Revised Common Lectionary (Complementary)

⁶ „Hvor skal du hen?” spurgte jeg ham.

„Jeg skal ud og måle Jerusalems længde og bredde,” svarede han.

⁷ Så kom der en anden engel til syne, og englen ved min side gik ham i møde. ⁸ Den anden engel sagde: „Gå hen og sig til den unge mand dér, at der en dag vil bo så mange mennesker og dyr i Jerusalem, at de ikke kan være indenfor byens mure, men må slå sig ned i området udenfor. ⁹ Da vil Herren selv være som en mur af ild omkring hele området, og han vil bo midt iblandt dem med sin herlighed.

Et kald til at vende hjem og et løfte om Guds indgreb

^10-11 ‚Hør efter!’ siger Herren. ‚Jeg spredte mit folk ud til alle fire verdenshjørner, men nu skal I komme hjem. Flygt fra landet mod nord,^[a] red jer selv, I som bor i Babylonien!’ ”

¹² Og englen fortsatte:^[b] „Den almægtige Gud vil vise sin herlighed og demonstrere sin magt over de folkeslag, som udplyndrede jer, for de, der rører jer, rører hans øjeæble.^{[c] 13} Han vil slå hårdt ned på dem, og deres egne slaver skal gøre oprør imod dem. Når det sker, vil I forstå, at Herren, den Almægtige, har sendt mig.

Loven var god nok, men kunne ikke overvinde syndens magt

⁷ Betyder det så, at loven er af det onde? Nej, aldeles ikke. Havde loven ikke været der til at pege på synden, ville jeg ikke have forstået syndens væsen. Jeg ville ikke have vidst, hvor slemt det er at begære noget, som tilhører en anden, hvis ikke loven havde sagt, at det måtte jeg ikke. ⁸ Synden brugte altså lovens forbud til at vække alle mulige former for begær i mig. Uden loven har synden ikke den samme magt. ⁹ Før jeg kendte til loven, levede jeg udmærket. Men da jeg så hørte om lovens forbud, kom der liv i synden, ¹⁰ og mit liv blev helt elendigt. Lovens bud, som skulle have givet mig et godt liv, resulterede i det modsatte. ¹¹ Synden udnyttede nemlig lovens forbud til at få mig på afveje, og på den måde blev mit liv elendigt. ¹² Altså er loven god, og lovens bud sigter mod det, som er godt, retfærdigt og rigtigt.

¹³ Jamen, hvis loven er god, hvordan kunne den så føre til sådan en elendighed?—Det var egentlig ikke loven, der gjorde det. Det var synden. I og med at synden brugte det gode til at opnå det onde, blev det klart, hvor ond synden i virkeligheden er.

¹⁴ Jeg ved^[a] jo godt, at loven er åndelig, men det er jeg^[b] ikke, så længe jeg er slave under synden. ¹⁵ Så forstår jeg ikke, hvad det er, jeg gør. Jeg gør nemlig ikke det, jeg gerne vil, men derimod det, jeg ikke ønsker at gøre. ¹⁶ Når jeg altså gør det, jeg ikke ønsker at gøre, så er jeg enig i, at loven har ret. ¹⁷ Og det er egentlig ikke mig, der gør det, men synden, som bor i mig. ¹⁸ Jeg må erkende, at der ikke bor noget godt i mit syndige jeg, for selvom jeg har viljen til at gøre det rigtige, har jeg ikke magten til det. ¹⁹ Jeg gør nemlig ikke det gode, som jeg ønsker at gøre. Tværtimod gør jeg det onde, som jeg ikke ønsker at gøre. ²⁰ Så når jeg gør det, jeg ikke ønsker, så er det egentlig ikke mig selv, der gør det, men synden, som bor i mig.