Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

¹⁶ Men det skete, da vi gik til Bedestedet, at en Pige mødte os, som havde en Spådomsånd og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spå. ¹⁷ Hun fulgte efter Paulus og os, råbte og sagde: "Disse Mennesker ere den højeste Guds Tjenere, som forkynde eder Frelsens Vej." ¹⁸ Og dette gjorde hun i mange Dage. Men Paulus blev fortrydelig derover, og han vendte sig og sagde til Ånden: "Jeg byder dig i Jesu Kristi Navn at fare ud af hende." Og den for ud i den samme Stund. ¹⁹ Men da hendes Herrer så, at deres Håb om Vinding var forsvundet, grebe de Paulus og Silas og slæbte dem hen på Torvet for Øvrigheden. ²⁰ Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: "Disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre aldeles vor By. ²¹ og de forkynde Skikke, som det ikke er tilladt os, der ere Romere, at antage eller øve." ²² Og Mængden rejste sig imod dem, og Høvedsmændene lode Klæderne rive af dem og befalede at piske dem. ²³ Og da de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel og befalede Fangevogteren at holde dem sikkert bevogtede. ²⁴ Da han havde fået sådan Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Blokken.

²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas og sang Lovsange til Gud; og Fangerne lyttede på dem. ²⁶ Men pludseligt kom der et stort Jordskælv, så at Fængselets Grundvolde rystede, og straks åbnedes alle Dørene, og alles Lænker løstes. ²⁷ Men Fangevogteren for op at Søvne, og da han så Fængselets Døre åbne, drog han et Sværd og vilde dræbe sig selv, da han mente, at Fangerne vare flygtede. ²⁸ Men Paulus råbte med høj Røst og sagde: "Gør ikke dig selv noget ondt; thi vi ere her alle." ²⁹ Men han forlangte Lys og sprang ind og faldt skælvende ned for Paulus og Silas. ³⁰ Og han førte dem udenfor og sagde: "Herrer! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan blive frelst?" ³¹ Men de sagde: "Tro på den Herre Jesus Kristus, så skal du blive frelst, du og dit Hus." ³² Og de talte Herrens Ord til ham og til alle dem, som vare i hans Hus. ³³ Og han tog dem til sig i den samme Stund om Natten og aftoede deres Sår; og han selv og alle hans blev straks døbte. ³⁴ Og han førte dem op i sit Hus og satte et Bord for dem og frydede sig over, at han med hele sit Hus var kommen til Troen på Gud.

97 Herren har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande! ² Skyer og Mulm er om ham, Retfærd og Ret er hans Trones Støtte; ³ Ild farer frem foran ham, og luer iblandt hans Fjender. ⁴ Hans Lyn lyste op på Jorderig, Jorden så det og skjalv; ⁵ Bjergene smelted som Voks for Herren, for hele Jordens Herre; ⁶ Himlen forkyndte hans Retfærd, alle Folkeslag skued hans Herlighed. ⁷ Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham. ⁸ Zion hørte det og glædede sig, og Judas Døtre jublede over dine Domme, Herre! ⁹ Thi du, o Herre, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder! ¹⁰ I, som elsker Herren, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd; ¹¹ over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet. ¹² I retfærdige, glæd jer i Herren, lovsyng hans hellige Navn!

¹² Se, jeg kommer snart, og min Løn er med mig til at betale enhver, efter som hans Gerning er. ¹³ Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, Begyndelsen og Enden. ¹⁴ Salige ere de, som tvætte deres Klædebon, for at de kunne få Adgang til Livets Træ og gå ind igennem Portene i Staden.

¹⁶ Jeg, Jesus, har sendt min Engel til at vidne for eder disse Ting om Menighederne, jeg er Davids Rodskud og Slægt, den strålende Morgenstjerne. ¹⁷ Og Ånden og Bruden sige: Kom! Og den, som hører, sige: Kom! Og den, som tørster, han komme; den, som vil, han modtage Livets Vand uforskyldt!

²⁰ Han, som vidner disse Ting, siger: Ja, jeg kommer snart! Amen. Kom, Herre Jesus! ²¹ Den Herres Jesu Nåde være med alle!

²⁰ Men jeg beder ikke alene for disse, men også for dem, som ved deres Ord tro på mig, ²¹ at de må alle være eet; ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de skulle være eet i os, for at Verden må tro, at du har udsendt mig. ²² Og den Herlighed, som du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skulle være eet, ligesom vi ere eet, ²³ jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommede til eet, for at Verden må erkende, at du har udsendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig. ²⁴ Fader! jeg vil, at, hvor jeg er, skulle også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de må skue min Herlighed, som du har givet mig; thi du har elsket mig før Verdens Grundlæggelse. ²⁵ Retfærdige Fader! og Verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og disse have kendt, at du har udsendt mig. ²⁶ Og jeg har kundgjort dem dit Navn og vil kundgøre dem det, for at den Kærlighed, hvormed du har elsket mig, skal være i dem, og jeg i dem."