Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En landflygtigs bøn
120 En valfartssang.
I min nød råbte jeg til Herren,
og han svarede mig.
2 „Herre,” bad jeg, „red mig fra de løgnere,
som hele tiden snyder og bedrager!”
3 Hvad skal Herren gøre ved bedragerne?
Hvordan skal han straffe dem?
4 Jo, med krigerens spidse pile,
som blev skærpet ved de gloende trækul.
5 Hvor længe skal jeg leve her i Meshek,
bo som fremmed blandt Kedars telte?
6 Alt for længe har jeg været hos et folk, der hader fred.
7 Jeg taler fredens sag, men de råber på krig.
Kong Zidkija af Juda
18 Zidkija var 21 år gammel, da han blev konge, og han regerede i Jerusalem i 11 år. Hans mor hed Hamutal, og var datter af Jirmeja fra byen Libna. 19 Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, ligesom Jojakim havde gjort.
20 Til sidst var Jerusalems og Judas oprør og ugudelighed blevet så voldsom, at Herren var nødt til at straffe dem og sende dem i eksil.
Jerusalems fald. Templets ødelæggelse. Juda i eksil
Det varede ikke længe, før Zidkija gjorde oprør imod den babyloniske konge.
25 Derfor mobiliserede kong Nebukadnezar igen sin hær og drog mod Jerusalem. I kong Zidkijas niende regeringsår, på den tiende dag i den tiende måned, begyndte den babyloniske hær en svær belejring af byen. De byggede angrebsramper op imod bymuren. 2 Belejringen varede til Zidkijas 11. regeringsår.
3 På den niende dag i den fjerde måned af det år var alt spiseligt sluppet op og befolkningen totalt udsultet. 4 På det tidspunkt brød fjenden hul gennem bymuren. Kongen og hans livgarde flygtede midt om natten gennem en korridor mellem to mure i nærheden af kongens have og ud gennem en port i bymuren, til trods for at byen var omringet af babyloniske tropper. Kongen og hans følge satte kursen mod Jordandalen. 5 Den babyloniske hær satte efter kongen og indhentede ham på sletten ved Jeriko. Hans soldater flygtede i alle retninger, 6 men han selv blev fanget og ført til den babyloniske konge i byen Ribla, hvor han blev anklaget og dømt. 7 Han blev tvunget til at overvære sine sønners henrettelse, hvorefter hans øjne blev stukket ud. Så blev han lagt i lænker og ført til Babylon.
8 På den syvende dag i den femte måned i kong Nebukadnezars 19. regeringsår kom Nebuzaradan til Jerusalem fra Babylon. Nebuzaradan var chef for den babyloniske konges livvagt. 9 Han nedbrændte Herrens tempel, kongens palads og alle byens mest betydningsfulde bygninger, 10 hvorefter han beordrede sine tropper til at rive Jerusalems bymur ned. 11 De overlevende af byens indbyggere og de, der allerede havde overgivet sig, blev ført til Babylon i eksil. 12 Kun de fattigste lod Nebuzaradan blive tilbage, så der var nogen til at dyrke jorden og passe vingårdene.
13 Babylonierne slog templets bronzesøjler, bronzehavet og alle rullebordene i stykker og tog alt metallet med sig hjem til Babylon. 14 De tog alt, hvad der var lavet af bronze: askebakkerne, skovlene, vægesaksene, skålene og de bronzeredskaber, der blev brugt ved ofringerne i templet, 15 bakkerne til gløder og stænkeskålene. Chefen for livvagten sikrede sig alle guld- og sølvtingene. 16 Det hele blev vejet, undtagen de to bronzesøjler, bronzehavet og rullebordene, som kong Salomon i sin tid havde ladet fremstille til templet. De var for store til at blive vejet. 17 Søjlerne var 8,1 m høje med 1,35 m høje søjlehoveder med en dekoration af fletværk og granatæbler i bronze.
18 Af tempelpersonalet tog Nebuzaradan følgende krigsfanger: Ypperstepræsten Seraja, andenpræsten Zefanja og de tre dørvogtere. 19 Fra byen tog han den øverstkommanderende officer, en rekrutteringsofficer, fem af kongens tidligere rådgivere og 60 andre betydningsfulde mænd, som var gået under jorden. 20 Han førte disse mænd til den babyloniske konge i Ribla i Hamat-området, 21 hvor de alle blev henrettet. Judas folk var nu ført bort fra deres land og måtte leve i eksil.
20 Men nu er Kristus opstået fra de døde. Han er den første, og han skal følges af de mange hensovede, der en dag vil genopstå. 21 Døden kom ind i verden på grund af ét menneske, nemlig Adam. Ligeledes blev opstandelsen fra de døde en realitet på grund af ét menneske, nemlig Kristus. 22 Ligesom alle, der er af Adams slægt, skal dø, sådan skal alle, der hører Kristus til, oprejses til nyt liv. 23 Det sker i en bestemt rækkefølge: Først af alle er Kristus genopstået, og når han kommer igen, skal alle de, der hører ham til, genopstå. 24 Derefter kommer verdens ende, når han har fjernet enhver fjendtlig øvrighed, myndighed og magt, og når han overgiver herredømmet til Gud, Faderen. 25 Det er nemlig nødvendigt, at Kristus sidder på tronen, indtil han har overvundet alle sine fjender. 26 Den sidste fjende, som bliver besejret, er døden. 27 Der står skrevet: „Han blev sat som hersker over alle ting.”[a] Men når der står „alle ting”, så er Gud selv naturligvis undtaget, for det er ham, der vil gøre Kristus til Herre over alle ting. 28 Når således alt er blevet underlagt Kristi herredømme, vil Sønnen selv blive underlagt Faderens herredømme. Da vil Gud være den øverste hersker over alt og alle.
29 Hvis de døde ikke genopstår, hvorfor lader nogle sig så døbe på vegne af dem, som er døde?
30 Og hvorfor skulle vi udsætte os selv for fare hver eneste dag? 31 Jeg har gang på gang stået ansigt til ansigt med døden, men jeg er virkelig stolt over det, som vores Herre, Jesus Kristus, har udrettet iblandt jer. 32 Hvis jeg kun havde et menneskeligt håb at støtte mig til, ville jeg så have fortsat kampen mod de bæster i Efesos? Hvis der ikke var nogen opstandelse fra de døde, kunne vi lige så godt gøre, som der står skrevet: „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø!”[b]
33 Lad jer ikke føre vild. Husk på, at „Gode vaner forsvinder i dårligt selskab.” 34 Kom nu til fornuft og forlad det vildspor, I er slået ind på. Det er jo en skændsel for jer, at nogle af jer er så uvidende om Gud.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.