Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Tillid til Herren

27 En sang af David.

^26-27 Ved daggry næste morgen råbte Samuel op til Saul: „Stå op! Jeg vil følge dig på vej.” Så stod Saul op, og Samuel gik med dem et stykke hen ad vejen. Da de var nået til udkanten af byen, sagde Samuel til Saul: „Sig til tjeneren, at han skal gå i forvejen, men bliv du her lidt endnu. Herren har nemlig givet mig et særligt budskab til dig.”

Samuel salver Saul til konge

10 Samuel tog nu sin olieflaske og hældte olien ud over Sauls hoved. Så kyssede han ham på kinden og sagde: „Jeg salver dig, fordi Herren har udpeget dig til at være leder for Israel, hans ejendomsfolk. ² Når du går herfra, vil du træffe to mænd ved Rakels grav i Zeltza i Benjamins land. De vil fortælle dig, at æslerne er fundet, og at din far nu er bekymret for dig og tænker: ‚Hvad er der dog blevet af min søn?’ ³ Og når du kommer til egetræet ved byen Tabor, vil du møde tre mænd, der er på vej til Betel for at tilbede Herren. Den ene af mændene har tre gedekid med sig. Den anden medbringer tre brød og den tredje en lædersæk med vin. ⁴ Mændene vil hilse på dig og tilbyde dig to af brødene, og dem skal du tage imod. ⁵ Derefter kommer du til den hellige by Geba,^[a] hvor filistrenes garnison ligger. Der vil du møde en flok profeter, som er på vej ned fra offerhøjen. De spiller på harpe, tamburin, fløjte og lyre, mens de profeterer. ⁶ Da vil Herrens Ånd komme over dig så stærkt, at du begynder at profetere sammen med dem, og du bliver et helt nyt menneske. ⁷ Når disse ting er sket, kan du trygt gøre, hvad du finder rigtigt, for Gud er med dig. ⁸ Gå derefter ned til Gilgal og vent på mig i syv dage, så kommer jeg for at ofre brændofre og takofre, og så vil jeg sige dig, hvad du skal gøre.”

Paulus’ budskab blev accepteret af apostlene i Jerusalem

2 14 år efter tog jeg igen til Jerusalem, denne gang sammen med Barnabas. Jeg tog også Titus med. ² Gud havde gennem en åbenbaring vist mig, at jeg skulle tage derhen. Jeg mødtes så med lederne i menigheden i Jerusalem, som alle var jødekristne, og forelagde dem det budskab, som jeg forkynder for alle folkeslagene. Det gjorde jeg for at sikre mig, at mit arbejde ikke ville blive modarbejdet af de andre og derfor være forgæves. ³ Titus, som jeg havde med, var aldrig blevet omskåret, fordi han ikke er jøde. Men lederne i Jerusalem accepterede ham som en kristen uden at kræve, at han først skulle omskæres.

⁴ Jeg tog til Jerusalem, fordi nogle jøder var kommet til Antiokia og havde påstået, at man ikke kunne være kristen uden at blive omskåret. De havde sneget sig ind i menigheden under påskud af at være kristne, men de var ude på at ødelægge den frihed, vi har i Jesus, vores Frelser, og gøre os alle til slaver af de jødiske love. ⁵ Men vi nægtede at bøje os for deres krav. At leve i Guds nåde er nemlig selve kernen i vores budskab.

⁶ Under mødet i Jerusalem blev det klart, at lederne dér ikke havde noget at indvende imod det budskab, jeg forkynder. (At disse ledere var meget ansete, er uvæsentligt for mig, for Gud vurderer ikke mennesker efter, hvilken status de har.) ⁷ Tværtimod accepterede de fuldt ud, at Gud har givet mig den opgave at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag, mens Peter har fået til opgave at forkynde det for jøderne. ⁸ De accepterede, at ligesom Gud står bag Peters tjeneste som apostel for jøderne, på samme måde står han også bag min tjeneste som apostel for de andre folkeslag. ⁹ Da Jakob, Peter og Johannes, der regnes for de øverste ledere, hørte, hvordan Gud havde velsignet min tjeneste, gav de Barnabas og mig hånden på, at vi alle skulle stå sammen i tjenesten for Gud. De accepterede, at vi skulle koncentrere os om de øvrige folkeslag, mens de selv ville gå til jøderne. ¹⁰ Dog bad de os om at hjælpe de fattige kristne i Jerusalem, men det har jeg også altid været mere end villig til.