skaber ikke forbarme sig, dets Ophav ikke være det nådig.
12 På hin Dag slår Herren Frugten ned fra Flodens Strøm til Ægyptens Bæk, og I skal opsankes een for een, Israels Børn. 13 På hin Dag skal der stødes i det store Horn, og de tabte i Assyrien og de bortdrevne i Ægypten skal komme og tilbede Herren på det hellige Bjerg i Jerusalem.
45 Og han gik ind i Helligdommen og begyndte at uddrive dem, som solgte, 46 og sagde til dem: "Der er skrevet: Og mit Hus er et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule." 47 Og han lærte daglig i Helligdommen; men Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de første i Folket søgte at slå ham ihjel. 48 Og de fandt ikke, hvad de skulde gøre; thi hele Folket hang ved ham og hørte ham.