Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 48

Guds udvalgte by, Jerusalem

48 En sang af Koras slægt.

Herren er stor og værdig til al ære,
    vi priser ham i den by, han har valgt.
Se, hvor Zions hellige bjerg
    knejser smukt mod nord.[a]
Zion er hele jordens glæde,
    den store Konges bolig.
Gud er til stede midt i sin by,
    han er selv dens stærkeste fæstning.
Jordens konger sluttede sig sammen,
    rykkede frem i flok.
Hvad de så, gjorde dem skrækslagne,
    så de skyndte sig bort.
Pludselig gik de i panik,
    blev grebet af angst som af fødselsveer.
Gud knuste dem som de store skibe,
    der kan splintres af en orkan.
Vi har hørt om Guds undere i fortiden,
    og nu har vi set dem med egne øjne.
Den almægtige Gud har reddet sin by,
    og han vil beskytte den til hver en tid.
10 Vi mindes din urokkelige kærlighed, Gud,
    når vi tilbeder dig i dit hellige tempel.
11 Hele verden har hørt om din storhed,
    du bliver lovprist over alt på jorden.
Du er en god konge,
12     og derfor er der glæde i Jerusalem.
Judas byer, bryd ud i jubel
    over Guds godhed.
13 Gå ud og se på Guds by,
    gå rundt om den og tæl dens tårne.
14 Læg mærke til dens enorme bymur,
    undersøg dens fæstninger,
        så I kan fortælle de kommende slægter:
15 „Den almægtige Gud skal altid være vores Gud,
    han er for evigt vores leder.”

4 Mosebog 24:1-14

Bileams sidste budskaber

24 Nu stod det klart for Bileam, at Herren ønskede at velsigne Israel. Derfor gik han ikke afsides som før for at få Herren i tale. I stedet kastede han et blik ud over ørkenen, hvor folket havde slået lejr stamme for stamme. Da kom Guds Ånd over ham, og han kom med følgende budskab:

„Således siger Bileam, Beors søn,
    manden, der ser med lukkede øjne,
manden, som hører Guds stemme,
    kender den Højestes hemmeligheder,
manden, som skuer syner fra den Almægtige,
    hensunket med sit indre øje vidt åbent:
Hvor er dine telte smukke, Israel,
    dine boliger er skønne at se på.
Som frodige planter i en frugtbar dal,
    som velvandede haver ved flodens bred,
som agaver, plantet af Herren selv,
    som cedertræer, plantet ved vandløb.
Vand har de i overflod,
    rigeligt til at vande deres korn.
Deres konge er mægtigere end Agag,
    hans kongerige uden sidestykke.
Gud førte dem ud af Egypten,
    han gav dem styrke som vildoksen.
De opæder de folk, som står dem i vejen,
    skyder dem med pile, knuser deres knogler.
Som en sejrende løve lægger de sig til ro.
    Hvem vover at vække deres vrede?
Velsignet er den, der velsigner dig.
    Forbandet er den, der forbander dig.”

10 Kong Balak blev nu så rasende på Bileam, at han knyttede næverne og skreg: „Jeg sendte bud efter dig, for at du skulle forbande mine fjender, og i stedet har du nu velsignet dem tre gange! 11 Nu kan det være nok! Forsvind med dig. Rejs hjem til dit eget land. Jeg havde tænkt at lønne dig rigeligt, men det har Herren nu forhindret.”

12 Bileam svarede: „Jeg fortalte for længst dine sendebud, 13 at om du så gav mig et helt palads fuldt af guld og sølv, kunne jeg ikke modsætte mig Herrens vilje eller lave om på den. Jeg sagde udtrykkeligt, at jeg ikke kunne sige andet end det, Herren gav mig at sige. 14 Ja, nu vil jeg vende hjem til mit folk, men først vil jeg lade dig vide, hvad dette folk skal gøre ved dit folk i tiden, der kommer.”

Lukas 1:26-38

Den mirakuløse undfangelse af Jesus, Guds Søn

26 Et halvt år efter at Gud havde sendt Gabriel til Zakarias, sendte han ham til Nazaret i Galilæa, 27 hvor der var en ung pige ved navn Maria. Hun var forlovet med en mand, der hed Josef, og han var af Kong Davids slægt. 28 Da Gabriel kom til hende, sagde han: „Fred være med dig! Du er elsket af Gud, og han har store planer med dig.” 29 Maria blev forbløffet over de ord og spekulerede på, hvad meningen kunne være.

30 „Vær ikke bange, Maria,” sagde englen, „for du er udvalgt af Gud. 31 Du vil blive gravid og føde en søn, som du skal give navnet Jesus. 32 Han vil få stor betydning, for han er den Almægtiges Søn. Gud Herren vil sætte ham på Davids trone, 33 og han skal for altid være konge over Israels folk. Hans herredømme vil aldrig få ende.”

34 „Men hvordan skulle jeg kunne få et barn?” spurgte Maria. „Jeg har jo ikke nogen mand.”[a]

35 Englen svarede: „Helligånden vil komme over dig, og den almægtige Guds kraft vil gøre et under i dig. Derfor vil det barn, du skal føde, blive et helligt barn, Guds Søn. 36 Og jeg kan fortælle dig, at din gamle slægtning Elisabet, som aldrig har kunnet få børn, nu venter et barn. Hun er allerede i sjette måned. 37 Intet er umuligt for Gud.”

38 „Så er jeg parat til at acceptere Guds vilje,” udbrød Maria. „Lad det blot ske, som du har sagt.” Så forlod englen hende.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.