Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
27 Herren siger: „Der kommer en tid, hvor jeg forøger antallet af indbyggere og kvæg i Israel og Juda. 28 Jeg rykkede mit folk op med rode, nedrev deres huse og ødelagde deres land, men til den tid vil jeg plante dem på ny og genopbygge deres land. 29 Man vil ikke længere bruge det gamle ordsprog: ‚Fædrene spiste sure druer, og børnene kom til at lide under det.’ 30 Nej, den som spiser sure druer, må nu selv lide under det. Enhver skal dø for sin egen synd.”
31 „Engang i fremtiden vil jeg gennemføre en ny pagt med Israels og Judas folk,” siger Herren. 32 „Den nye pagt vil ikke komme til at ligne den, jeg oprettede med deres forfædre, da jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af slaveriet i Egypten. De brød jo min pagt, selv om jeg var som en trofast ægtemand. 33 Den ny pagt, som jeg vil oprette med Israels folk engang i fremtiden, bygger på følgende løfte: Jeg vil lægge mine love i deres indre og skrive dem på deres hjerter. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 34 Da skal man ikke længere sige til sine venner eller familie, at de bør kende mig som deres herre, for alle, både små og store, vil forstå, at jeg er Herren. For jeg vil tilgive dem deres skyld og udslette deres synder af min hukommelse.”
Kærlighed til Guds ord
97 Jeg elsker dine bud, Herre.
Dagen igennem er de i mine tanker.
98 Jeg mediterer over dit ord hver dag,
det giver mig et fortrin frem for mine fjender.
99 Jeg har altid dine bud i mine tanker,
de gør mig visere end mine vejledere.
100 Ja, jeg er klogere end de gamle og erfarne,
for jeg adlyder dine befalinger.
101 Jeg holder mig væk fra enhver form for ondskab,
for jeg ønsker at adlyde dit ord.
102 Jeg går ikke vild, men følger dine bud,
for du er den, der underviser mig.
103 Jeg elsker at smage på dit ord,
det er sødere på tungen end honning.
104 Jo mere indsigt jeg får i dine bud,
des mere hader jeg løgnens vej.
14 Du, derimod, skal holde fast ved det, du har lært og har sat din lid til. Du kender jo dem, der har undervist dig. 15 Desuden er du fra din tidligste barndom blevet oplært i de hellige skrifter, som hjalp dig til at forstå, at frelsen modtages ved tro på Jesus Kristus. 16 Hele Skriften er inspireret af Gud og kan bruges til undervisning, til irettesættelse, til korrektion og til træning i at leve ret, 17 så enhver, der ønsker at tjene Gud, kan blive fuldt udrustet til at gøre det gode.
4 1-2 Jeg er meget bevidst om, at Gud ser og hører alt, hvad jeg gør. Jeg tænker også meget på, at Jesus Kristus skal dømme de levende og de døde, og at han kommer og opretter sit rige. Derfor vil jeg minde dig om det ansvar, du har, for at forkynde det budskab, du har fået betroet, hvad enten du synes, det er belejligt eller ubelejligt. Du skal afsløre enhver falsk lære og korrigere de vildfarne. Vejled mennesker med megen tålmodighed og klar undervisning. 3 Der kommer nemlig en tid, hvor folk ikke vil rette sig efter den sunde lære, men i stedet følger deres egne ønsker og holder sig til de forkyndere, der fortæller dem, hvad de gerne vil høre. 4 De vil vende det døve øre til sandheden og i stedet lytte til myter. 5 Du skal være på vagt på alle områder. Vær ikke bange for at lide ondt, men gør et godt stykke arbejde som evangelist. Vær helhjertet i din tjeneste.
Tab ikke modet
18 Jesus fortalte derefter disciplene en historie om nødvendigheden af altid at bede og ikke miste modet:
2 „Der var engang en dommer, som ikke frygtede Gud og ikke tog hensyn til folks rettigheder. 3 I byen boede også en enke, som blev ved med at opsøge ham. ‚Den, som har forbrudt sig imod mig, skal dømmes og straffes,’ forlangte hun. 4 Længe afviste han at foretage sig noget, men til sidst sagde han til sig selv: ‚Selv om jeg er ligeglad med Gud og mennesker, 5 så må jeg nok hellere afsige en dom, siden hun bliver ved med at besvære mig. Ellers ender det vel med, at hun overfalder mig.’ ”
6 Og Jesus fortsatte: „Når den korrupte dommer siger sådan, 7 tror I så ikke den barmhjertige Gud vil lytte til sine udvalgte, der råber til ham dag og nat, og dømme dem, der mishandler dem? 8 Jo, han vil straffe de skyldige, og det vil ske i hast. Men hvor mange vil holde fast ved troen, indtil Menneskesønnen kommer tilbage?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.