Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 77:1-2

Når Gud tilsyneladende ikke svarer

77 Til korlederen Jedutun: En sang af Asaf.

Jeg råber til Gud uden ophør.
    Jeg håber, han hører min bøn.

Salme 77:11-20

11 Jeg kan ikke udholde den tanke,
    at den Almægtige skulle have mistet sin magt.
12 Jeg husker miraklerne i gamle dage,
    de fantastiske ting, Gud gjorde engang.
13 De er altid i mine tanker,
    jeg kan ikke lade være at grunde over dem.

14 Du er helt speciel, Gud,
    ingen guder kan måles med dig.
15 Du er undernes og miraklernes Gud,
    du viste din magt, så alverden hørte om det.
16 Du befriede dit folk med din vældige styrke,
    det var Jakobs og Josefs slægt.
17 Havet så dig og trak sig tilbage af frygt,
    Det Røde Hav skælvede ved synet af dig.
Havdybet rystede af skræk,
18     skyerne sendte strømme af regn.
Tordenen rullede hen over himlen,
    dine lynpile fløj til alle sider.
19 Tordenen rumlede som vognhjul,
    lynene oplyste himlen.
        Hele jorden rystede og bævede.
20 Du banede en vej gennem havet,
    du vandrede igennem de vældige vande,
        men du efterlod dig ingen fodspor.

Anden Kongebog 1:1-12

Konflikten mellem kong Ahazja og Elias

Efter kong Ahabs død gjorde Moab oprør mod Israels overherredømme. Det var, mens Ahazja var konge over Israel.

En dag var Ahazja så uheldig at falde ud af vinduet fra øverste etage i sit palads i Samaria. Han var døden nær, og han sendte derfor nogle folk af sted til Ekron for at spørge filistrenes gud, Ba’al-Zebub, om han ville overleve.

I mellemtiden havde Herrens engel sagt til profeten Elias fra Tishbe: „Først skal du gå sendebudene fra Samarias konge i møde og stille dem følgende spørgsmål: ‚Findes der ingen Gud i Israel, siden I skal hen og spørge filistrenes gud, Ba’al-Zebub, til råds?’ Derefter skal du sige til dem: ‚Gå tilbage til kongen med følgende budskab fra Herren: Du kommer ikke til at rejse dig fra den seng, du ligger i, for du skal dø.’ ” Elias tog straks af sted, traf kongens sendebud og overbragte sit budskab.

Sendebudene opgav med det samme rejsen og vendte tilbage til kongen, som blev meget overrasket over at se dem så hurtigt.

„Hvorfor er I allerede tilbage?” spurgte han.

De svarede: „Vi mødte en mand, som sagde, at vi skulle overbringe kongen følgende besked: ‚Hvorfor sender du bud til Ba’al-Zebub, filistrenes gud? Findes der ingen Gud i Israel? Fordi du har handlet sådan, kommer du ikke til at rejse dig fra din seng, for du skal dø.’ ”

„Hvem var det, der sagde sådan?” spurgte kongen. „Hvordan så han ud?”

„Det var en mand med en lodden kappe[a] og et læderbælte om livet.”

„Det må være profeten Elias,” udbrød kongen og sendte straks en officer og 50 soldater af sted for at arrestere ham. De fandt ham siddende på toppen af en klippe. Officeren sagde til ham: „Du Guds profet, kongen befaler, at du kommer med os.”

10 Men Elias svarede: „Så sandt jeg er Guds profet, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og dine 50 soldater.” Så fór Guds ild ned og dræbte dem alle.

11 Derpå sendte kongen endnu en officer og 50 soldater af sted for at arrestere ham. „Du Guds profet,” råbte officeren til Elias, „kongen befaler, at du øjeblikkelig kommer ned.”

12 Men Elias svarede som før: „Så sandt jeg er Guds profet, skal der falde ild ned fra himlen og fortære dig og dine 50 soldater.” Igen fór Guds ild ned og dræbte dem alle.

Galaterne 4:8-20

Vend ikke tilbage til slaveriet

Før i tiden var I slaver af afguder og ting, der ikke kommer fra den sande Gud. I kendte ham jo ikke dengang. Men nu kender I Gud, ja endnu mere: I er kendt af Gud. Hvorfor vil I så vende tilbage til et liv styret af ineffektive lovregler og nytteløse anstrengelser? Vil I gerne være slaver af dem igen? 10 I går højt op i reglerne for de ugentlige, månedlige og årlige jødiske ceremonier og fester. 11 Jeg er bange for, at mit arbejde hos jer har været forgæves. 12 Kære venner, jeg beder jer inderligt om at leve, som jeg gør—i frihed fra disse ting—for jeg er blevet som jer ikke-jøder—frigjort fra de jødiske lovregler.

I tog så venligt imod mig, da jeg kom til jer første gang. 13 I husker jo nok, at det var min fysiske svaghed, der blev anledningen til, at jeg første gang fortalte jer om Jesus. 14 Men selvom jeg så ynkelig ud, viste I hverken foragt eller afsky for mig. I tog imod mig som Guds sendebud, ja, som havde jeg været Frelseren Jesus selv. 15 I var så glade og lykkelige dengang. Hvor er den glæde henne i dag? Jeg husker jeres kærlighed til mig. I ville endog have revet jeres øjne ud og givet dem til mig, hvis det havde været muligt. 16 Mon I nu bliver vrede på mig, fordi jeg siger jer sandheden?

17 De mennesker, som ønsker, at I skal følge de jødiske lovregler, gør alt, for at I skal komme over på deres side. De tænker ikke på, hvad der er bedst for jer, men kun på at trække jer væk fra os, så I kan blive lige så ivrige efter at følge reglerne, som de selv er. 18 Det er fint at være ivrig, hvis det altså er efter at gøre det rigtige. Det burde I altid være, ikke kun når jeg er hos jer. 19 Åh, mine elskede børn, jeg føler en dyb smerte for jer, som om jeg var i fødselsveer. Jeg kæmper for, at I må komme til at ligne Kristus mere og mere. 20 Jeg ville ønske, at jeg var hos jer nu, så jeg kunne udtrykke mig klarere og bedre vide, hvad jeg skal sige. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal tænke om jer.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.