Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En bøn om hjælp i lidelse
38 En sang af David og en bøn til Herren om nåde.
2 Herre, straf mig ikke i vrede,
irettesæt mig ikke i harme.
3 Dine pile sidder dybt i mig,
din straffende hånd hviler tungt på mig.
4 Min krop sygner hen på grund af din vrede,
mit helbred er nedbrudt som følge af synd.
5 Min skyld vokser mig over hovedet,
min syndebyrde er ikke til at bære.
6 Mine sår er betændte og stinker
på grund af min tåbelige synd.
7 Jeg er nedtrykt og meget bedrøvet,
dagen igennem sørger jeg dybt.
8 Det føles som ild i mit indre,
hele min krop er syg af feber.
9 Jeg er lamslået og knust,
stønner i fortvivlelse og smerte.
10 Herre, du ved, hvad jeg længes efter!
Du hører alle mine suk.
11 Mit hjerte hamrer, min kraft er borte,
mine øjne har mistet deres glans.
12 Min lidelse holder slægt og venner borte,
mine kære holder sig på afstand.
13 Mine fjender stiller fælder for mig,
de, som ønsker mig død, lægger onde planer.
De har altid kun forræderi i tanke.
14 Jeg er som en døv, der ikke kan høre,
som en stum, der ikke kan tale.
15 Jeg lader, som om jeg ikke hører,
undlader at svare på spørgsmål.
16 Jeg venter på, at du gør noget, Herre.
Jeg længes efter at få et svar, min Gud.
17 Lad ikke mine fjender hovere over min tilstand,
eller glæde sig over at se mig falde.
18 Jeg er på randen af et sammenbrud,
jeg lider af konstante smerter.
19 Men jeg vil bekende min synd
og angre det onde, jeg har gjort.
20 Mange er imod mig uden årsag,
mange hader mig uden grund.
21 De gengælder godt med ondt.
De er imod mig, fordi jeg ønsker at gøre det gode.
22 Herre, lad mig ikke i stikken,
hold dig ikke borte fra mig.
23 Skynd dig at gribe ind,
hjælp mig, min Herre og Frelser!
Jakobs gensyn med Esau
33 Jakob fik nu øje på Esau og de 400 mand et stykke borte. 2 Straks stillede han sin familie op i en lang række, så slavepigerne og deres børn stod forrest, Lea og hendes børn i midten, og Rakel og Josef bagerst. 3 Jakob selv gik foran de andre. Alt imens han nærmede sig sin bror, bøjede han sig til jorden for ham syv gange. 4 Men Esau løb ham i møde, omfavnede ham hjerteligt og kyssede ham på kinden. De græd begge to. 5 Så fik Esau øje på kvinderne og børnene, og han spurgte: „Hvem er alle de mennesker, du har med?”
„Det er den familie, som Gud i sin godhed har givet mig,” svarede Jakob. 6 Så kom slavepigerne frem sammen med deres børn og bøjede sig til jorden. 7 Derefter kom Lea med sine børn og bøjede sig til jorden. Til allersidst kom Rakel og Josef, og de bøjede sig også til jorden.
8 „Men hvad var det for nogle dyreflokke, jeg mødte på vejen?” spurgte Esau.
„Det var ment som en gave til dig, fordi jeg ville gøre dig venligt stemt,” svarede Jakob.
9 Men Esau svarede: „Kære bror, jeg har rigeligt i forvejen. Behold du kun dine gaver.”
10 „Tag nu imod min gave,” insisterede Jakob. „At se dit ansigt er som at se Guds ansigt, nu da du har taget vel imod mig. 11 Gør mig den glæde at tage imod gaven som en velsignelse fra mig. Gud har været uendelig god imod mig—og jeg har mere end nok!” Da Jakob blev ved at presse ham, gav Esau til sidst efter og tog imod gaven.
12 „Lad os nu komme af sted,” sagde Esau. „Jeg følges med jer og viser vej.”
13 Men Jakob svarede: „Som du kan se, er nogle af børnene små—og der er en del små lam og kalve i hjorden. Hvis vi driver dem for hårdt, overanstrenger vi dem let, og der er risiko for, at de ikke kan klare det. 14 Det er bedre, at du rider i forvejen. Så kan vi andre tage den med ro og slutte os til dig i Seir.”
15 „Godt,” sagde Esau, „men lad mig i det mindste efterlade nogle af mine mænd hos dig, så de kan beskytte jer og vise vej.”
„Det behøves ikke!” svarede Jakob. „Der er slet ingen grund til, at du skulle vise mig så stor venlighed!”
16 Så begyndte Esau samme dag hjemturen til Seir. 17 Men Jakob og hans følge satte kursen mod Sukkot. Der byggede han hytter til sin familie og lavede indhegninger til dyrene. Derfor kaldes stedet Sukkot.[a]
Om at finde sin plads og være under autoritet og beskyttelse
2 Den ros skal I have, at I husker mig og holder fast ved den undervisning og vejledning, som jeg modtog fra Kristus og gav videre til jer.
3 Jeg vil gerne, at I skal forstå, at ligesom Kristus stod til ansvar over for Gud med sine ord og handlinger, sådan står enhver mand til ansvar over for Kristus, og en gift kvinde står til ansvar over for sin mand.[a] 4 Hvis en mand tildækker sit hoved, når han beder, eller når han profeterer, bringer han skam over Kristus.[b] 5 Men hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, når hun beder eller profeterer, bringer hun skam over sin mand.[c] 6 Hvis en kvinde ikke tildækker sit hoved, er det lige så slemt, som hvis hun får sit hår klippet af. Siden det er upassende for hende at få håret klippet af, må hun forstå, at hun bør tildække sit hoved, når hun beder eller profeterer. 7 En mand bør ikke tildække sit hoved, for han er skabt i Guds billede og til Guds ære, mens en kvinde er skabt til mandens ære. 8 Manden blev jo ikke skabt ud fra en kvinde, men kvinden blev skabt ud fra en mand. 9 Manden blev heller ikke skabt på grund af kvinden, men kvinden blev skabt på grund af manden.[d] 10 Derfor skal kvinden have en beskyttende autoritet over sig—og ved at tildække sit hoved viser hun over for den åndelige verden, at hun er villig til at underordne sig. 11 Men i Guds plan har manden brug for kvinden og kvinden brug for manden, 12 for selvom kvinden oprindeligt blev skabt ud fra manden, så er alle mænd siden da blevet født af kvinder, og alle er skabt af Gud.
13 Hvad synes I selv? Er det rigtigt for en kvinde at træde frem for Gud i bøn uden at have noget over hovedet? 14 (Reagerer I ikke imod det, hvis en mand har langt hår, fordi I betragter det som vanærende? 15 Men for en kvinde er det en ære at have langt hår. Det fungerer som et dække fra naturens hånd.) 16 Men hvis nogen gerne vil skændes om det, vil jeg bare sige: Vi har ikke sådan en skik, og det har de andre menigheder heller ikke.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.