Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Lovprisning til skabningens Herre

29 En sang af David.

Pagtens ark placeres i templet, og Herrens herlighed kommer^(A)

² Nu kaldte Salomon alle Israels stammeoverhoveder, slægtsoverhoveder og øvrige ledere sammen i Jerusalem, så de kunne være med til at føre pagtens ark fra teltet på Zionhøjen, det vil sige Davidsbyen, til den nye tempelbygning. ³ Denne begivenhed faldt sammen med løvhyttefesten i den syvende måned. ^4-5 Da alle lederne var ankommet, bar præsterne så arken hen til templet, og levitterne bar teltet og de indviede ting, der hidtil havde haft plads i teltet. ⁶ Dér foran pagtens ark ofrede Salomon sammen med hele Israels forsamling så meget småkvæg og hornkvæg, at man opgav at tælle, hvor mange der var.

⁷ Derpå bar præsterne Herrens Pagts Ark ind i det allerhelligste rum og satte den under kerubernes udbredte vinger. ⁸ De to statuer var jo lavet sådan, at deres vinger mødtes midt i rummet, hvor arken skulle stå. Deres vinger overskyggede derved arken og dens bærestænger. ⁹ Stængerne ragede så langt ud, at de var synlige fra templets ydre rum; og sådan er det også den dag i dag. ¹⁰ I arken lå kun de to tavler, som Moses havde anbragt i den dengang ved Horebs bjerg, da Israels folk havde forladt Egypten, og Herren oprettede sin pagt med dem.

¹¹ Derefter gik præsterne ud af templet igen. De havde alle gennemgået renselsesritualet, uanset hvilket skiftehold de tilhørte. ¹² Alle de levitter, som var musikere, det vil sige Asaf, Heman, Jedutun og deres slægtninge, havde taget opstilling øst for alteret og var klædt i fintvævede linnedkjortler. De spillede på deres harper, lyrer og bækkener. De blev akkompagneret af 120 præster, der blæste på trompeter. ¹³ Sangerne og musikerne forenedes i en mægtig lovsang i taknemmelighed til Herren. Omkvædet på deres sang lød: „Herren er god. Hans trofasthed varer til evig tid.”

Da fyldte en tæt sky templet, ¹⁴ så præsterne måtte opgive at udføre deres tjeneste. Det var Herrens herlighed, der nu fyldte Guds hus.

¹⁹ Fra det tidspunkt, Kong Agrippa, har jeg altid være lydig mod den åbenbaring, jeg modtog fra Gud. ²⁰ Først forkyndte jeg for jøderne i Damaskus, så i Jerusalem og i hele det jødiske land og derefter for de ikke-jødiske folkeslag. Budskabet drejer sig om at ændre sind og vende om til Gud og derefter lade det nye liv udmønte sig i handling. ²¹ Det er baggrunden for, at jøderne pågreb mig på tempelpladsen, og at de er ude på at få mig slået ihjel. ²² Men Gud har hjulpet mig igen og igen, når jeg har stået frem for både høj og lav for at forkynde budskabet. Og jeg har ikke sagt andet end det, både Moses og profeterne for længst har sagt skulle ske, ²³ nemlig at Messias skulle lide, at han skulle bringe lys til både jøderne og de andre folkeslag, og at han er den første til at genopstå fra de døde.”

²⁴ Da han sagde det, brød Festus ind. „Du er fra forstanden, Paulus!” råbte han. „Den megen lærdom har gjort dig vanvittig!” ²⁵ „Jeg er ikke spor vanvittig, højtærede Festus. Jeg taler både sandt og fornuftigt. ²⁶ Kongen kender det alt sammen. Derfor taler jeg så frimodigt, for jeg ved, at han er godt inde i den sag. Det er jo ikke noget, der er foregået i en afkrog. ²⁷ Kong Agrippa, tror du på profeternes ord? Det ved jeg, du gør.” ²⁸ Agrippa svarede: „Du er lige ved at få mig overtalt til at blive en kristen.” ²⁹ „Hvad enten det er lige ved eller langt fra,” fortsatte Paulus, „så er min bøn til Gud, at ikke alene du, men også alle, som lytter til mig her i dag, må få det, som jeg har det—bortset fra mine lænker.”