Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Sørgesang i Babylonien
137 Ved Babyloniens floder sad vi og græd,
når vi tænkte tilbage på Zion.
2 Harperne havde vi ikke lyst til at bruge,
så vi hængte dem op i piletræerne.
3 Vore fangevogtere forlangte, at vi skulle synge,
vore plageånder pålagde os at være glade:
„Syng en sang om Zion for os!”
4 Hvordan skulle vi kunne synge for Herren,
når vi sygner hen i et fremmed land?
5 Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
må min højre hånd da blive lammet!
6 Gid min tunge må klæbe til ganen,[a]
hvis jeg ikke husker på dig
og sætter dig højere end alt andet.
7 Herre, husk, hvad edomitterne sagde,
da Jerusalem blev indtaget af babylonierne:
„Riv byen ned, jævn den med jorden!”
8 Babylon, du går din undergang i møde.
Velsignet være dem, der gengælder dig,
hvad du har gjort mod os.
9 Lad dem tage dine spædbørn
og knuse dem mod klippen.
De efterladte indbyggeres sorg og bøn om genoprettelse
5 Herre, tænk på, hvor meget vi har lidt.
Glem ikke al den foragt, vi har måttet tåle.
2 Det land, du gav os, er fyldt med fremmede,
udlændinge overtog vores ejendom.
3 Vi er forældreløse, vore fædre er døde,
og vore mødre sidder tilbage som enker.
4 Selv vandet, vi drikker, må vi købe,
og vi betaler for brændsel i dyre domme.
5 Vi træller under vore fjenders tyranni,
vi er trætte af slid og slæb, og åget trykker os.
6 Vi har måttet underlægge os Egypten og Assyrien
for at have mad at spise.
7 Vore forfædre syndede, men nu er de døde,
så det er os, der må bære straffen.
8 Et slavefolk er blevet herrer over os,
og der er ingen til at redde os.
9 Vi må hente vores føde langvejsfra
og risikere at blive overfaldet på vejen.
10 Vores hud er blevet mørk af solen,
og sulten brænder i os.
11 I Jerusalem voldtager de vore kvinder,
og vore unge piger krænkes i Judas byer.
12 Vore ledere henrettede de ved hængning,
gamle folk viste de ikke medynk.
13 Vore unge mænd må nu trække kværnen,
vore drenge segner under byrder af brænde.
14 De gamle forsvandt fra byens torve,
de unges muntre musik er forstummet.
15 Vi har alle mistet vores livsglæde,
den lystige dans er afløst af sorg.
16 Vi har intet mere at være stolte af.
Vi har syndet og har det elendigt.
17 Vore hjerter er fyldt med sorg,
vi kan dårligt se ud af øjnene for tårer.
18 Vi græder over Zions bjerg, hvor templet lå,
nu strejfer sjakaler om i ruinerne.
19 Herre, du er dog for evigt den samme.
Dit herredømme varer fra slægt til slægt.
20 Vil du for evigt glemme os?
Hvor længe skal vi vente på din frelse?
21 Drag os tilbage til dig, så vi omvender os.
Giv os en ny chance, så alt bliver som før.
22 Eller har du fuldstændig forkastet os?
Er din vrede som en bundløs afgrund?
Figentræet uden frugt(A)
12 Næste morgen, da de gik fra Betania ind mod Jerusalem, blev Jesus sulten. 13 Han så på lang afstand et figentræ, som havde masser af blade, og han gik hen for at se, om der måske var figner på det, men der var kun blade. Frugtsæsonen var jo heller ikke begyndt. 14 Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal nogen spise frugt af dig!”[a] Det hørte hans disciple.
Betydningen af tro og tilgivelse(A)
20 Næste morgen kom de forbi det figentræ, som Jesus havde forbandet, og disciplene lagde mærke til, at det var visnet fra roden af. 21 Peter huskede, hvad Jesus dagen forinden havde sagt til træet, og han udbrød: „Se, Mester! Det figentræ, du forbandede, er visnet!”
22 Jesus svarede sine disciple: „Ja, I må have tro til Gud. 23 Og det siger jeg jer: Hvis I befaler sådan et ‚bjerg’: ‚Du skal rykkes op og kastes i havet,’ så vil det ske, forudsat at I ikke inderst inde tvivler på det, men virkelig tror på, at det vil ske. 24 På den baggrund siger jeg til jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om—tro, at I har fået det, så er det jeres!
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.