Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Håb for fremtiden midt i ulykken

32 Herren gav mig et nyt budskab om det fremtidige håb i kong Zidkija af Judas tiende regeringsår, der var Nebukadnezars attende regeringsår. ² Den babyloniske hær var i færd med at belejre Jerusalem, og jeg var under husarrest i den kongelige gardes boligkompleks. ³ Kong Zidkija havde nemlig sat mig i forvaring, fordi jeg havde givet kongen følgende besked fra Herren: „Hør hvad Herren siger: Jeg overgiver denne by til den babyloniske konge, og han skal indtage den.

⁶ Først sagde Herren til mig: ⁷ „Din fætter Hanamel, Shallums søn, er på vej for at bede dig om at købe den jord, han ejer i Anatot. Han vil gøre dig opmærksom på, at du har forkøbsret til jorden, fordi du er hans nærmeste slægtning.”

⁸ Det skete, som Herren havde sagt. Kort efter kom Hanamel og besøgte mig i den indre gård, hvor jeg sad i forvaring. „Køb min mark i Anatot i Benjamins land,” bad han. „Du har forkøbsret til den, fordi du er min nærmeste slægtning.” Da forstod jeg, at det var Herrens vilje, at jeg skulle købe den.

⁹ Derpå købte jeg marken for 200 gram sølv, ¹⁰ hvorefter jeg underskrev og forseglede skødet og afvejede sølvet i vidners nærværelse. ¹¹ Derpå tog jeg det forseglede dokument med dets betingelser og klausuler tillige med den uforseglede kopi, ^12-13 hvorefter jeg i Hanamels, vidnernes og de øvrige tilstedeværende judæeres påsyn overrakte dokumentet til Baruk, Nerijas søn, Mahsejas sønnesøn, idet jeg sagde:

¹⁴ „Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Tag dette forseglede dokument og kopien og læg dem i en lerkrukke, så de kan bevares for eftertiden. ¹⁵ Herren, Israels Gud, lover jer, at engang i fremtiden skal Judas folk igen eje jord i deres eget land, og de skal købe og sælge huse, vingårde og marker.”

I Herrens varetægt

⁶ Gudsfrygt giver faktisk et stort udbytte, men kun hvis man samtidig kan leve nøjsomt. ⁷ Vi havde jo ikke noget med os, da vi blev født, og vi kan ikke tage noget med os, når vi skal herfra. ⁸ Vi skal være glade og tilfredse, når vi har mad at spise og tøj at tage på. ⁹ De, der vil være rige, falder let i fristelser og går i Djævelens fælde. De får alle slags tåbelige og skadelige ønsker og vaner, som styrter mennesker i ødelæggelse og fortabelse. ¹⁰ Kærlighed til penge fører til alt muligt ondt. Nogle er på grund af kærlighed til penge faret vild fra troen og har påført sig selv stor smerte.

¹¹ Flygt fra den slags fristelser, du Guds mand. Stræb i stedet efter altid at gøre det rette. Øv dig i gudsfrygt, tro,^[a] kærlighed, udholdenhed og nænsomhed. ¹² Kæmp for troens gode sag. Hold fast ved det evige liv, som Gud har kaldet dig til, og som du har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærvær. ^13-14 Ind for Guds ansigt, han, som giver alle ting liv, og med tanke på Jesus Kristus, som aflagde den gode bekendelse foran Pontius Pilatus, formaner jeg dig til at leve i lydighed mod det, du har fået befaling om. Lad din livsførelse være uplettet og uangribelig lige til den dag, da vores Herre, Jesus Kristus, vender tilbage. ¹⁵ Når tiden er inde, vil Gud lade Kristus komme til syne i al sin herlighed:

¹⁷ Sig til de rige, at de ikke må være overmodige og sætte deres lid til de usikre penge. De skal i stedet sætte deres lid til den Gud, som i rigt mål giver os alt muligt, vi kan glæde os over. ¹⁸ Sig til dem, at de skal bruge deres penge til at gøre godt med. De bør være rige på gode gerninger, gavmilde og altid parate til at dele med andre. ¹⁹ På den måde bruger de deres rigdom til at lægge et godt fundament for evigheden, og dermed får de fat i det virkelige liv.

Vend om, mens der endnu er tid

¹⁹ Jesus fortsatte: „Der var en rig mand, som levede i stor luksus, klædte sig i kostbart tøj og holdt fest hver dag. ²⁰ Uden for hans dør havde man lagt en stakkels tigger, der havde sår over hele kroppen. Han hed Lazarus. ²¹ Han længtes efter at kunne spise sig mæt i det, der blev tilovers fra den rige mands fester, men han fik ingenting. Derimod kom de sultne hunde^[a] og slikkede hans sår.

²² Den stakkels mand døde, og englene bar ham hen til Abraham, hvor han fik lov at ligge til bords ved hans side. Den rige mand døde også og blev begravet. ²³ Da han slog øjnene op, var han i dødsriget, hvor han led store kvaler. Langt borte så han Lazarus ligge til bords ved Abrahams side.

²⁴ ‚Fader Abraham!’ råbte han. ‚Hav medlidenhed med mig! Send Lazarus hen for at dyppe spidsen af sin finger i vand og væde min tunge, for jeg har det forfærdeligt i flammerne her.’

²⁵ Men Abraham svarede: ‚Husk nu, min ven, at du levede på livets solside, mens Lazarus havde det ondt. Nu er det ham, der trøstes, og dig, der lider. ²⁶ Desuden er der en dyb kløft imellem os. Selv hvis nogen ville herfra over til jer, så var det ikke muligt, og man kan heller ikke komme fra jer over til os.’

²⁷ Da råbte den rige mand: ‚Så beder jeg dig, fader Abraham, send Lazarus til min fars hus ²⁸ for at advare mine fem brødre, så de ikke skal ende i den her frygtelige pine.’

²⁹ Men Abraham sagde: ‚Dine brødre kan jo bare høre efter, når der læses op fra Toraen og de profetiske bøger.’

³⁰ ‚Nej, fader Abraham, det er ikke nok! Men hvis der kom en fra de døde, så ville de ændre indstilling!’

³¹ ‚Hvis de ikke vil lytte til Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om nogen genopstod fra de døde.’ ”