Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Guds udvalgte konge
2 1-2 Hvorfor er de fremmede folk så rasende?
Deres konger gør sig klar til kamp.
Hvorfor lægger folk nytteløse planer?
Deres ledere samles til rådslagning.
De kæmper imod Herren selv,
de angriber hans udvalgte tjener.
3 „Lad os bryde de snærende bånd,” siger de.
„Lad os sprænge de tunge lænker.”
4 Men han, som troner i Himlen, ler,
han ryster på hovedet ad deres planer.
5 Så taler han til dem i vrede,
de skælver af rædsel ved hans ord:
6 „Jeg har allerede indsat min konge,
han skal regere fra Zion, mit hellige bjerg.”
7 (Den udvalgte konge siger:)
„Lad mig fortælle jer, hvad Herren har lovet.
Han sagde til mig: ‚Du er min søn,
i dag er jeg blevet din Far.
8 Bed mig, og du skal få verden i eje,
alle jordens riger skal tilhøre dig.
9 Med dit jernscepter skal du fælde en knusende dom,
som pottemageren smadrer de fejlslagne kar.’ ”
10 Hør efter, I konger og fyrster,
vær kloge og lyt til mit råd.
11 Bøj jer ærbødigt for Herren,
søg ham med frygt og bæven.
12 Bøj jer med respekt i støvet,
så I ikke bliver knust under hans vrede.[a]
For hans dom kan hurtigt ramme jer.
Velsignede er de, der søger tilflugt hos ham.
Jerusalem skal knuses som en lerkrukke
19 Herren sagde derpå til mig: „Gå hen og køb en lerkrukke hos pottemageren. Tag så nogle af folkets politiske og religiøse ledere med dig 2 og gå ud i Hinnoms søns dal med krukken, tæt ved Potteskårsporten. Derude skal du overbringe dem følgende budskab:
3 Judas kongeslægt og Jerusalems indbyggere, hør Herrens ord! Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg sender en katastrofe over dette sted, som vil få det til at ringe for ørerne af enhver, der hører om det. 4 For Israel har svigtet mig og gjort denne dal til en skamplet ved at brænde røgelse for fremmede guder, som hverken de selv eller deres forfædre kendte til, og Judas konger har på dette sted ofret uskyldige børn. 5 De har bygget højaltre for Ba’al og brændt deres egne børn som ofre på disse altre, en afskyelig handling, som jeg aldrig ville drømme om at kræve af dem.
6 Der kommer en dag, siger Herren, hvor denne dal ikke længere skal hedde Tofet eller Hinnoms søns dal. I stedet skal den kaldes for ‚Massakrens dal’. 7 Jeg modarbejder Judas og Jerusalems krigsstrategi og tillader fjendens hære at overrumple jer og slå jer ihjel. Gribbe og vilde dyr vil æde jeres døde kroppe. 8 Jeg jævner Jerusalem med jorden, så enhver, der går forbi, vil gispe af rædsel over byens grufulde skæbne. 9 Jeg vil sørge for, at jeres fjender belejrer byen, indtil alle fødevarer er brugt op, og de belejrede begynder at spise deres egne børn og venner.
10 Jeremias, når du har givet dem budskabet, skal du knuse krukken for øjnene af de mænd, du har taget med. 11 Så skal du sige til dem: Hør, hvad Herren, den Almægtige, siger: Som den her lerkrukke blev knust, så den ikke kan laves igen, vil jeg knuse Judas og Jerusalems indbyggere. Og man vil kaste de døde ud her i Tofetdalen, fordi der ikke er plads nok i gravhulerne. 12-13 Det er, hvad jeg vil gøre med dette sted og dets indbyggere. Jerusalem vil blive vanhelliget som Tofet. Død og ødelæggelse vil ramme hvert eneste hus i Jerusalem, ja selv det kongelige palads. Det er straffen for, at I på tagterrasserne brændte røgelse for stjerneguderne og bragte drikofre til alle jeres afguder.”
14 Efter at Jeremias havde forkyndt sit budskab, forlod han Tofetdalen og gik hen i forgården til Herrens tempel, hvor han råbte til folket: 15 „Hør, hvad Herren, den Almægtige, Israels Gud, siger: Jeg vil snart lade katastrofen ramme Jerusalem og de omliggende byer, sådan som jeg har sagt, fordi I hårdnakket nægter at høre efter, hvad jeg siger.”
6 Når du forklarer det her for de kristne, er du en god tjener for Jesus Kristus. Du skal hente din styrke fra budskabet om troens betydning og fra den gode undervisning, som du har modtaget. 7 Afvis de tåbelige myter, der intet godt fører med sig.
Livet er mere end her og nu
Brug hellere tiden på at øve dig i gudsfrygt. 8 Fysisk træning er godt, men giver et begrænset udbytte, for det gavner kun en tid. Gudsfrygt har man derimod stort udbytte af, for det gavner en både her i livet og i den kommende verden. 9 Tro mig, og accepter, hvad jeg siger. 10 Vi slider og kæmper jo netop, fordi vi har sat alt vores håb til den levende Gud, som giver evigt liv til alle, der tror på Kristus. 11 Tilrettevis dem, der tager fejl, og undervis dem om det rette.
Hold dig ikke tilbage
12 Lad ingen se ned på dig, fordi du er ung, men vær et forbillede for de troende både med dine ord og med dit liv. Vær et godt eksempel for dem, når det gælder kærlighed, trofasthed og renhed. 13 Brug tiden, indtil jeg kommer, til at læse op for dem fra Skriften, til at styrke dem i troen og til at undervise dem. 14 Glem ikke den nådegave, du har, den du modtog fra Gud, da menighedens ledere profeterede over dig og bad for dig med håndspålæggelse. 15 Giv dig i kast med opgaverne, så vil enhver kunne se, hvordan det vil lykkes for dig. 16 Vær bevidst om, hvordan du lever og underviser, og hold ud. Din tjeneste fører jo både dig selv og dine tilhørere frem til det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.