Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
2 Dengang Herren ville lade Elias fare op til Himmelen i et Stormvejr, gik Elias fra Gilgal. 2 Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi Herren vil have mig til Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.
6 Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi Herren vil have mig til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt Herren lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad. 7 Men halvtredsindstyve af Profetsønnerne gik hen og stillede sig et godt Stykke derfra, medens de to stod ved Jordan.
8 Elias tog nu sin Kappe, rullede den sammen og slog Vandet med den; da skiltes det ad, og de gik begge over på tør Bund. 9 Og da de var kommet over, sagde Elias til Elisa: "Sig, hvad du ønsker, jeg skal gøre for dig, før jeg tages bort fra dig!" Elisa svarede: "Måtte to Dele af din Ånd komme over mig!" 10 Da sagde han: "Det er et stort Forlangende, du kommer med! Dersom du ser mig, når jeg tages bort fra dig, skal det blive dig til Del, ellers ikke!" 11 Medens de nu gik og talte sammen, se, da kom en lldvogn og Ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i Stormvejret. 12 Og Elisa så det og råbte: "Min Fader, min Fader, du Israels Vogne og Ryttere!" Og han så ham ikke mere. Så greb han sine Klæder og sønderrev dem.
13 Derpå tog han Elias's Kappe, som var faldet af ham, op og gik tilbage og stillede sig ved Jordans Bred, 14 og han tog Elias's Kappe, som var faldet af ham, slog Vandet med den og sagde: "Hvor er nu Herren, Elias's Gud?" Og da han havde slået Vandet, skiltes det ad, og Elisa gik over.
77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.
2 Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
11 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. 12 Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. 13 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. 14 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! 15 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, 16 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. 17 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; 18 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; 19 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; 20 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
5 Til Friheden har Kristus frigjort os. Så står nu fast, og lader eder ikke atter holde under Trældoms Åg!
13 I bleve jo kaldede til Frihed, Brødre! kun at I ikke bruge Friheden til en Anledning for Kødet, men værer ved Kærligheden hverandres Tjenere! 14 Thi hele Loven er opfyldt i eet Ord, i det: "Du skal elske din Næste som dig selv." 15 Men når I bide og æde hverandre, da ser til, at I ikke fortæres af hverandre!
16 Men jeg siger: Vandrer efter Ånden, så fuldbyrde I ingenlunde Kødets Begæring. 17 Thi Kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod Kødet; disse stå nemlig hinanden imod,for at I ikke skulle gøre, hvad I have Lyst til. 18 Men når I drives af Ånden, ere I ikke under Loven. 19 Men Kødets Gerninger ere åbenbare, såsom: Utugt, Urenhed, Uterlighed, 20 Afgudsdyrkelse,Trolddom,Fjendskaber, Kiv, Nid, Hidsighed, Rænker, Tvedragt, Partier, 21 Avind, Drukkenskab, Svir og deslige; hvorom jeg forud siger eder, ligesom jeg også før har sagt, at de, som øve sådanne Ting, skulle ikke arve Guds Rige. 22 Men Åndens Frugt er Kærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, 23 Sagtmodighed, Afholdenhed Imod sådanne er Loven ikke, 24 men de, som høre Kristus Jesus til, have korsfæstet Kødet med dets Lidenskaber og Begæringer. 25 Når vi leve ved Ånden, da lader os også vandre efter Ånden!
51 Men det skete, da hans Optagelses Dage vare ved at fuldkommes, da fæstede han sit Ansigt på at drage til Jerusalem. 52 Og han sendte Sendebud forud for sig; og de gik og kom ind i en Samaritanerlandsby for at berede ham Herberge. 53 Og de modtoge ham ikke, fordi han var på Vejen til Jerusalem. 54 Men da hans Disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: "Herre! vil du, at vi skulle byde Ild fare ned fra Himmelen og fortære dem, ligesom også Elias gjorde?" 55 Men han vendte sig og irettesatte dem. 56 Og de gik til en anden Landsby.
57 Og medens de vandrede på Vejen, sagde en til ham: "Jeg vil følge dig, hvor du end går hen." 58 Og Jesus sagde til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved." 59 Men han sagde til en anden: "Følg mig!" Men denne sagde: "Herre! tilsted mig først at gå hen at begrave min Fader." 60 Men han sagde til ham: "Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds Rige!" 61 Men også en anden sagde: "Herre! jeg vil følge dig; men tilsted mig først at tage Afsked med dem, som ere i mit Hus." 62 Men Jesus sagde til ham: "Ingen, som lægger sin Hånd på Ploven og ser tilbage, er vel skikket for Guds Rige."