Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? 2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. 3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. 4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. 5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. 6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. 7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. 8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. 9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. 10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? 11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! 22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, 23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
8 Ve dem, der føjer Hus til Hus, dem, der lægger Mark til Mark, så der ikke er Plads tilbage, men kun I har Landet i Eje. 9 Det lyder i mine Ører fra Hærskarers Herre: "For vist skal de mange Huse blive øde, de store og smukke skal ingen bebo; 10 thi på ti Tønder Vinland skal høstes en Bat, af en Homers Udsæd skal høstes en Efa. 11 Ve dem, der årle jager efter Drik og ud på Natten blusser af Vin! 12 Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke Herrens Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk. 13 Derfor skal mit Folk føres bort, før det ved det, dets Adel blive Hungerens Bytte, dets Hob vansmægte af Tørst. 14 Derfor vokser Dødsrigets Gridskhed, det spiler sit Gab uden Grænse; dets Stormænd styrter derned, dets larmende, lystige Slæng. 15 Mennesket bøjes, og Manden ydmyges, de stolte slår Øjnene ned; 16 men Hærskarers Herre ophøjes ved Dommen, den hellige Gud bliver helliget ved Retfærd. 17 Og der går Får på Græs, Geder afgnaver omkomnes Tomter. 18 Ve dem, der trækker Straffen hid med Brødens Skagler og Syndebod hid som med Vognreb, 19 som siger: "Lad ham skynde sig, haste med sit Værk, så vi får det at se; lad Israels Helliges Råd dog komme snart, at vi kan kende det!" 20 Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt! 21 Ve dem, der tykkes sig vise og er kloge i egne Tanker! 22 Ve dem, der er Helte til at drikke Vin og vældige til at blande stærke Drikke, 23 som for Gave giver den skyldige Ret og røver den skyldfri Retten, han har.
4 I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden. 2 Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. 3 Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden. 4 Mine Børn! I ere af Gud og have overvundet dem, fordi den, som er i eder, er større end den, som er i Verden. 5 De ere af Verden; derfor tale de af Verden, og Verden hører dem. 6 Vi ere af Gud. Den, som kender Gud, hører os; den, som ikke er af