Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

42 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

² Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. ³ Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? ⁴ Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" ⁵ Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. ⁶ Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

⁷ Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. ⁸ Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. ⁹ Sin Miskundhed sender Herren om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. ¹⁰ Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? ¹¹ Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" ¹² Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

43 Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand! ² Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender? ³ Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger, ⁴ at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

⁵ Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

¹⁴ Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt. ¹⁵ Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort, ¹⁶ de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i, ¹⁷ men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede; ¹⁸ Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde; ¹⁹ Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem, ²⁰ men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes! ²¹ Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk! ²² Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand, ²³ red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

²⁴ Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet! ²⁵ Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd? ²⁶ Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr! ²⁷ Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

²⁸ Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet? ²⁹ Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret! ³⁰ Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

¹⁵ Brødre! jeg taler på Menneskevis: Ingen ophæver dog et Menneskes stadfæstede Arvepagt eller føjer noget dertil. ¹⁶ Men Abraham og hans Sæd bleve Forjættelserne tilsagte; der siges ikke: "og Sædene", som om mange, men som om eet: "og din Sæd", hvilken er Kristus. ¹⁷ Jeg mener dermed dette: En Pagt, som forud er stadfæstet af Gud, kan Loven, som blev til fire Hundrede og tredive År senere, ikke gøre ugyldig, så at den skulde gøre Forjættelsen til intet. ¹⁸ Thi fås Arven ved Lov, da fås den ikke mere ved Forjættelse; men til Abraham har Gud skænket den ved Forjættelse.

¹⁹ Hvad skulde da Loven? Den blev føjet til for Overtrædelsernes Skyld (indtil den Sæd kom, hvem Forjættelsen gjaldt), besørget ved Engle, ved en Mellemmands Hånd. ²⁰ Men en Mellemmand er ikke kun for een Part; Gud derimod er een. ²¹ Er da Loven imod Guds Forjættelser? Det være langtfra! Ja, hvis der var givet en Lov, som kunde levendegøre, da var Retfærdigheden virkelig af Lov. ²² Men Skriften har indesluttet alt under Synd, for at Forjættelsen skulde af Tro på Jesus Kristus gives dem, som tro.