Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
1 Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
10 Lån Øre til Herrens Ord i Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk! 11 Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger Herren;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. 12 Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned? 13 Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling. 14 Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære. 15 Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod; 16 tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde, 17 lær det gode, læg Vind på, hvad Ret er; hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!
18 Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger Herren. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld. 19 Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder; 20 står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi Herrens Mund har talt.
50 Gud, Gud Herren talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge; 2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans 3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm; 4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk: 5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!" 6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. Sela.
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg! 8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder. 23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
11 Men Tro er en Fortrøstning til det, som håbes, en Overbevisning om Ting, som ikke ses. 2 Ved den fik jo de gamle godt Vidnesbyrd. 3 Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til.
8 Ved Tro adlød Abraham, da han blev kaldet, så han gik ud til et Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, skønt han ikke vidste, hvor han kom hen. 9 Ved Tro blev han Udlænding i Forjættelsens Land som i et fremmed og boede i Telte med Isak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 10 thi han forventede den Stad, som har fast Grundvold, hvis Bygmester og Grundlægger er Gud. 11 Ved Tro fik endog Sara selv Kraft til at undfange endog ud over sin Alders Tid; thi hun holdt ham for trofast, som havde forjættet det. 12 Derfor avledes der også af en, og det en udlevet, som Himmelens Stjerner i Mangfoldighed og som Sandet ved Havets Bred, det, som ikke kan tælles. 13 I Tro døde alle disse uden at have opnået Forjættelserne; men de så dem langt borte og hilsede dem og bekendte, at de vare fremmede og Udlændinge på Jorden. 14 De, som sige sådant, give jo klarlig til Kende, at de søge et Fædreland. 15 Og dersom de havde haft det, hvorfra de vare udgåede, i Tanker, havde de vel haft Tid til at vende tilbage; 16 men nu hige de efter et bedre, det er et himmelsk; derfor skammer Gud sig ikke ved dem, ved at kaldes deres Gud; thi han har betedt dem en, Stad.
32 Frygt ikke, du lille Hjord! thi det var eders Fader velbehageligt at give eder Riget. 33 Sælger, hvad I eje, og giver Almisse! Gører eder Punge, som ikke ældes, en Skat i Himlene, som ikke slipper op, der hvor ingen Tyv kommer nær, og intet Møl ødelægger. 34 Thi hvor eders Skat er, der vil også eders Hjerte være.
35 Eders Lænder være omgjordede, og eders Lys brændende! 36 Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham. 37 Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer. Sandelig, siger jeg eder, at han skal binde op om sig og sætte dem til Bords og gå om og varte dem op, 38 Og dersom han kommer i den anden Nattevagt og kommer i den tredje Nattevagt og finder det således, da ere disse Tjenere salige. 39 Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste, i hvilken Time Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at der skete Indbrud i hans Hus. 40 Vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time, som I ikke mene."