Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Esajas 49:1-7

Herrens tjener og Israels genoprettelse

49 Hør efter, I fremmede folkeslag, lyt til mig, I fjerne lande. Herren udvalgte mig i min mors liv. Fra fødslen kaldte han mig ved navn. Han gav mine ord gennemslagskraft og holdt hånden over mig. Han gjorde mig til en spids pil, som han opbevarede i sit kogger. Han sagde til mig: „Israel skal være min tjener, som jeg vil åbenbare min herlighed igennem.”

Jeg følte, at min tjeneste havde været forgæves, for jeg havde slidt hårdt i det uden mærkbare resultater. Men det er Gud selv, som må vurdere mit arbejde.

Men nu har Herren talt igen, han, som fra min fødsel udrustede mig til den opgave at føre Israels folk tilbage til ham. Fra ham kommer min styrke, og i hans øjne er jeg agtet. Herren siger: „Det er for lidt for dig som min tjener at føre Israels folk hjem og genoprette Jakobs stammer. Jeg har sat dig som et lys for folkeslagene, så min frelse kan nå ud til jordens fjerneste egne.”

Herren, Israels hellige Gud og Befrier, siger til det folk, som er foragtet og vraget af mennesker, som holdes nede af verdens herskere: „Konger vil rejse sig i ærefrygt, og fyrster vil bøje sig i støvet for jer, fordi Herren, den trofaste Gud, Israels Hellige, har udvalgt jer.”

Salme 40:1-11

Lovprisning af Guds nåde og hjælp

40 Til korlederen: En sang af David.

Jeg satte al min lid til Herren,
    og han bøjede sig og hørte mit råb.
Han løftede mig op fra afgrunden,
    op af den mudrede sump.
Han stillede mig på et sikkert sted,
    gav mig fast grund under fødderne.
Han gav mig en ny sang at synge,
    en lovsang til ære for Gud.
Mange skal høre, hvad Herren har gjort,
    og med ærefrygt sætte deres lid til ham.
Lykkelige er de mennesker,
    som sætter deres lid til Herren
og ikke søger hjælp hos de stolte og selvsikre,
    hos dem, der bygger deres liv på en løgn.

Mange mirakler har du gjort for os, Herre.
    Du har gennemført dine underfulde planer.
        Ingen var i stand til at hindre dem.[a]
Jeg ville gerne fortælle om alle dine undere,
    men de er for mange til at tælles.
Det er ikke slagtofre og afgrødeofre, du ønsker,
    men du har givet mig ører til at høre med.
        Brændofre og syndofre har du ikke behag i.
Da sagde jeg: „Se, jeg er parat!
    Der står skrevet om mig i bogrullen,
og jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.
    Din lov er skrevet i mit hjerte.”

10 I dit folks forsamling
    har jeg fortalt om din godhed.
Jeg har ikke holdt munden lukket,
    det ved du, Herre.
11 Din godhed har jeg ikke holdt hemmelig,
    jeg har fortalt om din frelse.
Din trofasthed, nåde og sandhed
    har jeg forkyndt for folkets forsamling.

1 Korinterne 1:1-9

Indledende hilsen

Dette brev er fra Paulus, som efter Guds vilje er kaldet til at være apostel i tjenesten for Jesus, som er Messias. Min medarbejder, Sostenes, sender jer også mange hilsener.

Jeg skriver til jer, som udgør menigheden i Korinth, jer, som ved Kristus er blevet renset og kaldet til at være hans folk sammen med alle de andre kristne rundt omkring i hele verden, der ligesom os tror på og beder til vores Herre, Jesus Kristus.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

Paulus takker Gud for dem

Jeg kan aldrig blive træt af at takke Gud for jer og for den rigdom af nådegaver, som I har fået del i gennem Jesus Kristus. I er jo blevet beriget på alle måder, både med guddommeligt inspirerede budskaber og med kundskab om mange ting. Ved disse overnaturlige gaver er sandheden i budskabet om Kristus blevet bekræftet iblandt jer, og det i så høj grad, at I ikke mangler nogen af de åndelige gaver, mens I med forventning ser frem til, at Jesus Kristus, vores Herre, kommer tilbage. Han vil også styrke jer og fortsætte sin gerning i jer til det sidste, så der ikke bliver noget at anklage jer for på den dag, da Jesus Kristus afsiger sin dom. Ja, det vil Gud gøre, fordi han er trofast, og fordi det er ham selv, der har kaldet jer ind i fællesskabet med hans Søn, Jesus Kristus, som er vores Herre.

Johannes 1:29-42

Johannes Døber udpeger Jesus som Guds offerlam

29 Den følgende dag kom Jesus gående hen mod Johannes, der var omgivet af en gruppe af sine disciple. „Se dér!” sagde Johannes, „dér kommer Guds Lam! Det er ham, der skal tage hele verdens synd på sig. 30 Det var ham, jeg hentydede til, da jeg sagde: ‚Han, som skal træde frem efter mig, er større end mig, for han var til, før jeg blev født.’ 31 I begyndelsen vidste jeg ikke, hvem Messias var, men jeg døber jer, for at Israels folk må få øjnene op for, hvem han er.”

32 Johannes kom derefter med følgende vidnesbyrd om Jesus: „Jeg så Helligånden komme ned fra himlen ligesom en due og blive over ham. 33 Indtil da vidste jeg ikke, hvem der var Messias, men da Gud sendte mig for at døbe med vand, sagde han til mig: ‚Ham du ser Ånden komme ned over og blive over, ham er det! Det er ham, der døber med Helligåndens kraft.’ 34 Det har jeg nu set, og derfor kan jeg give jer det vidnesbyrd, at han virkelig er Guds Søn!”

Jesus møder sine første disciple

35 Dagen efter stod Johannes der igen sammen med to af sine disciple. 36 Da han så Jesus komme gående, sagde han: „Se! Det er Guds Lam!”

37 Da de to disciple hørte det, fulgte de efter Jesus. 38 Han lagde mærke til, at de fulgte efter ham, og vendte sig om mod dem. „Hvad vil I?” spurgte han.

„Mester, hvor bor du?”

39 „Kom og se,” svarede han. Så gik de med ham hen til det sted, hvor han boede. Klokken var ca. 10 om formiddagen,[a] og de blev hos ham resten af dagen.

40 En af de to mænd, som fulgte med Jesus, hed Andreas. Han var bror til Simon Peter. 41 Det første Andreas derefter gjorde, var at finde sin bror og sige til ham: „Vi har mødt Messias!” 42 Og han tog ham med hen til Jesus. Jesus så Simon i øjnene og sagde: „Du er Simon, Johannes’ søn,[b] men fra nu af skal du hedde Kefas.” (Det er det samme som Peter).[c]

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.