Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

I pottemagerens værksted

18 En dag sagde Herren til mig: ² „Gå ned til pottemagerens værksted, så skal jeg fortælle dig noget.” ³ Jeg gjorde, som Herren sagde, og fandt pottemageren i færd med at forme krukker på sin drejeskive. ⁴ Af og til blev en krukke ikke, som han havde tænkt sig. Så begyndte han forfra for at lave en ny og bedre krukke.

⁵ Så sagde Herren til mig: ⁶ „Kan jeg ikke gøre med Israel, som pottemageren gør med sit ler? Som leret i pottemagerens hånd, sådan er mit folk i min hånd. ⁷ Af og til truer jeg en nation eller et folkeslag med undergang og ødelæggelse. ⁸ Men hvis de omvender sig fra deres synd og ondskab, gør jeg ikke alvor af min trussel.

⁹ Hvis jeg lover at velsigne et folk, ¹⁰ men det folk så gør, hvad der er ondt i mine øjne, og ikke adlyder mig, får de alligevel ikke den velsignelse, jeg havde lovet dem.”

¹¹ Derfor befalede Herren mig at sige til Judas folk og Jerusalems indbyggere: „Hør Herrens ord: Han har planer om at straffe jer. Derfor skal I omvende jer fra jeres ondskab og gøre, hvad der er ret.”

Guds storhed og omsorg

139 Til korlederen: En sang af David.

¹ Dette brev er fra Paulus, som sidder fængslet for Jesu Kristi skyld, og fra Timoteus, min medarbejder.

Kære Filemon, min ven og partner i tjenesten, ² hils Apfia^[a] og hils Arkippos, der kæmper for Herrens sag, ligesom vi gør. Hils også hele den menighed, der samles i dit hus. ³ Nåde være med jer og fred fra Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus.

⁴ Jeg takker altid Gud, når jeg beder for dig, kære Filemon. ⁵ Jeg har jo hørt om din levende tro på Jesus, vores Herre, og om din kærlighed til ham og alle kristne. ⁶ Det er min bøn, at det fællesskab om troen, som du er med i, må blive endnu mere effektivt i tjenesten for Kristus gennem en fuld forståelse af alt det gode, han har givet os del i.^{[b] 7} Jeg har hørt, hvordan du har været til stor hjælp og opmuntring for de kristne der, og det har opmuntret mig meget at høre om din kærlighed til dem. Det har virkelig givet mig en stor glæde.

^8-9 Fordi jeg kender din kærlighed, kommer jeg med en bøn til dig. Egentlig kunne jeg vel frimodigt i Kristi navn befale dig at gøre det, som bør gøres. Du ville utvivlsomt være lydig over for en gammel mand som mig, der oven i købet er fængslet for Kristi skyld. Men jeg vil hellere appellere til dit gode hjerte. ¹⁰ Min bøn til dig angår Onesimos, som jeg har vundet for Herren, mens jeg har siddet i fangenskab her. Han er blevet som en søn for mig.

¹¹ Før i tiden var Onesimos^[c] ikke ligefrem til gavn for dig, men nu er han blevet til gavn for os begge to. ¹² Når jeg nu sender ham tilbage til dig, er det, som om jeg sender mit eget hjerte. ¹³ Jeg ville gerne have beholdt ham her, for han har været mig til stor hjælp, mens jeg har siddet i fængsel på grund af mit budskab om Jesus. Du ville sikkert gerne selv have hjulpet mig, men det gjorde din slave så i stedet for. ¹⁴ Alligevel vil jeg ikke beholde ham uden dit samtykke, for han er trods alt din slave. Jeg ønsker heller ikke at tvinge dig til at gøre en god gerning. Den slags skal være frivilligt. ¹⁵ Måske var det nødvendigt, at du skulle undvære ham for en tid for netop at få ham tilbage for evigt, ¹⁶ ikke kun som slave, men som noget langt bedre, en medkristen som er højt elsket, ikke mindst af mig. Men du vil også selv elske ham højere nu, da I ud over det daglige arbejdsfællesskab også har fællesskab i Herren.

¹⁷ Hvis du virkelig betragter mig som partner i tjenesten, så tag imod ham, som du ville tage imod mig. ¹⁸ Hvis han har gjort noget forkert eller skylder dig noget, så skriv det på min regning. ¹⁹ Jeg vil betale det for ham. Det garanterer jeg for ved min egen underskrift. På den anden side kunne man jo egentlig også sige, at du på en måde skylder mig dit liv.

²⁰ Kære kristne ven, vil du ikke nok gøre mig den tjeneste? Giv mig den glæde for Kristi skyld! ²¹ Jeg har skrevet det her brev i tillid til, at du vil gøre, hvad jeg beder dig om. Ja, jeg er overbevist om, at du ville gøre meget mere.

Om at være discipel af Jesus^(A)

²⁵ Store menneskemængder fulgte Jesus, og han vendte sig til dem og sagde: ²⁶ „Enhver, som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor, sin ægtefælle og sine børn, sine brødre og søstre—ja, højere end sit eget liv. ²⁷ De, der ikke er villige til at give afkald på deres eget liv^[a] og følge mig fuldt ud, kan ikke være mine disciple.

²⁸ Har I beregnet omkostningerne? Hvis nogen tænker på at starte et byggeri, sætter de sig så ikke først hen og regner ud, om de har penge nok til at gøre det færdigt? ²⁹ For hvis de lægger grunden uden at kunne bygge færdig, så vil alle, som ser det, gøre nar af dem og sige: ³⁰ ‚Se! De begyndte at bygge, men kunne ikke gøre det færdigt.’

³¹ Eller hvilken konge tør kaste sig ud i en krig uden først at have drøftet med sine rådgivere, om han med sine 10.000 mand er stærk nok til at slå de fjendtlige styrker på 20.000 mand? ³² Og hvis han indser, at det ikke kan lade sig gøre, sender han folk ud for at forhandle om fredsbetingelser, mens fjenden endnu er langt borte.

³³ På samme måde,” sluttede Jesus, „kan I ikke være mine disciple, hvis I ikke er villige til at betale, hvad det koster, om det så er alt, hvad I ejer og har.