Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

I Herrens varetægt

Gode og dårlige figner

24 Efter at kong Nebukadnezar af Babylonien havde taget kong Jekonja af Juda til fange og sendt ham i landflygtighed til Babylon sammen med Judas ledende mænd og håndværkerne, gav Herren mig følgende syn: Jeg så to kurve med figner, der stod foran templet i Jerusalem. ² I den ene kurv var der modne figner af højeste kvalitet, mens fignerne i den anden kurv var så dårlige, at de ikke kunne spises. ³ Så spurgte Herren mig: „Hvad ser du, Jeremias?”

„Figner,” svarede jeg. „Nogle er flotte, men andre er elendige og uspiselige.”

^4-5 Da sagde Herren: „De gode figner repræsenterer den del af Judas befolkning, der blev ført i eksil til Babylonien. ⁶ Jeg vil sørge for, at de bliver behandlet godt, og jeg vil føre dem tilbage hertil engang. Derefter vil jeg give dem fremgang og beskytte dem. Jeg vil plante dem i deres eget land og ikke rykke dem op. ⁷ Jeg vil give dem et nyt hjerte, så de kan forstå, at jeg er Herren. Når de vender sig til mig af hele deres hjerte, skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.

⁸ Men de dårlige figner repræsenterer kong Zidkija af Juda, hans embedsmænd og de tilbageblevne indbyggere i Jerusalem tillige med dem, der er flygtet til Egypten. Jeg betragter dem som dårlige og uspiselige figner. ⁹ Jeg vil sørge for, at alle folkeslag på jorden vil afsky dem. De vil blive hånet og spottet, hadet og forbandet overalt, hvor jeg jager dem hen. ¹⁰ Jeg sender krig og hungersnød og epidemier over dem, indtil de er helt udryddet fra det land, jeg gav deres forfædre.”

⁴³ Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.

Jesus taler igen om sin død^(A)

Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene: ⁴⁴ „Hør godt efter og glem ikke, hvad jeg nu siger til jer: Det varer ikke længe, før Menneskesønnen bliver forrådt og overgivet i menneskers vold.” ⁴⁵ Men disciplene forstod ikke, hvad han mente. Det var simpelt hen en gåde for dem, så de ikke kunne fatte det, men ingen af dem turde spørge ham.

Den største er den, som vil tjene^(B)

⁴⁶ Disciplene begyndte nu at diskutere, hvem der var den mest betydningsfulde af dem. ⁴⁷ Men da Jesus kendte deres tanker, fik han fat i et barn og stillede det ved siden af sig. ⁴⁸ Så sagde han: „Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, har i virkeligheden accepteret mig; og den, der har accepteret mig, har accepteret min Far, som sendte mig. Den af jer, som er parat til at være den mindste, er i virkeligheden den største.”