Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 40:1-11

Lovprisning af Guds nåde og hjælp

40 Til korlederen: En sang af David.

Jeg satte al min lid til Herren,
    og han bøjede sig og hørte mit råb.
Han løftede mig op fra afgrunden,
    op af den mudrede sump.
Han stillede mig på et sikkert sted,
    gav mig fast grund under fødderne.
Han gav mig en ny sang at synge,
    en lovsang til ære for Gud.
Mange skal høre, hvad Herren har gjort,
    og med ærefrygt sætte deres lid til ham.
Lykkelige er de mennesker,
    som sætter deres lid til Herren
og ikke søger hjælp hos de stolte og selvsikre,
    hos dem, der bygger deres liv på en løgn.

Mange mirakler har du gjort for os, Herre.
    Du har gennemført dine underfulde planer.
        Ingen var i stand til at hindre dem.[a]
Jeg ville gerne fortælle om alle dine undere,
    men de er for mange til at tælles.
Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
    men du har givet mig ører til at høre med.
        Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
Da sagde jeg: „Se, jeg er parat!
    Der står skrevet om mig i bogrullen,
og jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.
    Din lov er skrevet i mit hjerte.”

10 I dit folks forsamling
    har jeg fortalt om din godhed.
Jeg har ikke holdt munden lukket,
    det ved du, Herre.
11 Din godhed har jeg ikke holdt hemmelig,
    jeg har fortalt om din frelse.
Din trofasthed, nåde og sandhed
    har jeg forkyndt for folkets forsamling.

Esajas 22:15-25

En advarsel til Shebna og senere Eljakim

15 Herren, den Almægtige, sendte mig til kongens slotsforvalter, Shebna, med følgende besked:

16 „Hvem tror du, du er? Hvorfor udhugger du dig et fornemt gravkammer her i byen, en smuk bolig højt oppe på klippevæggen? 17 Herren vil slynge dig langt bort, du stolte mand. 18 Han vil rulle dig sammen som en bold og kaste dig bort til et vidtstrakt land. Både du og dine smukke vogne skal føres bort, og du skal dø i det fremmede, for du har bragt skam over din herre. 19 Men først vil jeg tage din stilling fra dig 20 og i stedet udnævne min tjener Eljakim, Hilkijas søn, som din efterfølger. 21 Han skal overtage din embedsdragt, din titel og din autoritet. Han vil være en omsorgsfuld far for Jerusalem og Judas folk. 22 Jeg gør ham til kongens øverste embedsmand. Hans ord skal være lov, og ingen vil turde modsætte sig hans vilje. 23-24 Jeg slår hans myndighed fast som et syvtommersøm i en solid mur. Fordi han lever op til sit ansvar, vil folk have stor respekt for ham og hans familie.”

25 „Men engang vil selv det syvtommersøm blive revet løs,” siger Herren, den Almægtige. „Selv om det var banket godt fast i den solide mur, vil det blive revet ud af muren og falde til jorden. Og alt, hvad der var afhængigt af det søm, vil falde til jorden og blive knust.” Det er Herrens ord.

Galaterne 1:6-12

Galaterne er ved at svigte det sande budskab om Guds nåde

6-7 Jeg er chokeret over, at I så hurtigt har vendt jer fra Gud, som kaldte jer til at leve i Kristi nåde. Vi bragte jer det glædelige budskab om Jesus, men I har nu taget imod et andet budskab, som bestemt ikke er glædeligt. Der er nogen, der skaber forvirring iblandt jer ved at fordreje glædesbudskabet fra Kristus. Hvis nogen bringer jer et budskab, der går imod det, vi forkyndte for jer, bliver han ramt af Guds dom. Det gælder også, hvis vi selv eller en engel gør det. Lad mig sige det en gang til, fordi det er så vigtigt: Guds dom vil ramme enhver, der kommer med et andet budskab end det, I allerede har taget imod!

Paulus’ autoritet som apostel

10 I kan godt se, at jeg ikke taler mennesker efter munden. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje og tjene ham. Hvis jeg bare sagde det, folk gerne vil høre, kunne jeg ikke tjene Kristus.

11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.