Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
De gudløses straf og de gudfrygtiges fremtid
37 En sang af David.[a]
At de onde synes at klare sig godt
må ikke få dig til at misunde dem,
2 for der kommer en dag, hvor det hele er forbi,
og de vil falme og visne som blomster.
3 Bestræb dig på at leve ærligt og sandt.
Sæt din lid til Herren og gør det gode.
4 Så vil du opleve glæden fra Herren,
og han vil give dig, hvad dit hjerte ønsker.
5 Din fremtid skal du lægge i Herrens hænder,
stol på ham, så griber han ind.
6 Bliver du udsat for falske anklager,
vil Herren selv bevise din uskyld.
7 Er der en synder, som klarer sig godt,
skal du ikke blive sur over det.
Sæt dig stille i Herrens nærhed,
vent tålmodigt, så griber han ind.
8 For selv om det ikke ser retfærdigt ud,
skal du ikke fare op i vrede.
9 De onde får deres straf engang,
men de, som adlyder Herren, har en lovende fremtid.
10 Glem ikke, at det snart er ude med de onde,
går man ud og leder efter dem, finder man dem ikke.
11 Men de ydmyge har en fremtid i landet,
de skal leve i fremgang og fred.
12 Hvorfor er de onde så fulde af had?
De viger ikke tilbage for at angribe de uskyldige.
13 Men Herren ryster på hovedet ad dem,
for han ved, at regnskabets time kommer.
14 Intet kan åbenbart standse deres ondskab,
de griber sværdet og spænder buen.
De overfalder de svage og værgeløse
og udrydder uskyldige mennesker.
15 Men sværdet skal ramme deres egne hjerter,
og deres buer skal brækkes itu.
16 Jeg foretrækker gudsfrygt og nøjsomhed
frem for at få del i forbryderes overflod,
17 for de onde vil uvægerligt få deres straf,
men Herren velsigner de retsindige.
Ruths troskab imod No’omi
1 1-2 Engang under dommertiden i Israel blev landet ramt af en voldsom hungersnød. En mand ved navn Elimelek af Efrat-slægten flyttede derfor fra Betlehem i Juda til Moabs land for at bo der som fremmed sammen med sin kone, No’omi, og deres to sønner, Malon og Kiljon. 3 Mens de boede i Moab, døde Elimelek, så No’omi sad alene tilbage med sine to sønner. 4-5 De to unge mænd fandt sig hver en kone blandt moabitterne. Malon giftede sig med en pige, der hed Ruth, og Kiljon giftede sig med Orpa. Da de havde boet i Moab i hen ved ti år, døde både Malon og Kiljon, og No’omi var nu helt alene—uden mand og børn.
6-7 På den tid fik hun at vide, at Herren havde forbarmet sig over sit folk, så der igen var mad at få i Juda. Derfor besluttede hun at forlade Moab og vende tilbage til sit hjem i Betlehem. Sammen med sine to svigerdøtre begav hun sig af sted ad vejen til Juda.
8 Da de havde gået et stykke tid, sagde No’omi til sine svigerdøtre: „Det er bedst, I går hjem til jeres forældre. Må Herren vise jer sin godhed på grund af den godhed, I har vist mod mine to sønner og mig, 9 og må han hjælpe jer begge til at blive gift igen og få et godt og trygt hjem.” Så kyssede hun dem farvel, og de brast i højlydt gråd.
10 „Men vi vil gerne følge med dig hjem til dit folk!” sagde de to unge kvinder.
11 „Nej, I må hellere vende tilbage til jeres eget folk,” svarede No’omi. „Jeg har jo ikke andre sønner, I kan blive gift med. 12 Derfor er det bedst, at I vender tilbage til jeres familier. Jeg er for gammel til at gifte mig igen—og selv om jeg gjorde, og jeg blev gravid og fødte sønner med det samme, 13 ville I så vente til de blev voksne? Nej, mine piger! For mig er det mere bittert end for jer, for det er Herrens hånd, som har ramt mig med denne tragedie!”
14 Så græd de igen. Orpa kyssede nu sin svigermor farvel og vendte om for at gå tilbage til sit barndomshjem, men Ruth ville ikke forlade No’omi.
15 „Se, din svigerinde er allerede på vej tilbage til sit folk og sin gud,” sagde No’omi. „Du må hellere følge med.”
16 Men Ruth svarede: „Tving mig ikke til at forlade dig! Hvor du går hen, vil jeg gå med. Dit hjem skal være mit hjem, dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud. 17 Og når jeg engang dør, vil jeg begraves ved din side. Må Herren straffe mig, hvis jeg tillader noget andet end døden at skille os!”
18 Da No’omi så, at Ruth var fast besluttet på at gå med, holdt hun op med at forsøge at overtale hende.
1 Dette brev er fra Paulus, som sidder fængslet for Jesu Kristi skyld, og fra Timoteus, min medarbejder.
Kære Filemon, min ven og partner i tjenesten, 2 hils Apfia[a] og hils Arkippos, der kæmper for Herrens sag, ligesom vi gør. Hils også hele den menighed, der samles i dit hus. 3 Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.
4 Jeg takker altid Gud, når jeg beder for dig, kære Filemon. 5 Jeg har jo hørt om din levende tro på Jesus, vores Herre, og om din kærlighed til ham og alle kristne. 6 Det er min bøn, at det fællesskab om troen, som du er med i, må blive endnu mere effektivt i tjenesten for Kristus gennem en fuld forståelse af alt det gode, han har givet os del i.[b] 7 Jeg har hørt, hvordan du har været til stor hjælp og opmuntring for de kristne der, og det har opmuntret mig meget at høre om din kærlighed til dem. Det har virkelig givet mig en stor glæde.
8-9 Fordi jeg kender din kærlighed, kommer jeg med en bøn til dig. Egentlig kunne jeg vel frimodigt i Kristi navn befale dig at gøre det, som bør gøres. Du ville utvivlsomt være lydig over for en gammel mand som mig, der oven i købet er fængslet for Kristi skyld. Men jeg vil hellere appellere til dit gode hjerte. 10 Min bøn til dig angår Onesimos, som jeg har vundet for Herren, mens jeg har siddet i fangenskab her. Han er blevet som en søn for mig.
11 Før i tiden var Onesimos[c] ikke ligefrem til gavn for dig, men nu er han blevet til gavn for os begge to. 12 Når jeg nu sender ham tilbage til dig, er det, som om jeg sender mit eget hjerte. 13 Jeg ville gerne have beholdt ham her, for han har været mig til stor hjælp, mens jeg har siddet i fængsel på grund af mit budskab om Jesus. Du ville sikkert gerne selv have hjulpet mig, men det gjorde din slave så i stedet for. 14 Alligevel vil jeg ikke beholde ham uden dit samtykke, for han er trods alt din slave. Jeg ønsker heller ikke at tvinge dig til at gøre en god gerning. Den slags skal være frivilligt. 15 Måske var det nødvendigt, at du skulle undvære ham for en tid for netop at få ham tilbage for evigt, 16 ikke kun som slave, men som noget langt bedre, en medkristen som er højt elsket, ikke mindst af mig. Men du vil også selv elske ham højere nu, da I ud over det daglige arbejdsfællesskab også har fællesskab i Herren.
17 Hvis du virkelig betragter mig som partner i tjenesten, så tag imod ham, som du ville tage imod mig. 18 Hvis han har gjort noget forkert eller skylder dig noget, så skriv det på min regning. 19 Jeg vil betale det for ham. Det garanterer jeg for ved min egen underskrift. På den anden side kunne man jo egentlig også sige, at du på en måde skylder mig dit liv.
20 Kære kristne ven, vil du ikke nok gøre mig den tjeneste? Giv mig den glæde for Kristi skyld! 21 Jeg har skrevet det her brev i tillid til, at du vil gøre, hvad jeg beder dig om. Ja, jeg er overbevist om, at du ville gøre meget mere.
22 Samtidig vil jeg også bede dig om at være parat til at tage imod mig som din gæst. Jeg regner nemlig med, at Gud vil svare på jeres bønner og give mig min frihed tilbage, så jeg kan besøge jer.
23 Epafras sender jer mange hilsener. Han sidder også i fængsel her for troens skyld. 24 Også mine medarbejdere Markus, Aristark, Demas og Lukas sender deres hilsener.
25 Herren Jesu Kristi nåde være med jeres ånd!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.