Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Jeremias 28:5-9

Da svarede jeg ham i præsternes og folkets påhør: „Gid det måtte gå, som du siger. Jeg ville ønske, at Herren ville opfylde din profeti og bringe tempelskattene og fangerne tilbage til os. Men hør nu, hvad jeg har at sige til dig i præsternes og folkets påhør: Alle de profeter, der levede før dig og mig, profeterede imod utallige nationer, og de plejede at advare imod katastrofer som krig, hungersnød og epidemier. Når en profet derfor forudsiger fred, er det svært at tro, at han virkelig er sendt af Herren. Det kan kun afgøres ved at se, om profetien går i opfyldelse.”

Salme 89:1-4

Guds løfte til David

89 En visdomssang af ezraitten Etan.

Herre, jeg vil altid synge om din nåde,
    tale om din trofasthed fra slægt til slægt.
Din nåde forandres aldrig,
    din trofasthed kan umuligt høre op.

„Jeg har sluttet pagt med min udvalgte,
    højtideligt lovet min tjener David,

Salme 89:15-18

15 Din trone er bygget på retfærdighed,
    du kendetegnes ved nåde og sandhed.
16 Lykkelige er de, som lovsynger dig,
    de lever i lyset af dit nærvær.
17 De glæder sig over dig dagen lang,
    soler sig i din godhed.
18 Du er grunden til deres styrke,
    vi sejrer på grund af din nåde og accept.

Romerne 6:12-23

12 Selvom I stadig er dødelige mennesker, må I ikke lade synden regere i jeres liv, så I adlyder jeres syndige tilbøjeligheder. 13 Lad jer ikke rive med af ondskaben og uretfærdigheden. Nej, nu da I er gået over fra døden til livet, skal I stille jer til rådighed for Gud og gøre det, som er godt og ret. 14 Synden skal ikke herske over jer, for I lever ikke under loven, men under Guds nåde.

Synd straffes med døden, men Gud skænker livet

15 „Skal vi så bare synde løs, fordi vi ikke lever under loven, men under Guds nåde?” spørger nogen måske. På ingen måde! 16 Ved I ikke, at hvis man lader sig styre af noget, bliver man slave af det? Lader du synden styre dit liv, fører det til død. Men lader du lydighed mod Gud styre dit liv, fører det til Guds accept og velbehag. 17 I har været slaver af synden, men Gud ske tak, at I med liv og sjæl er blevet lydige mod den undervisning, I har modtaget. 18 I er løst fra syndens slaveri og er nu ivrige efter at gøre det, som er ret. 19 Jeg bruger disse menneskelige billeder om slaveri for at hjælpe jer, da I stadig er svage i troen. Før i tiden var I behersket af urene tanker og onde handlinger, som førte til et udsvævende liv. Men nu skal jeres liv være kendetegnet af rene tanker og gode gerninger.

20 Dengang I var slaver af synden, tænkte I ikke på, om det, I gjorde, var godt i Guds øjne. 21 Hvad førte det jer ud i? Kun ting, som I nu skammer jer over. Sådan et liv ender nemlig med død. 22 Nu, da I er løst fra syndens lænker og er kommet ind i et lydighedsforhold til Gud, fører det til et liv, som Gud kan acceptere, og det ender med evigt liv. 23 Synd straffes med døden, men Gud skænker det evige liv gennem Jesus, vores Frelser og Herre.

Matthæus 10:40-42

40 De, der tager imod jer, tager imod mig. Og de, der tager imod mig, tager imod Gud, som sendte mig. 41 De, der tager imod en profet, fordi profeten er sendt af Gud, skal få samme løn som profeten. Og de, der tager imod et menneske, der tilhører mig, fordi det tilhører mig, skal få samme løn. 42 Det siger jeg jer: Den, der giver bare et glas koldt vand til den ringeste af mine disciple, fordi det er en discipel af mig, skal ikke gå glip af sin løn.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.